Læsetid: 4 min.

'Kulturpolitisk kan det kun snart gå fremad'

Historieprofessor Jens Engberg er ude med riven efter den siddende regerings besættelse af kontrol og styring. Og at erhvervslivets parametre siver ind og overtager alle sider af både kultur- og forskningslivet
10. maj 2006

En af landets fremmeste eksperter i kulturpolitik, den pensionerede historieprofessor Jens Engberg er selv offer for '68-generationens kulturkamp.

Som konservativt barn af 1940'erne og 50'erne blev han inspireret af '68-bevægelsens pluralitet, og har siden beskæftiget sig med kulturpolitik i historisk sammenhæng. Kulturkamp er magtkamp, slår han fast i sit trebindsværk Magten og kulturen om kulturpolitik 1750-1900. Værket blev gennemført uden støtte fra Kulturministeriet, hvilket ifølge Jens Engberg vidner om at kulturpolitik er et styringsredskab.

- Kulturpolitik fylder ikke meget i Finansloven. Hvorfor er den så vigtig?

"Hvis vi mener, at kulturpolitik bare er økonomisk støtte til kunst, så fylder det ikke meget i det politiske lanskab. Men hvis vi gør, lige som Fogh gør, får vi et andet perspektiv. I 2001 kom han med den berømte udtalelse til Weekendavisen, hvor han sagde, at det er kulturpolitikken, der bestemmer landets fremtid. Altså den, der sætter dagsordnen i værdidebatten, vinder magten. Kulturpolitikken er værdidebatten."

- Har det altid været sådan?

"Da man lavede det første Kultusministerium i 1848, omfattede det både kirke, skole, kunst og videnskab (indtil 1916, red.). Ditlev Gothard Monrad, som blev den første kultusminister, sagde, at han havde ansvaret for landets dannelse. Det er jo et krafttigt styringsredskab. Nu har man så skilt videnskab, kirke og skole ud, så der kun er kunst og idræt tilbage, men kulturkampen foregår stadig på Monrads samlede område."

"Derfor er den udtalelse af Fogh er fuldstændig rigtig efter min mening. Jeg tror ikke, Fogh har det der fra, men man finder nøjagtig samme udtalelse i Mein Kampf, hvor Hitler siger, at den, der styrer værdidebatten, har magten i samfundet. Det beyder selvfølgeligt ikke,, at Fogh er nazist, men det betyder, at han lige som Hitler, Stalin og Mussolini har indset betydningen af kulturpolitik. Det er et vigtigt styringsredskab."

- Men det skurrer da lidt i en demokrats ører

"Det gør det bestemt, men det er ikke desto mindre rigtigt. Men man kan gribe initiativet i kulturdebatten på mange måder. Man kan gøre ligesom Fogh og fyre de smagsdommere og lukke de kulturinstitutioner, man ikke kan lide, eller man kan gøre det modsat positivt og opmundre til debat. Spørgsmålet er, hvilken vej man går. Om man forsøger at sætte kulturen fri, eller om man forsøger at vride armen om på kulturdebatten."

- Hvordan kan man styre en kulturpolitik, ved at sætte kulturen fri?

"Jamen, det er enormt svært at svare på. Måske er det naivt at tro, at friheden er stærkere end tvangen, men friheden er smukkere og vil have en vis appel. Det er jo ikke særligt smukt, at se på tvang og kanonpolitik. Hvis vi ser på, hvordan stalinister og nazister arangerede masseopbud og bogafbrændinger, så er det jo ikke den vej, vi vil. Så har frihed en appel, og det er sundere for demokratiet."

- Vil det sige at den kulturpolitik, der bliver ført i øjeblikket, er usund for demokratiet?

"Jeg mener, bunden er nået, hvad angår frihed inden for kulturdebatten. De mange prikker under har gjort folk så nervøse, at de retter ind efter regeringens politik, og hverken universiteter eller kulturinstitutioner er selvstyrende længere. Nu sidder erhvervsfolk og bestemmer, hvad der skal forskes i og tidligere mejeridirektører bestemmer, hvad der skal spilles på Det Kongelige Teater. Det er muligt, at de var glimrende forretningsmænd i erhvervslivet, men det betyder jo ikke, at de ved noget om teater."

- Men det betyder vel heller ikke, at deres ledelse er anti-demokratisk?

"Jo, det gør det faktisk. Tidligere havde vi arbejdsplads-demokrati, hvor vi på kulturinstitutioner og universiteter selv valgte vores ledere. Nu bliver de indsat af Venstre, og man kan spørge sig selv, hvorfor lige den ene bliver valgt fremfor den anden. Det er jo i hvert fald ikke, fordi de ved noget om teater eller universitetsforskning."

- Danmark er ikke et særligt stort land. Hvad skal der til for at ændre folkeopinionen ved hjælp af kulturpolitik?

"Jamen, Fogh har ændret den meget dygtigt. Det startede, da han fyrede de smagsdommere, han ikke kunne lide. På universiteterne hersker der en stor angst, for det er ikke særligt morsomt at blive fyret som 50-årig universitetslærer. Og så har vi fået den her kanon, hvor man låser kulturen fast. Nu har vi nået slutpunktet. Vi ved, hvad der er godt, og hvad der skidt, så folk ikke behøver at tænke selv, og der er ikke plads til udvikling, for nu har vi afsluttet kanonen. Det er lidt hårdt sat op, men det lukker debatten fuldstændig. Tilbage er kun styring. Hvorfor har man indsat en depardementchef fra Forsvarsministeriet til at lede Det Kongelige Teater og ikke lederen af Dr. Dante?"

- Hvorfor har man det?

"Det er en indirekte styring. Det betyder jo ikke, at han har en forpligtelse over for regeringen, men når det ikke er faglig viden, der afgør, hvilken vej kulturen skal, så er det svært at gennemskue, hvad der foregår. Det er jo helt besynderligt, at man kalder det for professionelle bestyrelser, for det er jo uprofessionelle bestyrelser. Det er alt sammen med til at give en detailstyring og ufrihed."

- Hvordan ser udviklingen ud i historisk sammenhæng?

"Heldigvis er der et oprør på vej, og sådan er det altid. Der skete jo det, at 68-generationens børn gjorde oprør mod deres forældre, og det kunne de kun gøre ved at blive rigide konservative. Deres børn gør så igen oprør, og det kan de kun gøre ved at gøre op med den stadig strengere styring. Det kan ikke blive værre, og så bliver det som regel bedre. Generelt bevæger kulturpolitik sig 100 skridt frem og 99 tilbage. Vi er klar til at bevæge os frem ad igen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her