Læsetid: 2 min.

Kun et fattigt ord

I Giro 413 har man siden 1950 sagt tak. For sidst, for festen og for det hele
8. januar 2007

Mandeholdet 'Jonstrupvang' i Værløse har samlet ind i en gammel havenisse. Gæsterne til Lene Andersens selskab har samlet ind i en Tupperware-skål, og til Ejners 70-års fødselsdag blev pengene lagt i Bents sko. Det er søndag, det er P4, og det er blevet tid til Giro 413 - programmet, hvor man med en giroindbetaling kan ønske sig et lille stykke musik og benytte samme lejlighed til at sige tak for gaverne til gæsterne ved bryllupsfesten og for god behandling til personalet på Amtssygehuset. Og det er ikke så få, der benytter sig af den mulighed. Siden DR sendte de første 'ønskekoncerter' i januar 1950 er der sammenlagt blevet rejst over 23,6 millioner kroner, og skulle nogen være i tvivl, bliver der stadig samlet rigtig mange penge ind i sutsko og strømpesokker rundt omkring i landet. Ifølge de seneste regnskabstal blev der i 2005 kradset mere end 430.000 kroner ind til programmet - og som altid bliver pengene (som nu også kan overleveres via netbank!) kanaliseret direkte videre til socialt dårligt stillede børn og unge i Danmark.

Et skældsord

Over 700.000 lytter med hver søndag, når værten Margaret Lindhardt læser hilsner som denne op: "Tak for en dejlig dag ved Spareklubben Toppens generalforsamling d. 25/11 på restaurantGuldtoppen, hvor der blev holdt auktion over en t-shirt og en nissehue." Hilsnen er naturligvis ledsaget af et musikønske: "Anemonevej"med Birthe Kjær.

Det er hygge, så det brager. Men ikke for alle, for i visse kulturradikale kredse er Giro 413 et skældsord, en samlebetegnelse for al den 'dårlige smag', man gerne vil distancere sig fra. Det er for denne anmelder ikke ganske uforståeligt. For indrømmet, Giro 413 falder heller ikke i min smag. Det er ikke min stil, det er ikke min musik, det er ikke min 'slags', der sidder bag højtalerne og lytter til Peter Malbergs "Bette Øjesten" søndag efter søndag, og jeg har ingen venner, der samler ind til programmet i en gammel hat, når vi mødes til lidt 'hyggeligt samvær'.

Alligevel må man have respekt for programmet. Hvor ellers i det danske medielandskab anno 2007 har man mulighed for at takke hinanden af et godt hjerte? En tak for sidst, for festen, og for det hele?

Jo, jo, bare rolig: Giro 413 er et anakronistisk levn, det er bagstræberisk, det er et kvalmende nostalgisk sofastykke af lyd. Men det er også ærligt - når for eksempel Pia, Julie og lille Alberto beder om at høre "Lille Maren Frelserpige" til ære for verdens bedste mor, mormor og oldemor - med disse ord: "Du lytter altid til Giro 413, men har aldrig før fået en hilsen. Vi elsker dig!"

Det er ikke dårlig smag. Det er bare lige ud af posen. Helt ude af trit med tiden har Giro 413 i form og indhold på sin vis institutionaliseret ordet 'tak' i dansk æter og formået at give tid og rum til at få det sagt. Så kan det godt være, at det er et fattigt ord, men det er i hvert fald ikke et skældsord. Navnlig ikke når det ledsages af et girokort.

PS. Til Skt. Annæ Gymnasiums personalefrokost blev der samlet ind i revydirektørens paryk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her