Læsetid: 9 min.

Kultursammenstød er nogen gange en nødvendighed

28. juli 2006

Hele karikaturstriden var en arbejdsulykke, og der er ingen grund til at gå på kompromis. For det er vore samfund, der er de heterogene og multikulturelle. Til gengæld skal vi blive bedre til at bekæmpe farlige tendenser inden for vores egen kultur, mener den norske forfatter Erik Fosnes Hansen

Man lander jo ikke på forsiden af The New York Times på grund af god opførsel, siger den norske forfatter Erik Fosnes Hansen med et smil. Han er i Århus for at læse op af sine bøger men har tid til en snak om karikaturstriden. I ARoS' lyse foyer sidder han over en sort kop kaffe, og mens han drejer skeen rundt for at opløse sukkeret, kigger han ud over byen, hvis puls i disse dage er blevet reduceret af sommerens varme og langsommelighed.

Hverken den danske eller den norske regering har håndteret krisen særlig godt, siger han så. I begge tilfælde lod man den eskalere i al for lang tid, inden man satte dialogskabende tiltag i gang. "Men", lyder det langtrukkent fra den anden side af bordet:

"Det var en arbejdsulykke, hvis konsekvenser ingen kunne forudsige. Ingen kunne forestille sig, at disse uskyldige, ja harmløse tegninger ville udløse en så absurd reaktion. Det, vi nok må fastslå, er, at vi i vores trygge, velforankrede, grundfæstede liberalitet og velfungerende politiske frihed er kommet til at provokere en del af verden. For det er langtfra alle muslimer, som følte sig krænkede. Vi er kommet til at provokere visse grupperinger inden for den muslimske verden, som lader sig provokere af hvad som helst - og jeg mener: af hvad som helst! Hvis det ikke er det ene, så er det det andet, og ved en tilfældighed var det altså os, som var synderne denne gang."

Grundlæggende forskydninger

Erik Fosnes Hansen køber ikke argumentet med, at det er frygten for det fremmede og det multikulturelle samfund, som lå til grund for karikaturstriden. Tonen i den danske og norske udlændingedebat kan være skarp, men en direkte årsagssammenhæng fra det ene til det andet er der ikke:

"Jeg vil vende det på hovedet. Det er vore samfund, som er heterogene og multikulturelle. Derimod er det forsøget på at importere en homogen samfundsfortolkning, som kommer til udtryk i de ekstreme muslimske holdninger. De holdninger, som ønsker at forbyde mennesker at tegne det, som de ønsker, udspringer ikke fra et homogent samfund, men fra et monogamt."

Krænket hver dag

Den 41-årige forfatter er usikker på, om hele krisen har ført til nogle grundlæggende forskydninger inden for det norske og det danske samfund, om visse værdier har forandret sig. Det eneste, som for ham er åbenbart, er, at hele krisen handler om en værdikonflikt.

"Det handler ikke bare om, at nogle føler sig krænkede - jeg føler mig krænket hver dag, når jeg læser avis over alt det vrøvl, som bliver skrevet. Disse krænkelser skal respekteres, og de skal kunne artikuleres. Men derfra er der et langt stykke vej, indtil man begynder at kaste brandbomber på ambassader, brænder flag eller truer folk på deres liv."

"Det er min absolutte overbevisning, at de europæiske intellektuelle på dette punkt ikke skal gå på kompromis. Der er visse ting, vi må forstå, og der er visse ting, som vi ikke skal forstå. Man skal forstå krænkelsen, man skal forstå retten til at ytre denne krænkelse, men man må ikke begynde at gå ind på en vej, som leder mod det punkt, hvor man indskrænker grundlæggende rettigheder som presse- og ytringsfrihed."

Fosnes Hansen fortæller om dengang, den norske Nobelkomité besluttede at give fredsprisen til den tyske forfatter Carl von Ossietzky, som i 1933 var blevet arresteret og smidt i koncentrationslejr af det nationalsocialistiske regime for hans udgivelse af tidsskriftet Die Weltbühne. Året var 1936, og store dele af det norske establishment gik i chok. Hitler kunne kun opfatte afgørelsen som en provokation, og hvad kunne det ikke føre til af politiske og økonomiske sanktioner? I dag derimod ser de fleste nordmænd med stolthed tilbage og betragter afgørelsen som en af Nobelkomitéens fineste stunder:

"En gang imellem må man tage et kultursammenstød - en clash of civilisations. En gang imellem må man sige til sig selv, at min egen værdi anser jeg for så vigtig, at jeg ikke kan gå på kompromis. Og slet ikke af pragmatiske hensyn - for enten at forbedre min udenrigspolitiske stilling eller min handelsbalance. En af disse ting er retten til at kunne ytre sig - om alt, også om andre menneskers tabuer. Hvis vi bare begynder at sætte spørgsmålstegn ved vores ret til at ytre os om andre menneskers tabuer, lige meget om de er af religiøs, politisk, æstetisk eller seksuel karakter, så er vi på vej ind i et utrolig farligt område. Når jeg ser en del af disse hysteriske scener fra Mellemøsten, så ser jeg ikke mennesker, som er krænkede i deres religion, men jeg ser en radikal politisk bevægelse på linie med andre radikale politiske bevægelser, som vi kender fra det 20. århundrede."

Absolutte sandheder

Erik Fosnes Hansen medgiver, at han selv er meget lidt troende. Ikke desto mindre har han gang på gang skrevet om religiøse temaer, idet han finder det interessant, hvordan de fleste mennesker har en indbygget trang til at tro på nogen eller på noget. Et trosbehov, som er blevet forstærket i de senere år:

"Når verden er meget kaotisk, søger man efter en absolut mening. Det er meget mere enkelt at leve med absolutte sandheder end at leve i et kaos uden kontrol, som på en måde er kendetegnende for den globaliserede verden. Lad mig dog med det samme tilføje, at menneskers trosbehov og evne til at tro er noget af det smukkeste, noget af det mest poetiske ved det at være menneske. Det er det, som giver os håb, som giver os en tro på en mening med livet - ikke kun med vore enkelte liv, men med vores samfund og historie i det hele taget."

Med andre ord: Mennesket har en trang til at skabe orden. I en tid, hvor grænser, ja hverdagen bliver nedbrudt, og der hele tiden stilles nye krav til den enkelte, søger vi tilbage til gamle værdier. På den måde befordrer globaliseringen dets modsætning, og hvis et samfunds værdigrundlag i høj grad er knyttet til det religiøse, vil man således kunne iagttage det religiøses renæssance.

"I andre tilfælde er de gode gamle dage knyttet til nogle bestemte politiske bevægelser. Tænk bare på den nostalgi, som man i særdeleshed har kunnet bevidne i de østeuropæiske lande. Den lille far i Kreml ordnede alt. Vi havde børnehavepladser, plejehjem, bussen gik to gange i timen. Vi har bare glemt alle de ting, som vi ikke havde, og at vi ikke engang kunne ytre, hvad det var, vi ville", siger Fosnes Hansen.

Al litteratur indeholder eskapisme

Samtalen fjerner sig fra sit umiddelbare udgangspunkt, karikaturstriden, uden at tabe det helt af syne. Himlen over Århus er blå med luftige hvide skyer. Mange af bordene i foyerens café er tomme. Sommerens stilhed er rykket inden for kunstmuseets mure. Der står to kopper frisk kaffe på bordet. Eriks Fosnes Hansen tænder en cigaret, læner sig tilbage og reflekter over det spørgsmål, som han lige er blevet stillet: Hvad er litteratur, og hvilken rolle spiller den i dag i vores moderne, globaliserede samfund?

"Nu er litteratur så stor og så mangfoldig, at jeg nødig vil komme med en indsnævring. Men jeg tror, at man kan sige, at der i al litteratur ligger et vist moment af eskapisme - både for den, som skriver og for den, som læser. Og det mener jeg ikke i negativ forstand. Selvfølgelig er den digtede virkelighed en skin-virkelighed, en virkelighed, som opfører sig efter love, som ligner virkelighedens, men alligevel ikke er kongruent med virkeligheden."

Fosnes Hansen selv betragter sig ikke som en politisk forfatter, men er interesseret i menneskets psykologi. Især spørgsmålet om, hvordan mennesket fungerer i større grupper, hvordan det reagerer anderledes, når det bliver del af en større mængde, har han gentagende gange konfronteret.

"Jeg ved ikke, om litteratur kan gøre noget, kan forandre noget, men jeg tror, at litteratur er et korrektiv til virkeligheden. I hvert fald er det en kommentar, et spejl, om du vil. Tænk på det 20. århundrede med alle dets kollektive forbrydelser. Vi må hele tiden holde os det farlige ved mennesket for øje. Og her kan litteraturen bidrage - ikke kun litteratur, men også film, kunst, teater, etc."

- Vi talte om kultursammenstødet før. Men vi europæere har selv svært ved at definere os - ikke kun i forhold til Mellemøsten og USA, men også i forhold til hinanden. Tænk blot på processen omkring forfatningen, som er gået helt i stå.

"Det er lidt af et utopisk projekt at ville knytte så mange nationer med hver deres historie og hver deres modsætninger sammen under en konstruktion. Der er noget om sætningen, at man igennem forskellighed bliver til én. For mig at se er man gået for langt med hele EU-projektet. Man vil ikke nøjes med at acceptere, at det er det, det er, nemlig et gensidig forpligtende samarbejde mellem en række europæiske lande på det økonomiske, det politiske og det udenrigspolitiske område, men at det aldrig kan blive til én stat. For selv om man skaber en stat på papiret med en forfatning og alle institutioner, så er en stat jo meget mere - en identifikation, en følelsesmæssig ræson d'etre."

- Men er det ikke netop vores historie, som binder os sammen, som definerer Europa som en region i den globaliserede verden? Og vores kultur, den europæiske litteratur for eksempel?

"Jo, og det hænger lidt sammen med det, som vi talte om i forbindelse med Muhammed-karikaturerne. Det er åbenlyse europæiske værdier, som den europæiske intelligensia efter min opfattelse skal holde fast i: ytringsfrihed, pressefrihed, mangfoldighed, det tidlige og senere humanistiske tankegods, som er formuleret i europæisk tænkning og litteratur. Helt sikkert! Men jeg tror ikke på, at dette har nogen sammenhæng med det europæiske forsøg på at skabe en europæisk grundlov. De ting eksisterer for sig selv i forskellige rum."

- Kunne man måske ikke forestille sig et kultursammenstød inden for den samme kultur? For både humanismen og kapitalismen med dens indbyggede trang til at beherske hele kloden er vel vestlige værdier - værdier, som i stigende grad støder sammen og er uforenelige med hinanden?

"Ja, det mener jeg i allerhøjeste grad. Og jeg tror i og for sig, at dette kultursammenstød allerede er i fuld gang. Der findes i dag internationale konsortier og virksomheder, der alene har større magt end nogle af de mellemstore europæiske stater. Det demokratiske underskud, som eksisterer i forhold til, hvad kapitalen kan foretage sig, er både et værdimæssigt og et politisk problem. Det må man kunne erkende uden med det samme at blive stemplet som en socialistisk romantiker. Problemet, som Europa står overfor, er, at hele denne proces i USA er sluppet så meget løs, at det bliver vanskeligt at stille med et alternativ. Hestene er sluppet løs, og man har gjort sig selv til del at dette løb, og derfor bliver det svært at skifte retning. Kerstin Ekman har engang udtalt, at det at ville forhindre den frie konkurrence i dag er på linie med at spytte i Jesu krybbe. Og hun har fuldstændig ret - det er i dag nærmest et tabu at stille spørgsmålstegn ved markedets dominans."

- Men burde de europæiske intellektuelle ikke koncentrere sig meget mere om denne 'clash of civilisations' inden for vores egen kultur, i stedet for at fokusere så meget på kultursammenstødet med for eksempel den muslimske kultur?

"Jo, utvivlsomt. Nu har du prikket til min dårlige samvittighed. Og jeg skal huske at skrive det på min grønne tavle, når jeg kommer hjem: Husk at skabe clash of civilisations. Men nej, i fulde alvor: Det er vi forpligtede til. Jeg har ikke noget at tilføje."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her