Der er et pinligt og langvarigt dansk efterslæb at rette op på, hvis den danske regering som lovet nu tager initiativ til at gøre noget ved den danske lovgivning om kunstsmugling efter Informations afsløringer af danske museers og auktionshuses involvering i den ulovlige handel. Det danske kulturministerium og dets embedsmænd har nemlig længe ligget under for pres fra kunsthandlere og museumsfolk, som har modarbejdet forsøg på at beskytte sårbare landes kulturarv mod udsmugling til Danmark.
Det siger to af landets største eksperter i kunsthandel, efter at Flemming Hansen som stedfortrædende kulturminister i går forklarede Folketingets kulturudvalg, at han har sat justitsministeriet i gang med at undersøge mulighederne for en strammere dansk lovgivning om kunstsmugling som den, vores nabolande har gennemført for år siden.
Lise Lundbæk er cand. mag. i kunsthistorie, medlem af dansk UNESCOs kulturudvalg og har været aktiv i museernes forening ICOM i en årrække. Her har hun blandt andet presset på et dansk kulturministerium, der i hendes formulering har været præget af en "kolonialistisk" opfattelse af Danmarks rolle i den illegale kunsthandel. "Ministeriet har været usædvanligt fodslæbende," siger Lise Lundbæk, der påpeger, at det tog Danmark hele 32 år, før vi i 2003 underskrev UNESCO-konventionen, der bekæmper den ulovlige handel. På det tidspunkt var konventionen på globalt plan forlængst strammet op med den såkaldte UNIDROIT-konvention fra 1995, som Norge og Finland forlængst har underskrevet, men som det danske kulturministerium først nu har sat justitsministeriet til at forberede en dansk tiltrædelse af.
"Ministeriet har direkte udtrykt det sådan, at man jo måtte tage hensyn til handelen," siger Lise Lundbæk som forklaring på, hvorfor de plyndrede landes sag ikke er blevet hørt i Danmark. "Men efter 1970, hvor UNESCO-konventionen blev vedtaget, har pæne mennesker altså ikke handlet med de her genstande. Den danske holdning er udtryk for en forældet, kolonialistisk tankegang, hvor man tog, hvad man ville have ude i verden til eget bedste."
Dansk udhuling
Danmark har ikke bare været tilbageholdende med at forfølge den ulovlige kunsthandel; det danske embedsmandsværk har direkte udhulet de internationale konventioner, mener Lise Lundbæk. Hun påpeger, at Danmark har indført mange flere undtagelser til konventionsteksterne end de øvrige lande: For eksempel er deltagere i danske FN-missioner undtaget fra at skulle følge Haagkonventionen om beskyttelse af krigsramte landes kulturarv, og danske kunsthandlere er undtaget fra UNESCO-konventionens krav om at føre dagbog over, hvor deres antikviteter kommer fra.
Samtidig har Danmark helt undladt som andre lande at gennemføre en hjemlig følgelovgivning til konventionen, der sikrer at det danske lovapparat kan leve op til de internationale regler, vi er tiltrådt. "Det gør, at vi i dag står i en påfaldende og pinlig situation, hvor den danske stat formentlig vil skulle udrede erstatning til de berøvede lande på vegne af en herre, der bevisligt har handlet med stjålne genstande," siger Lise Lundbæk med henvisning til den verserende sag (beskrevet i Information d. 26. og 27.6.) mod en dansk kunsthandler, hvis lager på over 1000 smuglede kulturgenstande fra Latinamerika blev beslaglagt af Lyngby Politi i januar. Ifølge juridiske eksperter ser det nu ud til, at manden ikke vil kunne dømmes, fordi der blandt andet mangler en dansk paragraf, der gør det strafbart at besidde den stjålne og udsmuglede kulturarv.
De fine går fri
Lise Lundbæks mand Torben Lundbæk, er tidligere museumschef fra Nationalmuseet og var i sin tid medforfatter til den såkaldte ICOM-kode, som er et sæt etiske regler for blandt andet indkøbspolitik, som danske statsanerkendte museer skal følge. Han understreger, at den danske lovgivning er inkonsekvent: "I Danmark skal alle markandisere føre en såkaldt kosterbog, hvoraf det fremgår, hvorfra de genstande kommer, som de handler med. Men de regler er de 'fine' handlende som auktionshuse og antikvitetshandlere fritaget fra. Og det vil jo sige, at det er helt umuligt for os andre at forfølge nogen sager om, hvor kunstgenstandene kommer fra."
Lise Lundbæk tilføjer: "Det opmuntrer til 'white-collar crime': De rige og fine går fri, mens lovgivningen rammer de små fisk."
Som beskrevet i weekendens Information afviser blandt andet Glyptoteket at afsløre forhistorien for selv helt nyindkøbte, antikke genstande som for eksempel museets nyindkøbte, egyptiske pragtstykker, som ifølge Glyptotekets direktør Flemming Friborg kommer fra gamle samlinger hos samlere, hvis navn han ikke vil afsløre. Men ifølge Torben Lundbæk, der som chef hos Nationalmuseet har gået i front for en ny museumspolitik, hvor man er gået med til at tilbagelevere tvivlsomme genstande, er den forklaring ikke god nok: "Man hører altid historien om, at indkøbene kommer fra 'en schweizisk herres samling'. Men mange af de genstande er kommet ad ulovlig vej, og handler man etisk, bør man som indkøber kunne bevise, at genstandene ikke er 'plettet' af en kriminel fortid."
Ifølge Lise og Torben Lundbæk er der mange måder at angribe den ulovlige handel på. "Bilaterale aftaler, som dem USA laver, hvor de aftaler med de ramte lande at ulovliggøre deres kulturarv, er enormt effektive," siger Torben Lundbæk. "Og i England er det blevet ulovligt at handle med genstande med en 'plettet' fortid, ligesom Schweiz har strammet gevaldigt op på sin lovgivning og også fulgt op med en stor oplysningskampagne."
Men Lise Lundbæk understreger, at dette ikke blot er et juridisk spørgsmål: "Vil Danmark virkelig være aktivt med til at holde liv i den kriminelle fødekæde, der går direkte fra rovgraverne til samlerne - det er et spørgsmål om etik," siger hun.
