Læsetid: 4 min.

Kulturstøvsugning

27. maj 1997

Kulturpolitikken i Danmark er blevet desinficeret. Alle de omdiskuterede Hilden-udtryk er skuret væk. Alle 90'er-begreberne om kulturens 'rum' og 'mangfoldighed' er fejet ud af sproget. Alle tanker fra Peter Duelunds kulturpolitiske afdækningsværk er blevet plomberet og stillet på reolen. Alle diskussioner om kunststøtte er blevet vakuumpakket. Alle kulturformidlingskæpheste er sendt i bad. I stedet startes der nu forfra med det store spørgsmål: Hvad er kultur?
Sådan virker det i hvert fald nærliggende at tolke kulturminister Ebbe Lundgaards udspil på den store kulturministerielle konference i Ebeltoft sidste uge. Og umiddelbart kan man næppe fortænke den nye kulturminister i denne rengøringsambition om at skabe en ny kulturpolitik helt fra bunden. Problemet er så bare, at han tilsyneladende ikke ved, hvad han skal stille i stedet. At han ikke selv har noget kulturpolitisk program - og hvis han har det, så har han valgt at holde kortene så tæt ind til kroppen, at han kun udstråler vaghed.
Den forløbne konference med titlen 'Fremtidens kulturpolitik' var naturligvis et tegn på et ønske om en debat. Men som Jørn Lund fra Gyldendal sagde i sin evaluering af konferencen: "Det har mere været en udveksling af signaler end en egentlig samtale."
Kulturministerens eget udspil nærmede sig en ensfarvet buket selvfølgeligheder - bundet sammen af den popularitetssikre bemærkning "Jeg er ikke bange for at argumentere for, at vi bruger for få penge på kunst og kultur i Danmark." Det tætteste, Ebbe Lundgaard kom på at definere sin politiske vision, var sætningen: "Folkestyret, det gode liv og frisindet - disse tre ting er ambitionen, målsætningen og drømmen for mine kulturpolitiske tiltag."
De tre begreber er sunde højskoleord om livskvalitet. Men de er ikke nok - og slet ikke konkrete nok - at basere en kulturpolitik på. Ikke dermed sagt, at man kan forvente, at Ebbe Lundgaard allerede nu skal melde ud med en færdig kulturpolitik; kulturkonferencen i Ebeltoft er netop en forberedelse til den varslede kulturpolitiske redegørelse til efteråret. Men ikke mindst kulturlivets institutioner kan vel i det mindste forvente, at han stiller spørgsmål, når han sætter dem visionært stævne som i Ebeltoft. Spørgsmål til overordnede prioriteringer såvel som til konkrete satsninger - for eksempel en distinktion mellem kunst og kultur.

Måske skyldes de manglende spørgsmål, at ordet dialog tilsyneladende også er blevet fortrængt som postmodernistisk og forældet af den nye kulturminister. Konferencens mangel på dialog var i hvert fald slående - og den kom decideret til at virke paradoksal, da Kulturministeren dagen efter udtalte følgende til Politiken: "Jeg savner et modspil. Nogle klare meldinger. (...) Hvis du skal kunne forfægte kunstens sag ordentligt, så giver det dig større energi og tro på at det nytter, hvis du mærker en forståelse hos kunstnerne for det politiske arbejde - og en vilje til at debattere det vi kommer med." Selv gjorde han i hvert fald, hvad han kunne for at undgå debat.
Ebbe Lundgaards efterlysning af klare meldinger retter sig mod ham selv. I går mandag udtalte han sig til Danmarks Radios P2 med ordene: "Vi skal ikke have nogle hellige køer overhovedet - der er ikke nogle områder, der er urørlige. Intet er udelukket i den proces, vi er i for øjeblikket." Positivt nok, men hvad så? Hvad er det, der skal lukkes ind?
I denne visionstomhed er det tankevækkende at tænke tilbage på Kulturby-året. Netop dialog-begrebet var bærende for hele Kulturbydebatten. I 1996 bestilte kulturlivet ikke andet end at forsøge at markere sig selv i stædige forsøg på definere sig selv - med vekslende held, naturligvis. Hele tiden blev grænserne for 'det udvidede kulturbegreb' rykket længere ud i de kulturelle periferi-tåger og kunstudtryk blev vurderet i forhold til både kunstarternes afgrænsninger og internationale udviklinger.

Alt det er tilsyneladende glemt nu. I Ebeltoft blev Kulturby-året ikke nævnt med ét ord! Til trods for at samtlige involverede Kulturby-parter hele sidste år betonede vigtigheden af, at Kulturby-året ikke kun skulle bedømmes på '96-resultaterne. Det overordnede ønske var at skabe en kulturel eksplosion, der frem for alt ville kunne vurderes på sine langtrækkende konsekvenser - netværk, samarbejder og visioner, der ville kunne fortsætte langt ind i det nye årtusind.
Sådan skulle det åbenbart ikke gå - fem måneder efter Kulturby-festen er alle officielle kulturidealer åbenbart glemt. Eller bare kogevasket og kasseret. Måske fordi Ebbe Lundgaard ønsker at basere sin kulturpolitik på ønsker om fremtiden. Hvor Jytte Hildens kulturpolitiske metode var at forsøge at dokumentere 90'ernes kulturliv - udtrykt i Duelunds omdiskuterede "Den danske kulturmodel" - og bruge denne afdækning som afsæt for en politik, så ønsker Ebbe Lundgaard åbenbart at skabe en kulturpolitik ud fra en ønskeliste for fremtiden. Men en ønskeliste uden mere konkrete bud end godt liv, folkestyre og frisind.
I sine første måneder har Kulturministeren markeret sig gennem konkret stillingtagen til betændte problemstillinger - filmcensuren, Fuglen på Kgs. Nytorv, tv-kanalernes public service og regionale kunsttilbud.
Men akutte problemløsninger gør ingen kulturpolitik. Og støvsugning af den hidtidige kulturpolitiske debat og praksis indebærer ingen garanti for en ny kulturpolitisk strategi, der kan bringe Kulturministeriet hen i de eftertragtede positioner af "samfundets udviklingskontor" og landets vigtigste ministerium. Tomhed eller tøven - i radioen var der ingen tvivl i Kulturministeriens stemme, da han udtalte: "Den fylde - for nu at bruge et gammeldags ord - i vores liv, som vi har brug for, er i kulturen." Måske skal han passe på, at noget af fylden ikke allerede ligger i bunden af støvsugerposen.

AFC (Anne Flindt Christensen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her