Læsetid: 6 min.

Fra kulturkanon til kulturradikalisme

Kulturradikalismen er besejret i den forstand, at den er defensiv, vigende og uden åndskraft. Der tænkes ikke nye tanker her, der er intet oprindeligt og originalt. Systemskiftet af 2001 har sendt den til tælling, og dens mest tænderskærende raseri kommer af, at den ved af sin egen afmagt
20. oktober 2005

- Har du hørt, at Johannes Møllehave har fået Blicher-prisen? spurgte han, da vi gik ind til middagen.

Og da jeg svarede nej, spurgte han videre: - Har Jesper Langballe fået den? Nej, måtte jeg svare endnu en gang, og han rystede på hovedet og sagde: - Det er typisk.

Ja, det er typisk, at Jesper Langballe ikke har fået Blicher-prisen på trods af, at han har fornyet og uddybet Blicher-læsningen og Blicher-forskningen med sin store Blicher-bog Anlangendes et Menneske. Dette hovedværk gør ham til den indlysende kandidat til den pris, der er helliget Blicher. Men han har ikke fået den, og det er typisk.

Typisk for hvad? Typisk for den kulturradikale mafia, der stadigvæk sidder solidt på magten i det offentlige og akademiske Danmark. Jeg vil ikke genere Johannes Møllehave, som jeg har megen sympati for, men når Jesper Langballe ikke har fået Blicher-prisen, er det naturligvis fordi han er tidehvervsmand, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og i det hele taget politisk yderst ukorrekt. Så får man ingen priser, selv om man er kvalificeret til dem. Så får man snarere en skidtspand i hovedet.

Det er typisk.

Kulturkampen ikke slut

Og derfor er der en enkelt ting i kulturminister Brian Mikkelsens tale på det konservative årsmøde i Aalborg, som ikke er rigtig. Det er hans ord om, at kulturradikalismen er besejret.

Det var ellers en glimrende tale. Hans understregning af kulturkampens nødvendighed var meget klar og præcis - også i understregningen af, at en dansk kulturkamp i dag består i opgøret med islam som kulturel og politisk magtfaktor. Her er det for dansk kultur et spørgsmål om at være eller ikke være, hvorfor hans arbejde med en dansk kulturkanon er lige så nødvendigt, for naturligvis skal nye generationer lære dansk kultur at kende i dens facettering og dybde. Jo, han sagde fortræffelige og slående ting, hvad der mest viste sig ved den rasende reaktion, der rejste sig i den kulturradikale offentlighed.

For kulturradikalismen er ikke besejret endnu, selv om Brian Mikkelsen sagde det.

Og netop raseriet over talen er beviset herpå, for det var slet ikke hans kritik af islam, der vakte lidenskaberne. Det var hans tale om kulturradikalismen. Det kaldte forbitrelsen frem hos alle professorerne og lektorerne og redaktørerne, at han meddelte kulturradikalismens nederlag - selv om Brian Mikkelsen i en vis forstand har ret.

Hertel og Metz

For kulturradikalismen er besejret i den forstand, at den er defensiv, vigende og uden åndskraft. Der tænkes ikke nye tanker her, der er intet oprindeligt og originalt. Systemskiftet af 2001 har sendt kulturradikalismen til tælling, og dens mest tænderskærende raseri kommer af, at den inderst inde godt ved af sin egen afmagt.

Men så klamrer den sig så meget mere besluttet til sin magt til at udnævne og udgive, for den sidder fortsat på magtpositionerne i dansk offentligt liv. Hans Hertels restaureringsarbejde i bogen Det stadig moderne Gennembrud er lige så typisk som forbigåelsen af Jesper Langballe til Blicher-prisen, for der mobiliseres i den alderdomssvækkede kulturradikalisme og både Georg Brandes og Poul Henningsen hentes frem på barrikaderne af de nu pensionerede professorer til styrkelse af den kulturradikale front.

Læs f.eks. Georg Metz på disse sider. Læg mærk til den monomane fanatisme, der præger ham og andre åndsfyrster, når talen falder på det, der sker i den danske virkelighed i dag.

Det er helt underholdende at iagtttage det galleri af skældsord og ringeagtsytringer, der fyger over avissiden, når en Brian Mikkelsen eller Dansk Folkeparti er på dagsordenen. Her er hadet gult og ublandet, og hadet er stærkest, når nederlaget er nærmest.

Men kulturradikalismen sidder stadigvæk på udnævnelses- og udgivermagten, og den egentlige årsag til vreden over Brian Mikkelsens kulturkampstale var utvivlsomt hans ord om kulturradikalismen.

Han hvæsede

Jeg kom selv til at mærke det på en pudsig måde. Torsdag 29. september var jeg i Deadline sammen med Erik A. Nielsen, der som bekendt er medlem af den kreds, der af Brian Mikkelsen er udnævnt til at forestå en dansk kulturkanon, og som havde reageret på talen i Aalborg med en trussel om at træde ud. Jeg begyndte vores debat i Deadline med at lykønske Brian Mikkelsen med, at han således slap af med Erik A. Nielsen. Det var naturligvis ikke videre elskværdigt, selv om der også var en smule humor med i lykønskningen, men Erik A. Nielsen reagerede på udfordringen med et raseri, der efter min fornemmelse hang sammen med hans kulturradikalisme.

Jeg havde nemlig i indledningen også sagt, at det nok især var denne, der havde følt sig forulempet af Brian Mikkelsens ord om kulturkampen, og jeg tør sige, at Erik A. Nielsens fortsættelse bekræftede min formodning. Han formelig hvæsede ad mig, og da jeg videre pegede på, at en dansk kulturkanon og kulturkamp naturligvis er ensbetydende med et principielt opgør med islamismen eller islamisk kultur, kendte hans forargelse ingen grænser. Det fremgik af fortsættelsen. Og det fremgik især af næste dag, hvor jeg af nogle journalister fik oplæst en pressemeddelelse, som Erik A. Nielsen havde udsendt i anledning af vores debat i Deadline og hvor alle de velkendte skældsord om fremmedhad og xenofobi (nej, jeg tror ikke at 'racisme' var med) fyldte papiret. Luften var gul og tyk af edder og forgift.

Nej, kulturradikalismen er i defensiven og saglig set besejret, men den sidder fortsat tungt på pladserne og positionerne, og når den udfordres, kender dens had ingen grænser - og Jesper Langballe får i hvert fald ingen Blicher-pris.

Ærgerligt kun, at Brian Mikkelsen ikke lod Erik A. Nielsen & co. forlade kulturkanon-

Kunstigt åndedræt

Og endnu mere ærgerligt naturligvis, at Louise Frevert med sin ufattelige dumhed på sin hjemmeside gav disse kulturradikale et kunstigt åndedræt, som de selvsagt har udnyttet på alle måder. Hele racisme-propagandaen har jo været fortid. Nå ja, en David Trads og en Tøger Seidenfaden har søgt at holde galden og propagandaen flydende, men det har været åbenbart for alle, at kampagnen var passé. Den var uden mening og virkelighed. Man kunne alligevel ikke komme af sted med at brændemærke et helt folk, som havde sagt nej til folkevandring og indvandring med systemskiftet i 2001.

Men så kom Louise Freverts hjemmeside, hvor hun havde ladet en vulgær og primitiv sjæl udtale nogle ubehageligheder i sit navn, og straks fattede den trængte kulturradikalisme nyt håb og startede en brølende kampagne over det gamle slagord 'racisme', der har terroriseret befolkningen i to årtier. Nej, hvor de kunne råbe! Hej, hvor det gik!

I folketingssalen til åbningsdebatten havde hele venstrefløjen kulegravet arkiverne for at finde ytringer frem, der kunne sigtes og helst arresteres, og også nogle fortræffelige ord af mig blev naturligvis bragt til torvs som 'farlige'. De bestod såmænd i, at jeg for nogle år siden har udtalt den ubestridelige sandhed, at når man betragter arten af vort offentlige liv, er ordet racist ved at være en hædersbetegnelse. For det rettes mod dem, der har turdet opponere mod ensretningen. David Trads og Tøger Seidenfaden kunne altid bruge det, når en fri debat skulle kujoneres.

Og det er en lykke, at med systemskiftet var ensretningen færdig.

Så meget lykkeligere har de kulturradikale naturligvis været ved at kunne genoplive den via Louise Freverts sjusk, og i nogle dagen endnu må vi nok leve med denne altmodische kampagne. Den og kulturradikalismen passer jo sammen som hånd i handske. Lige falske og lige affældige. Louise Freverts hjemmeside har været en foræring til de kulturradikale.

Den danske kultur

Men virkningen forsvinder jo snart, og tilbage sidder en kulturradikalisme, der i egentligste forstand er blevet vejet og fundet for let, fordi den ikke har kendt til tyngden i den danske kultur, der nu udfordres og trues af en islamisk kultur, som i alle sammenhænge er modsat vores, og hvor det for dansk kultur derfor er et spørgsmål om at være eller ikke være. Det oplever det folk, der på alle måder trænges i Danmark i dag. Det ved de danskere, der ikke længere kan være sig selv i Danmark i selvfølgelighed og naturlighed.

Dansk kultur har en ganske bestemt forudsætning, som deler mellem helligt og sekulært, religiøst og verdsligt. Det går i stigende grad op for det danske folk. Det vil fremgå af en dansk kulturkanon.

Men det er fremmed og ukendt for kulturradikalismen.

Søren Krarup er MF for Danske Folkeparti

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu