Når hun sidder med avisen eller bare er for træt efter en arbejdsdag og siger nej til den 11-årige, der gerne vil spille Rommy, kan hun godt bagefter få dårlig samvittighed; og komme til at tænke over sine egne hyggestunder med kortspil med forældrene, da hun var barn.
Og med en tenager i rækkehuset i Virum er der mange diskussioner, der afprøver Birgitte Mertz og hendes mand udi den svære kunst at sige nej og ja på de rigtige steder.
Sønnen Jonas, der er 15, har for nylig spurgt, om han må tage med nogle kammerater fra klassen op i familiens sommerhus og venter stadig på et svar.
"Jeg har sagt til ham, at vi lige må tænke lidt over det. Per og jeg har indbyrdes drøftet det og været i tvivl. Men jeg tror det ender med et ja på den betingelse, at der så er spiritusforbud. Der er ikke nogen at ringe til, hvis en af dem bliver sanseløst berusede, og det vil også være ubehageligt for dem selv at stå i den situation. Han skal være klar over, hvad det er for et ansvar, han påtager sig," siger Birgitte Mertz, der er sygeplejerske på Rigshospitalet.
Hun oplever, at grænserne rykker sig uge for uge i den alder, og at man hver gang skal man finde balancen mellem at være beskyttende uden at være fordømmende eller for restriktiv. Egentlig synes hun ikke, at hun siger meget nej i hverdagen til nogen af sine to børn.
"Men jeg har mange krav og forventninger til, hvordan de skal opføre sig. At de skal tage ansvar, være gode kammerater og fortælle mig, hvis de har gjort noget dumt, som de har svært ved at hitte ud af. For mig har det altid været helt centralt, at jeg kunne have tillid til dem, og den har de faktisk aldrig misbrugt."
"Når Jonas er sent ude, forventer jeg, at han sms'er og fortæller, hvor de er henne. Det er måske meget at forlange af en 15-årig, men det gør omvendt, at han godt tør ringe, hvis det går galt for ham eller en kammerat. Han ved, at jeg kommer og henter dem og ikke begynder at løfte pegefingre," siger Birgitte Mertz.
Kravlede ud fra børneværelset
Kategoriske nej'er hører til den tidligste barndom. Dengang, børnene kunne komme i fare, hvis de skulle over en stor vej eller ville lave mad ved et rigtigt komfur. At der skal børstes tænder og ikke må slikkes for meget har aldrig været til forhandling. Men Birgitte Mertz husker mange gange, hvor hun har sagt halvhjertet nej, og hvor børnene har plaget sig til et ja.
"Jeg kan huske, at Mathilde insisterede på at gå gennem snedriverne i børnehave med sine nye laksko, og jeg endte med at sige ja til laksko og våde strømper. Børnehaveårene var vanskelige, for i den alder skal de prøve at finde ud af, hvad de må og ikke må, men det er vigtigt at vælge sine kampe med omhu, så hverdagen ikke bliver et langt slagsmål. Dybest set vil jeg helst undgå at sige nej. Som voksen vil jeg også helst undgå at blive mødt af en afvisning, fordi det trigger mig, og børn er vel ikke væsensforskellige fra voksne. Derfor prøver jeg nok tit at stille et alternativ op," siger hun.
Alligevel synes både hun og hendes mand synes, at det kan være svært i situationen at se, hvad det er rimeligt at gå med til som forældre.
"Vi har tit grinet af, at vi sang millioner af godnatsange for Jonas, da han var halvandet og lå i sin Juno-seng. Sangbogen var til sidst ved at være slidt op, og da vi var færdige med at synge, kravlede vi nærmest ud af værelset for ikke at vække ham. På et tidspunkt fik vi øje på det absurde i situationen og fik brudt det lange sengeritual ved at sige max tre sange. Det var der ingen problemer i, når vi havde besluttet, at sådan var det. Når man siger nej, skal det være med kropssproget og stemmeføring, så der ingen tvivl er om, hvad man mener."
Mig og fire andre
Birgitte Mertz og hendes mand er enige om det mest grundlæggende, men de er også forskellige og har forskellige grænser. De er heller ikke ens over for deres to børn: "Jeg tror det hænger sammen med, hvad man har med fra sin egen barndom. Bl.a. hvad nummer i rækken, man er i søskendeflokken. Jeg er den ældste og har tre små brødre, så jeg har lettere ved at forstå, hvor irriterende det er for Jonas, hvis han hele tiden skal have Mathilde med på slæb. Omvendt kan Per, der er den yngste i sin søskendeflok, identificere sig med, hvordan det er at være den lille, der hele tiden bliver udelukket eller ikke må det samme som den store."
Hun føler, at de står i deres generations dilemma med at ville være de bedste forældre, der er meget hjemme hos deres børn og samtidig har en spændende karriere. De ting hænger altså dårligt sammen, og derfor har de foretaget nogle bevidste valg, forklarer hun, da den 1,86 meter høje teenager dukker op i stuen for at sige farvel, inden han tager i skole. Da han hører, hvad interviewet drejer sig om, har han lige et hurtigt indspark:
"I har ikke sagt meget nej. Kun til slik. Men derfor kan I også godt sige ja til, at vi må tage op i sommerhuset, ikke?"
"Alle fire?"
"Ja, mig - og fire andre."
