Læsetid: 5 min.

Kulturlivets modsætninger

Etniske kunstnere får i for ringe grad mulighed for at tage del i det danske kunstneriske liv, fordi dansk kulturpolitik mangler en vision om kulturel mangfoldighed
29. april 2005

Anne Knudsen skriver i sin bog Her går det godt - send flere penge, at det i Danmark er en dyd at være uformel. Inviteret til et selskab, hvor man ikke kender ret mange, bliver det forventet, at man "glider ind" og "lader som om man er hjemme". Det er nemlig ikke almindeligt, at man som ny bliver introduceret for de andre i selskabet.

Og det er lidt problematisk, for det bliver heller ikke opfattet som passende, at man påtvinger dem, man ikke kender, sit selskab. Man går altså rundt og prøver selv at finde ud af det.

Det er lidt det samme, når man som fremmed kommer til Danmark med ønsket om at deltage i livet her. En slags selskabsleg, hvor man aldrig får forklaret spillereglerne.

Foreningskulturen

Kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk er stort set ikke repræsenterede i de kunstneriske foreningers bestyrelser og slet ikke i paraplyorganisationen Dansk Kunstnerråd. Kan den specielle danske foreningskultur være en af forklaringerne på, hvorfor det forholder sig sådan?

Danske Filminstruktører er en af de 24 kunstneriske foreninger, der er repræsenterede i Dansk Kunstnerråd. I bestyrelsen er der ingen kunstner med en anden etnisk baggrund end dansk.

"Vi opfordrer alle uanset etnisk baggrund til at være aktive i foreningen, men vi har ingen bestemt politik på området," siger Ebbe Nyvold, som er formand for Danske Filminstruktører.

Ebbe Nyvold understreger, at etniske kunstneres manglende repræsentation i bestyrelsen ikke har noget med diskrimination at gøre og henviser til den årlige filmfestival i Odense med aktiv deltagelse af både udenlandske og herboende etniske filminstruktører.

Ebbe Nyvold forklarer, at Danske Filminstruktører i det hele taget kun har få medlemmer med etnisk baggrund: Det handler om ca. fem, højst ti personer ud af de 300 medlemmer.

"Vi har kun få etniske medlemmer, og de fungerer godt og er aktive. Det er derfor ikke et spørgsmål, som indtil nu har været aktuelt," påpeger han, men udelukker ikke, at den særlige danske foreningskultur også kan virke fremmedartet på kunstnere med udenlandsk baggrund.

"Vi er meget foreningsmindede i Danmark. Det er en stærk kultur, og vi lærer fra vi er børn, hvordan foreningerne fungerer. Vi er meget gode til at lave foreninger, fordi det er en god måde at have kontakter på. Det er muligt, at folk fra andre lande har svært ved at gennemskue, hvordan det fungerer," siger Ebbe Nyvold.

Et positivt eksempel

Undersøger man nærmere, hvorvidt kunstnere med etnisk baggrund er integrerede i de danske kunstneriske miljøer, får man et mere sammensat billede. For der findes også kunstnere, der føler sig ret integrerede.

"Jeg ved, at der er udlændinge, der har svært ved at blive integreret i Danmark, men jeg har personlig ikke haft svært ved at blive en del af samfundet," fortæller den unge brasilianske filminstruktør Carlos Augusto de Oliveira med et stort smil.

Han kom til Danmark for fem år siden som udvekslingsstudent for at læse filmvidenskab på Københavns Universitet og er siden blevet fastboende her. Ved siden af sine studier på universitetet er han også medlem af den alternative filmskole 'Super 16', som han vil afslutte til næste år. Lige nu arbejder han på sin semesterfilm om pigebanders vold i Danmark.

"Jeg følte mig hurtigt accepteret i Danmark, men det hænger muligvis sammen med min baggrund. Min historie er muligvis meget forskellig fra mange andres, fordi jeg laver fim, og film er et meget populært medie," siger Carlos Augusto de Oliveira, og han tilføjer:

"Men min familiebaggrund har sandsynligvis også spillet en væsentlig rolle i, at jeg hurtigt er blevet integreret i Danmark. Jeg kommer fra en universitetsuddannet borgerlig og protestantisk familie i Brasilien, og jeg har ikke haft følelsen af, at min baggrund var så forskellig fra mange danskeres."

Carlos Augusto de Oliveira er en af de herboende kunstnere, der har anden etnisk baggrund end dansk. Dansk Flygtningehjælp anslår at der er ca. 300-350 personer, men der er antagelig flere.

Og det er muligvis ikke allesammen, der føler sig så godt integreret i Danmark, som Carlos Augusto de Oliveira gør det. Som han selv udtrykker det:

"Jeg synes, at det gør en stor forskel, hvor du kommer fra, og hvilken kulturel baggrund du har. Hvis du kommer fra en middelklassefamilie og har de borgerlige værdier, kan du nemt blive tilknyttet her. Men hvis du ikke har denne borgerlige baggrund, får du muligvis meget svært ved at få kontakter. Og det kan være et problem for mange udlændinge, at de kommer fra forskellige miljøer."

Afbrudte initiativer

Tidligere har der været initiativer i dansk kulturpolitik, der havde til formål at fremme den kulturelle mangfoldighed i den danske kulturverden.

"Det er vigtigt, at etniske kunstnere bliver integrerede i det danske kunstneriske liv," siger de radikales kulturordfører og tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.

Hun henviser til Kulturministeriets Udviklingsfond, som blev oprettet, mens hun var minister (1998), men nedlagt kort efter VK regeringens tiltrædelse (april 2002).

Et af fondens fokusområder var netop at fremme etniske kunstneres integration i det danske kulturelle liv ved at støtte tværkulturelle projekter og at inddrage kunstnere med etnisk baggrund i dansk kunst. Og blandt Udviklingsfondens ni bestyrelsesmedlemmer var blandt andet den tjekkisk fødte Libuse Müller, lederen af Galleri Shambala, hvis hovedformål var (og stadig er) at synliggøre kunstnere med udenlandsk baggrund.

Efter Udviklingsfondens nedlæggelse kom der en ny struktur i kunst- og kulturstøtte.

"Puljen blev nedlagt, fordi det viste sig, at den ikke var løsningen. Støtte til etniske kunstnere skal i stedet bygges ind som en del af det nye kunstråds tværfaglige projekter," forklarer Carina Christensen, konservativt medlem af Folketingets Kulturudvalg.

Positive rollemodeller

Kulturpolitikken er i øjeblikket ikke bestemt af en stærk vision om kulturel mangfoldighed. Men det er selvfølgelig heller ikke sådan, at der siden 2001 ikke er kommet nye projekter, der fremmer etniske kunstneres deltagelse i det kunstneriske liv.

Et eksempel er Betty Nansen teatrets integrationsprojekt, der får støtte fra både Integrationsministeriet og Kulturministeriet.

Dansk Flygtningehjælp arbejder også på området og er lige nu i gang med at udarbejde en onlinedatabase om herboende etniske kunstnere. Databasen bliver offentliggjort til juni.

Eller man kunne nævne Salaam DK - Flerkulturel Filmfestival. Festivalen startede sidste år med stor succes og blev derfor afholdt igen i år med en endnu større succes.

Som festivallederen Thomas Henriksen forklarer, er den nuværende debat om indvandrere for overfladisk, og mange komplekse spørgsmål så som racisme og ghettoer bliver behandlet uden differentiering.

"Vi ville bruge kunsten til differentiering, og film er velegnet til det formål. Film kan desuden noget, som andre kunstformer ikke kan: Man kan snakke personligt uden at skulle bruge første person," påpeger Thomas Henriksen.

"Det er vigtigt at fremme det etniske filmfolk, fordi de på denne måde kan blive en positiv rollemodel for unge med etnisk baggrund," siger Thomas Henriksen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her