Var der noget, der interesserede Josef Stalin, var det hans modstanderes psyke. Med en enestående evne til at indsamle og oplagre indtryk af omgivelserne, vidste diktatoren nøje, hvordan disse skulle håndteres, hvilket kostede ikke alene flertallet af de nærmeste medarbejdere og familiemedlemmer livet. Millioner af andre, i hvilke diktatoren anede kommende fjender, som han mente kunne true hans position og liv, måtte også bukke under foran henrettelsespelotoner eller i Gulag. Mistænksomheden var pseudonym for Stalin.
Ifølge Alexandr Solzjenitsyn, beskrevet i en uforglemmelig scene, hvor nobelpristageren forestiller sig den aldrende diktator liggende på divaneseren i mors egne hæklede tøfler, var Adolf Hitler det eneste menneske, han nogensinde stolede på. Det ligger han og tænker på, mens hjerneblødningen lige så stille siver. End ikke mor opnåede denne ære at være troet. Solzjenitsyns opfattelse passer næppe helt på et hår, men givet er det, at Stalin mente at forstå Hitler. Man havde nær sagt: hvem ellers! Som bekendt var der ingen grund til Sovjetførerens tiltro til det tyske modstykke, som jo ved angrebet i juni 1941 udløste katastrofen over Sovjetunionen.
Stalin ville vide besked
Fire år senere efter ubeskrivelige lidelser var det forbi. Russiske tropper stod efter atronomiske tab af menneskeliv i Berlin, Hitler havde skudt sig, og verdenskrigen i Europa var bragt til ende.
Blandt de millioner af krigsfanger talte russerne også folk, der havde stået den faldne tyske nazidiktator nær: SS-Sturmbannführer Heinz Linge og SS-Sturmbannführer Otto Günsche. Begge havde haft fast tilknytning til Hitler og dennes både militære og politiske dispositioner. De to blev af russerne under pres sat til at genfortælle alt, hvad de vidste og siden nedskrive deres erindringer om hele forløbet op til sammenbruddet. Stalin ville vide besked: Hvad var der gået for sig i førerbunkeren eller førerbunkerne. Eftersom Hitler i undergangen havde ladet alt vigtigt materiale brænde, var der her en lakune, som kun kunne udfyldes af folk, der havde været med. Således blev sag nr. 462 a til med henblik på at skabe et læseværk, som udelukkende var beregnet for Stalins egne øjne. Kun et eksemplar fremstilledes af denne enestående skildring, som især koncentrerer sig om Hitlers sidste tid i bunkeren under rigskancelliet i Berlin. Først Khrusjtjov lod fremstille et eksemplar mere, som imidlertid blev henlagt i det russiske statsarkiv, hvor det lå og samlede støv, til den tyske historier Matthias Uhl så sent som i 2003 fandt dossieret og sammen med sin kollega Henrik Eberle underkastede det en grundig kildeundersøgelse, hvorefter de nu har udgivet hele teksten med nødvendige noter. Kun kendere har sådan set glæde af detaljerne i beskrivelsen af Hitlers adfærd, de fleste vil opfatte det nye i teksten som nuancer eller variationer over Der Untergang.
Dobbelkilde
Når materialet imidlertid er så interessant, skyldes det naturligvis dets karakter af dobbeltkilde. Dels til Hitlers sidste dage, hvor der vitterlig forekommer forløb, iagttagelser og uddybninger blandt andet til fornyet forståelse af den kraft, der udgik fra selv dette menneskelige vrag. Dels til Stalin. Sagen er jo den, at de folk der til slut udfærdigede selve dossieret: oberstløjtnant Fjodor Parparov og major Igor Salejev, stedse måtte have deres ophøjede læser for øje. Det var livsfarligt at skrive noget, Stalin ikke brød sig om. Således er ikke mindst det udeladte interessant, markant forekommer dossierets totale negligering af de tyske udryddelseslejre og deres ofre. Jøderne nævnes knap. Stalin var jo ikke en mand, der gik af vejen for det der lignede, og desuden var han antisemit, når det passede ham. Man noterer sig også, at de enorme sovjetiske tab på slagmarkerne behandles mere end diskret. Ingen havde mod til at minde om Stalins eget dybe ansvar for at det tyske felttog i begyndelsen af invasionen gik så skævt for russerne og kostede så dyrt.
Det er en mærkelig bog at sætte øjnene i, eftersom teksten engang har været læst af Stalin, ja, i masser af år udelukkende af ham. Selve tilblivelseshistorien redegøres der for i udgivernes forord, men nok så overskueligt i et fortrinligt første forord af professor Bent Jensen. Her gør han blandt andet også opmærksom på de komparative muligheder mellem de to diktatorer, en øvelse Alan Bullock i 1991 udmøntede i den store dobbelbiografi Hitler & Stalin. Tine Roesen har leveret en god oversættelse, og bogen er forsynet med en glimrende biografisk gennemgang af hovedaktørerne.
Stalins Hitler-dossier. Red. Henrik Eberle og Matthias Uhl. Forord af Bent Jensen. Oversat af Tine Roesen. 500 s. ill. 349 kr. Aschehoug. ISBN 87-11-1185-0
