Læsetid: 2 min.

Kultursammenstød

En fusion mellem DIF og DGI fusionerer vil betyde et sammenstød mellem verdens uforenelige religioner
3. maj 2007

Danmarks Idræts-Forbund(DIF) har i weekenden valgt ny formand. Det blev hotelejer og tidligere eliteløber Niels Nygaard fra Skive, som nu kan hygge sig med en årsløn på ministerniveau, fri bil og en masse anden frøns.

Niels Nygaard afløser testosteron-bossen Kai Holm, der kunne optræde så brysk på tv, at hunde, børn og andre sarte sjæle risikerede at få et granatchok.

Op til kampvalget om den lukrative formandspost, skulle Nygaard finde på noget, han kunne markere sig på, gerne noget som hans modkandidat ikke også havde på programmet. Det lykkedes. Nygaard ville fusionere DIF med De Danske Gymnastik- og idrætsforeninger(DGI). Det geniale ved planen var, at ingen andre kunne finde på noget så tåbeligt, og så var planen heldigvis uigennemførlig.

Ideen med fusionen er tåbelig, ja det glade vanvid, fordi over 80 procent af landets idrætsudøvere er medlem af både DIF og DGI. Tilsammen har de to idrætsorganisationer tre millioner aktive idrætsudøvere. Ved en sammenlægning ville dette tal blive næsten halveret med en uundgåelig reduktion af statstilskuddet til følge.

De to idrætsorganisationer har på papiret næsten lige så mange medlemmer som Folkekirken. Sammenligningen er ikke spor tilfældig, for går vi under overfladen, er der nærmest tale om religioner. Og kunne man forestille sig en fusion mellem katolikker og protestanter? Ja, i en uendelig fjern fremtid, og det var da også hvad Niels Nygaard svarede den journalist, som ville vide, hvornår DIF og DGI skulle sammenlægges.

Det siges, at ideologierne er døde. De partipolitiske ideologier er rigtignok døde, men Danmark er gennemtrukket af andre ideologier, som stikker langt dybere i det danske folkelegeme. To af de mest indgroede og nedgroede er repræsenteret af henholdsvis DGI og DIF.

Man skal bade sammen

DGI har sin rod i landboungdommen, skytteforeningerne og højskolen. Det er en patriotisk, nationalistisk, folkelig bevægelse, for hvem idræt bare er et middel i en højere sags, det store folkefællesskabs tjeneste.

Heroverfor står DIF, som har sit udspring i den engelske sport og især tiltrækker præstationsliderlige, fremskridtsdrukne byboere. I DIF dyrker man sport og idræt for aktiviteternes egen skyld. Man gør det ikke for sundhedens eller det folkelige fællesskabs skyld.

Når disse to foreningsgiganter støder sammen, går der rystelser op gennem Danmarkshistorien, og vi får en forsmag på The Clash of Civilizations, det store, nært forestående kultursammenstød mellem verdens uforenelige religioner.

Når DGI eksempelvis skal formøble de mange millioner, som ludomane danskere skaffer til huset, sker det ved at bygge et gigantisk, naturinspireret Vandkulturhus i hjertet af København med svømmebassiner i så tilpas forvredne runde former, at de er komplet uegnede for konkurrencesvømmere og direkte skadelige for motionssvømmere. DGI hader nemlig firkanter og rette linier. De er udtryk for en elitær, fallocentrisk, éndimensional, monoteistisk bevidsthedsform i vækstens og profittens vold. Og så skal man iøvrigt ikke svømme for sig selv, og slet ikke frem og tilbage. Man skal bade sammen. Med de ergonomisk set helt umulige bassiner har DGI indrettet en missionsstation i hjertet af København, altså på DIFs territorium.

Men DGI har fat i den lange ende. Danskerne er til wellness, motion og sundhed og gider ikke de traditionelle DIF-sportsgrene. Og hvorfor kæmpe mod hinanden, når man sammen kan bekæmpe fedme og ensomhed?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu