Læsetid: 6 min.

Kun de døde har set enden på krig

Konfronteret med det ultimative offer, døden, kan danske soldater fremstå som fredstropper uddannet i en kulturradikal børnehave med Genéve-konventionshumanisme, løst krudt og krigsstop efter kl. 16 og i weekenderne. Måske skulle man i tilspidsede konflikter i stedet bruge professionelle specialtropper
Konfronteret med det ultimative offer, døden, kan danske soldater fremstå som fredstropper uddannet i en kulturradikal børnehave med Genéve-konventionshumanisme, løst krudt og krigsstop efter kl. 16 og i weekenderne. Måske skulle man i tilspidsede konflikter i stedet bruge professionelle specialtropper
15. juni 2007

Titlen på denne kronik er hentet hos filosoffen Platon (427-347 f. Kr.) og brugt som indledningscitatet til den vel nok mest realistiske krigsfilm i nyere tid, mesterinstruktøren Ridley Scotts Black Hawk down (2001). Sammenligner man denne krigsfilm med mange andre tilsvarende i tiden, der beskæftiger sig med nærværende og aktuelle krige såsom Sam Mendes og Michael Winterbottoms anti-Irak krigsfilm Jarhead (2005) og The road to Guantanamo (2006) er den suveræn på grund af sin nærværende intensitet, som kryber helt ind under huden på én og sit nærmest filosofiske forhold til krigen. Den fortæller ikke blot om kampene, men giver også et forfriskende og kontroversielt bud på, hvad der motiverer soldaterne.

Efter flere års dygtig, engageret og meget kritiseret dansk deltagelse i henholdsvis krigene i Afghanistan og Irak med anklager mod officerer for tortur under forhør og efterfølgende tab af menneskeliv, spørger man uvilkårligt sig selv, om det er det værd, og i det hele taget hvad det er, der får mennesker til at uddanne sig til soldater og til at gå i krig. For denne kroniks forfatter virker det som en uoverstigelig forhindring at tillade sig at tage et andet menneskes liv, selv i regulære krige, men det er samtidig et fascinerende fænomen, for det er med krige som med sex, det er kommet for at blive, man kan aldrig ryste det af sig, det har åbenbart noget med noget grundlæggende menneskeligt at gøre.

Black Hawk down foregår i Somalias hovedstad Mogadishu i oktober 1993, hvor en militært set simpel forbryderjagt endte med tyve amerikanske elitesoldaters død inden for et døgn, for på trods af soldaternes suveræne kvalifikationer var de tilsyneladende ikke klar over, hvad de gik ind til. Det er et tilsvarende indtryk, man har vedrørende de danske soldaters engagement i Irak og Afghanistan. Den eksistentialistisk orienterede Ridley Scott motiverer soldaternes deltagelse i filmens slutning med følgende ræsonnement fra en overlevende elitesoldat:

"Når jeg kommer hjem og folk spørger mig:' Hvorfor gjorde du det? Er du bare krigsliderlig?' Så siger jeg bare ikke et ord, for de forstår det ikke! Det handler om éns kammerater, andet er det ikke!"

Basale behov

Denne udtalelse ligger langt fra de officielle krigsmotiveringer, som vi hører fra eksempelvis politisk side i Danmark, som foreskriver moralsk og kollegial forpligtelse til afvikling af 'banditregimer' og udbredelse af demokrati og menneskerettigheder, og at vi skal vise, at vi står sammen med andre allierede i en sådan kamp.

Denne tilsyneladende diskrepans, som jeg skal beskæftige mig med i det følgende, er et typisk eksempel på forskellen mellem officielle motiveringer og enkeltindividets tilgang til samme sag.

Spørger man enkeltsoldaterne i uniform og dermed i tjeneste, får man tilsvarende officielle svar, som at man er stolt af at repræsentere Danmark og stå for noget og gøre en forskel. Men læser man de mange biografier, der i disse år kommer fra tidligere udsendte soldater af forskellige slags, er det gennemgående træk, at stoltheden ved uniformen er betydelig, men den egentlige motivation ligger et helt andet sted, nemlig i et opgør med og flugt fra fysisk eller blot mentalt fraværende faderfigurer i barndommen.

Denne væsentligt manglende opdragelsesfaktor i barndommen har typisk betydet ensomhed, turbulens og utilpasset uro, og der har soldatertjenesten vist sig som en forløsende faktor med disciplin, orden, struktur og medfølgende socialliv, altså normale tryghedsfaktorer, som er afgørende faktorer til at skabe et afbalanceret menneske, der er i hvile og harmoni med sig selv.

Det er typisk ønsket om bevarelse af denne 'højlivsfølelse', der har affødt ønsket om deltagelse i de ekstreme udsendelser til Kroatien, Kosovo, Irak og Afghanistan, eksempelvis under jægerkorpsets hæderkronede motto: 'Mere at være end at synes'. Her har soldaten til forskel fra sin barndom kunnet handle og haft noget at være stolt af, men den ekstreme placering har også betydet indfrielse af de basale behov, så når faderen ikke har været der til at se sønnens udfoldelser, så var forsvarsledelsen der.

At disse specielle forhold vedrørende kampsoldater eksisterer, ved man også fra amerikanske undersøgelser, som viser, at langt de fleste soldater stammer fra lavere utilpassede sociale lag, som i god eksistentialistisk ånd realiserer sig i krigssituationer.

Kulturradikal børnehave

Det store og næsten uoverstigelige problem såvel i offentligheden som for den enkelte soldat opstår, når det ultimative offer, dødsfaldet, forekommer, og det gør det jo nu engang i krig. Fliselæggere får dårlige knæ, frisører allergi og i min lærerverden er vi storleverandører til nerve-kliknikker, men i soldaterverdenen er døden det værste og fuldstændig uafviselige problem. Det er især i denne sammenhæng, at man får indtryk af, at de udsendte tropper ikke er klar over konsekvenserne, at forsvaret fremstår som fredstropper uddannet i en kulturradikal børnehave med Geneve-konventionshumanisme, computerkrig, løst krudt og krigsstop efter kl. 16 og i weekenderne.

Når disse ulykkelige hændelser forekommer, er det som om, at såvel samfundet som forsvarsledelsen og enkeltindividet står måbende over for og går i selvsving over denne ultimative erhvervsskade og straks kaster sig over den politiske opposition, der er imod krigen og klager over, at man da i det mindste kan stå bag og bakke op bag vore tropper i det fjerne. Man kan sagtens forstå harmen, men den er vel næppe holdbar i et pluralistisk, demokratisk samfund, hvor der skal være plads til alle holdninger.

Men det er så ikke engang det hele. Man har endvidere via en række tv-programmer fået indtryk af, at mindst hver anden hjemsendt soldat lider af psykiske eftervirkninger, som kræver psykologbistand, så i kraft af et vældigt iscenesat medietække har psykologbrancen fået voldsom medvind de sidste år, man har nærmest indtryk af, at der står krisepsykologer klar i lufthavnene ved hjemsendelserne.

Skal man således løse vores politiske forpligtelse i krigszonerne, burde man i langt højere grad og måske ene og alene bruge specialtropper som jægerkorpset og frømandskorpset og ikke vige tilbage for skarpe løsninger, og ikke handle som da man for et par år siden ville erstatte nogle armerede engelske helikoptere med tre danske uden våben. Her kom den sædvanlige danske kulturradikalisme til udtryk, hvor man vel forestillede sig, at med et Dannebrog i cockpittet og et hvidt flag på vingerne, ville terroristerne straks sænke våbnene og lade være med at skyde. Jeg vil nødigt være den soldat, der skulle sendes op i en sådan helikopter med frygt for at blive sendt hjem i en ligpose, selv om det hævdedes, at helikopterne blot var til transport. Vi har indtryk af fra den vel fornemste repræsentant for jægersoldaterne, B.S. Christiansen, at de kan klare mosten, og han er jo også selv i ekstrem grad eksempel på en sådan soldat, som har kunnet bruge sin karriere til noget givtigt efter aftjent arbejdsliv.

Altid flere krige

Man hører aldrig om specialtropper, der beklager sig, og det bliver vel næppe heller offentliggjort, hvis de dør i tjenesten, for som ovenanførte motto fortæller, så handler disse folk i stedet for - som de fleste andre - blot at snakke om det. Så i en tid, hvor man såvel i den store verden, som i vort lille Danmark nemt kan fornemme, at vestlig deltagelse i krigene er på retur for en periode, så hører krige i denne verden ikke op, så længe der er såvel tydelige individuelle som storpolitiske motiveringer herfor.

Selv om det endvidere er et faktum, at der ingen reelle vindere er af krige, kun tabere, er vi mennesker ikke tilbøjelige til at huske særligt længe. Så skal vi fortsat være med, må det være på superprofessionelt plan, hvor vi må erkende, at soldaterne har deres tilgang i kammeratskabet og politikerne i de politiske alliancepartnere og 'broderskaber'. Det må vi som samfund leve med, og kun de døde har set enden på krig, men det er der selvfølgelig også en udfordring i.

Bent Liholm, overlærer og mag. art. i filmvidenskab* Kronikken lørdag: Demokrati og gråzoneregimer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her