Læsetid: 3 min.

En kulturministers drøm

I torsdags præsenterede Brian Mikkelsen kulturkanonens nye hjemmeside i selskab med 9. klasse på Brønshøj Skole
26. august 2006

Fem fotografer er lige i hælene på kulturminister Brian Mikkelsen, da han træder ind i skolebiblioteket på Brønshøj Skole. 11 elever fra 9. klasse sidder linet op ved computere med kulturkanonen på skærmene.

Skoleinspektør Jørgen Andersen byder velkommen og fortæller, at i dag vil kulturministeren præsentere kulturkanonens hjemmeside, her på en ganske almindelig folkeskole i København. Derefter er det Brian Mikkelsens tur.

"Hvad kan den her kanon?", spørger han og svarer selv:

"Jeg har fire børn, en af dem hedder Tobias og går også i 9. klasse, og det er ikke de værker, der er i kanonen, som vi snakker om hver dag derhjemme. Hvorfor er de så vigtige? Tobias - og I - skal interessere jer for værkerne, fordi de er det værd! Hvis ikke I har været vant til Johannes V. Jensen og jazz-musik, så kræver det måske lidt tilvænning - men I kan lære en hel masse," siger han.

En lysegul hættetrøje og et par piger i pink og rødt sidder stille med opmærksomheden vendt mod ministeren. Med hørebøffer om halsen ligner de små dj's, der har tidens nyeste toner liggende på computeren. Det har de ikke - der ligger Grethe og Jørgen Ingmann.

I ugerne op til præsentationen er eleverne blevet inddelt i grupper på to og to, hver med et emne fra kanonen.

Kulturministeren går over til Sofie Milword og Mathies Stephensen, der er blevet udnævnt til musikgruppe. Tre store kameraer bliver stukket helt op i deres ansigter. Mathies har valgt Kliché-nummeret "Supertanker" og ministeren spørger ham, om han synes det nummer holder i dag.

"Ja, det har nemlig inspireret andre - det står der i hvert fald på hjemmesiden", svarer Mathies Stephensen.

Sofie Milword har valgt Grethe og Jørgen Ingmann.

"Jeg har valgt det her, fordi jeg synes, det er fedt, når det er noget, man kender fra radioen - ellers virker det hele ret gammelt i forhold til os," siger hun, mens Grethe Ingmanns stemme skratter en smule elektronisk i computerhøjtalerne. De mener begge, at hjemmesiden er nem at finde rundt i.

"Det er da lækkert at høre," siger Brian Mikkelsen og fortæller, at han selv gik i 9. klasse, dengang Kliché var store.

Ikke kun musik og film

Og så går det ellers videre til næste computer, hvor filmholdet Nikolai Stage og Kasper Nielsen sidder. De forklarer, hvordan man kan finde mange nyttige oplysninger på hjemmesiden.

"Dem, der har lavet Bennys Badekar, har for eksempel også lavet erotiske film. Det vidste vi ikke," siger de.

Og så går det videre til næste, næste og næste computer, indtil ministeren er nået raden rundt og rykker et par skridt over til et stort vindue.

"Jeg troede musik og film ville være det mest populære, men der er også nogle, der har valgt billedkunst. Det er jo det, jeg har drømt om - at denne kanon inspirerer elever til at tage ind på Glyptoteket, fordi de har siddet og kigget på et billede på nettet," siger han og fortsætter:

"Det er jo det, der hele tiden har været planen med kanonen - også under hele den her underlige debat - så det, synes jeg, er dejligt".

Nogle af eleverne har forholdt sig ret kritisk til kanonen, siger dansklærer Jean Kristiansen og nikker hen mod Mathies Stephensen.

"I princippet synes jeg ikke, at en gruppe mennesker kan afgøre, hvad der skal være dansk kultur", siger han og indskyder, at DVD'en ligner et kedeligt lysbilledeshow. Han mener for øvrigt, at Dan Túrell mangler - "og Arne Jacobsens Svanen og ægget" indskyder dansklæreren.

"Det var fedt at se jeres engagement," siger Brian Mikkelsen til 9. klassen. Åbningen af hjemmesiden er slut, og der er kage og sodavand - ministeriet gir'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu