Læsetid: 3 min.

Kulturministeren har vildledt i Glyptoteket-sag

De danske myndigheder har modsat de andre involverede lande afvist at hjælpe efterforskningen af verdens største kunstsmuglersag, og begrundelsen er fejlagtig. De Radikale kalder ministeren i samråd
6. december 2006

Kulturminister Brian Mikkelsen har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om Glyptotekets opkøb af plyndret kulturarv fra Italien.

Ministeren har forklaret Folketinget, at de danske myndigheder har afvist al hjælp til den italienske efterforskning siden år 2001, fordi italienerne krævede Glyptotekets genstande udleveret. Men ministerens forklaring holder ikke.

Det viser dokumentation, som Information har modtaget fra den italienske undersøgelsesdommer Paolo Ferri, der har forestået efterforskningen af verdens største kunstsmuglersag, og fået dommen på ti års fængsel til Glyptotekets faste smuglerbagmand Giacomo Medici i hus - uden dansk hjælp. Ferri er nu i færd med at føre sagerne fra museer og kunsthandlen, heriblandt indkøberen Marion True fra det amerikanske Getty Museum.

Ministeren afviser at kommentere sagen og henviser til, at hans svar bygger på oplysninger fra Glyptoteket selv og justitsministeriet. Men det var Brian Mikkelsen selv, der i Folketingssalen den 24. august forklarede, at de danske myndigheder ikke så nogen mulighed for at hjælpe italienerne med oplysninger om de etruskiske skatte, Glyptoteket selv har indrømmet at have købt af den smugler, undersøgelsesdommer Ferri var i færd med at forberede sin sag imod.

"Vi mødte en aggressivt afvisende holdning hos de danske myndigheder såvel som hos Glyptoteket," fortæller Ferri, som siger, at den danske holdning stod i grel modsætning til en række andre lande som USA, Frankrig, Schweiz og Tyskland, der har imødekommet identiske anmodninger om hjælp til efterforskningen fra det italienske politi.

Forskellige forklaringer

Brian Mikkelsen forklarede den 24. august i år Folketinget efter spørgsmål fra oppositionen, at det italienske politi var blevet afvist af de danske myndigheder, fordi det havde krævet Glyptotekets genstande beslaglagt og udleveret. Denne anmodning kunne man ifølge ministeren ikke imødekomme, fordi sager om hæleri efter dansk lov er forældede efter ti år.

Allerede dengang bad Information om aktindsigt i korrespondancen, fordi ministerens forklaring ikke stemte overens med den italienske præsentation af sagen, men justitsministeriet afviste ansøgningen med henvisning til, at der var tale om en sag under strafferetsplejen.

Men ministerens forklaring holder ikke på flere punkter, siger undersøgelsesdommer Ferri til Information. Hans officielle henvendelse til de danske myndigheder er nu blevet fremvist Information af det italienske dommerkontor, og henvendelsen anmoder ikke om udlevering af Glyptotekets tyvekoster.

"Det var ikke et udleveringskrav, men en anmodning om assistance til efterforskningen. Vi har på intet tidspunkt krævet genstandene udleveret," siger Ferri og forklarer, at en evt. forældelse efter dansk hælerilovgivning derfor slet ikke var relevant for sagen.

"For det første: Vi var i gang med en efterforskning af en igangværende kriminel aktivitet, hvor Medici (som Glyptoteket havde købt genstandene af, red.) stadig var aktiv, og derfor kunne sagen umuligt være forældet. For det andet: Når jeg beder om hjælp til en politiefterforskning af en sag, der skal for en italiensk ret, er det ikke de danske myndigheders opgave at forholde sig kritisk til, om min sag ville holde i en dansk ret."

Ferris efterforskning førte i december 2004 til en dom på ti års fængsel til smuglerbagmanden Medici for årtiers gravplyndringer og videresalg af den italienske kulturarv til internationale kunder, heriblandt Glyptoteket i København.

Juridisk anmodning

Undersøgelsesdommerens brev til de danske myndigheder er det, der i juridisk fagsprog hedder et 'letter rogatory': en juridisk anmodning om assistance på baggrund af en kendelse med henvisning til politisamarbejdet efter Strasbourg-konventionen og i Schengen-forbundet.

Brevet indeholder en minutiøs gennemgang af det italienske politis bevismateriale om de genstande, Medici har røvet og solgt til Glyptoteket, og herefter en række spørgsmål, der kan bistå efterforskningen. Ferri beder om beslaglæggelse af bankdokumenter og transportpapirer, identificering af de ansvarlige indkøbere hos Glyptoteket, om opdaterede kataloger med oplysninger om Glyptotekets øvrige indkøb fra Medici og Italien, og om bemyndigelse til at komme til Danmark og foretage egne forhør.

Som sidste punkt på listen beder Ferri de danske myndigheder undersøge "sammen med de involverede og i henhold til dansk lovgivning, om der er muligheder for at restituere de arkæologiske genstande til Italien." Anmodningen om denne undersøgelse er det tætteste, brevet kommer på spørgsmålet om genstandenes fremtid - og Ferri understreger, at det langt fra er et krav om udlevering.

Men mens Schweiz giver italienerne adgang til kunstpakhuse, Cypern, Tyskland og USA lader dem forhøre involverede, og fransk politi koordinerer en ransagning sammen med dem, får Ferris efterforskningshold ikke hjælp til et eneste af sine punkter fra de danske myndigheder.

"Jeg fandt den afvisende danske holdning dybt skuffende," siger han. Det samme gør Folketingets opposition, der nu med de Radikale i spidsen vil kalde kulturministeren i samråd for at få en forklaring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu