Læsetid: 7 min.

Kun i USA

To nye bøger stiller skarpt på fænomenet Arnold Schwarzenegger - en usædvanlig målrettet og tilfreds herre, som det er svært at betvivle, når han siger, at han tror på Den amerikanske drøm.
7. juli 2005

Da Arnold Schwarzenegger indtrådte i guvernørembedet i Californien var alt fantastisk. Samarbejdet med den tidligere mand i jobbet, Grey Davis, var siden valget i efteråret 2003 forløbet fantastisk. Schwarzeneggers kone Maria Shriver var fantastisk, og nu ville alle statens indbyggere få et fantastisk job. Selv da en domstol afgjorde, at Schwarzenegger havde overtrådt valgloven og skulle betale 4,5 millioner dollar tilbage af egen lomme, udbrød berømtheden "fantastisk".

Læser man to netop udkomne bøger om fænomenet Schwarzenegger, forstår man, hvorfor den tidligere bodybuilder og skuespiller har så pokkers svært ved at dæmpe begejstringen. Fantastic, som er titlen på Laurence Leamers velresearchede biografi, samt Gary Indianas essayistiske meditation over tingenes tilstand i dagens USA, Schwarzenegger Syndrome: Politics and Celebrity in the Age of Contempt, tegner et billede af en yderst målrettet mand, der sprudler af godt humør og selvtillid, og som hidtil i sin eventyrlige karriere har været tilsmilet af lykkens gudinde i en bemærkelsesværdig imponerende grad.

En charmerende frækhed

Schwarzenegger har flere gange udtalt, at alt, hvad han har lært, har han lært af at dyrke bodybuilding. For denne idrætsgren - som mange jævnligt diskuterer, hvorvidt egentlig er en idrætsgren - er Schwarzenegger, hvad Ali er for boksning og Pelé for fodbold, blandt andet fordi han som den eneste har vundet Mr. Olympia-titlen syv gange. Hans legendariske status bliver ikke ringere af, at disse sejre kom i hus på trods af, at han ifølge de fleste eksperter sjældent var den af mændene på podiet, der havde den mest imponerende fysik.

Hvad han derimod havde mest af var dynamik, udstråling og en charmerende frækhed, hvilket for alvor kom til udtryk den aften i 1969, hvor han havde sat sig for at erobre titlen fra tidens dengang førende bodybuilder, Sergio Oliva. I finalerunden var de to alene på podiet, hvor de poserede på livet løs. På et tidspunkt hviskede Schwarzenegger til sin rival, om ikke de skulle stoppe, hvorefter han med en høflig gestus trådte til side for at lade den forsvarende mester gå først ned ad trappen. Da Oliva var halvvejs nede, entrerede Schwarzenegger atter rampelyset og fortsatte sin posering nu ene mand foran det ellevilde publikum og dommernes vurderende blikke.

Den slags var ikke set før i de kredse, og efter sejren var bodybuilder-godfatheren Joe Weider ikke i tvivl om, at Schwarzenegger var fremtidens mand. Den unge østriger blev derfor hentet til Californien, hvor han i modsætning til sine konkurrenter ikke skulle bestille andet end at træne i et af Weiders fitnesscentre og fortælle til læserne af Weiders blade, hvilke af Weiders mange kosttilskud han fik mest ud af at spise. Sporten havde brug for en helt, og alle involverede tjente penge på promovere Schwarzenegger som den største - også konkurrenterne, hvis præmiepenge og sponsorkontrakter voksede i samme takt som Schwarzeneggers berømmelse.

Bedst betalte skuespiller

Da bodybuilderen i 1980'erne erobrede Hollywood i takt med filmbyens besættelse af actionfilm og muskelmænd, arbejdede han mindst lige så målrettet efter at få det optimale ud af sine evner.

I samarbejde med sin publicist kontaktede han magasiner, der blev lovet interview, hvis disse ville blive bragt med skuespilleren på forsiden i forbindelse med en filmpremiere. Han rejste lande og riger rundt for at tale med medierne, og da han fik at vide, at titlen Total Recall fire måneder inden premieren ikke havde sat sig fast i amerikanernes bevidsthed, tvang han selskabet bag filmen til at spytte millioner af dollar i tv-spots ved at true med aldrig at arbejde sammen med dem igen, hvis de nægtede. Resultat var, at filmen indspillede 119 millioner dollar alene i USA og derved blev en af de mest sete i 1990.

Også når der skulle forhandles løn, satte han nye standarder i Hollywood. For Twins satsede han på 17,5 procent af overskuddet i stedet for en fast hyre og kunne derfor sætte over 20 millioner dollar i banken, hvilket på det tidspunkt var det højeste beløb, en skuespiller nogensinde havde fået for en enkelt rolle. Månederne efter forhandlede Jack Nicholson og Harrison Ford sig til lignende kontrakter, og i dag er den slags sædvane for skuespillere af en vis kaliber.

Ifølge Leamar var Schwarzeneggers styrke som skuespiller, at han lærte af sine fejltagelser, samt at han akkurat som en bodybuilder, der har gransket sin krop minutiøst foran et spejl, vidste, hvordan han gjorde sig bedst på det store lærred. Inden skuespilleren læste et manuskript igennem, bad han derfor forfatteren gengive handlingen i én sætning. Hvis ikke det kunne lade sig gøre, var projektet dødfødt; det samme gjaldt, hvis der var for megen dialog. Til gengæld fik man en i de kredse sjældent engageret og ukrukket skuespiller, når først Schwarzenegger havde skrevet under på at medvirke i en film.

Beskidte hemmeligheder

Da filmkarrieren mod slutningen af 1990'erne gik i tomgang, begyndte Schwarzenegger diskret at undersøge mulighederne for at blive republikanernes kandidat til guvernørvalget i Californien. Under den første præsident Bush havde han fungeret som sundhedsambassadør, siden involverede han sig dybt i græsrodsarbejde via organisationen Inner City-Games, der hvert år rejser millioner af dollar til unge mennesker i Los Angeles.

Han havde, som Leamer hævder, promoveret en række sunde idealer samtidig med sin karriere, og det eneste, der kunne stoppe Schwarzenegger, syntes at være ham selv. Eller rettere hans fortid, der talte en nazistisk far og en masse seksuelle forulempelser, som nu talte ud i medierne. En tabloidavis kørte ligefrem en overskrift, der lød "Arnolds beskidte hemmeligheder - derfor kan han ikke stille op til guvernørposten".

Endnu engang havde Schwarzenegger dog heldet og tidens foranderlige vinde på sin side. I 2002 købte USA's førende tabloid-imperium forlaget Weider Publications Group, der blandt andet bestod af to bodybuildermagasiner, som skyldte muskel-ikonet al deres succes, og i øvrigt stadig var (og er) afhængige af hans optrædender på forsiden og i spalterne. Fra den ene dag til den anden forsvandt Schwarzeneggers navn fra den vægtigste del af den amerikanske tabloidpresse.

Los Angeles Times var en af de eneste, der fortsatte med at bore i hans privatliv. Stemningen efter den udmattende rigsretssag mod Clinton gjorde imidlertid, at kun de færreste amerikanere gad at høre mere om politikernes privat- og seksualliv. I det hele taget fremstod den kommende guvernør som en mand, der gjorde californierne en tjeneste ved at finde sig i den slags sladder og i øvrigt opgive en succesfuld filmkarriere for at redde statens skrantende økonomi.

I sine taler frem til valget forenede han, som Leamer skriver, nøjagtig det miks af optimisme og vrede, som USA havde efterspurgt siden 9. september.

En liberal Republikaner

Den stærkt kritiske Gary Indiana gør i Schwarzenegger Syndrome sit bedste for at tegne et portræt af Schwarzenegger som en tomhjernet kølerfigur, hvis succes er et resultat af tidens celebrity-kultur og moralskred. Så stor er hans apati mod manden, at man som læser indimellem må undre sig over de konklusioner, han kommer med efter at have gennemgået guvernørens foreløbige resultater.

Når han nævner, at Schwarzenegger, som sandheden er, i løbet af halvandet år som guvernør har benådet flere fanger, end nogen anden guvernør de seneste 20 år har gjort i hele sin embedsperiode, bliver han, Schwarzenegger, således klandret for at have handlet ud fra økonomiske hensyn. Man kan næsten høre guvernøren forsvare sig med, at han jo netop lovede at skære i de offentlige budgetter!

Indianas glæde over, at Schwarzenegger er for fri abort, homoseksuelle ægteskaber og stamcelleforskning og imod den californiske straffelov, der giver livstid til tredjegangsdømt, uanset om de blot har neglet en bilradio, syntes også primært, at skyldes den vrede, disse holdninger vækker hos andre republikanere.

Mere nuanceret er Laurence Leamer, der i Fantastic konstaterer, at Schwarzenegger har opnået meget men også udskudt mange tunge beslutninger til kommende finansår. Dette, gætter forfatteren på, skyldes, at det er gået op for guvernøren, at en af årsagerne til Californiens enorme underskud, ikke som forventet er et massivt spild af ressourcer, men derimod et stort og levende bureaukrati, der i sagens natur stritter imod hvert eneste forslag, der kan true dets eksistens.

Så bortset fra at man kan konstatere, at den i dag 58-årige Arnold Schwarzenegger har vist at være mere liberal på sociale områder, end demokraterne er, og mere konservativ på økonomiske områder, end selv mange af de mest ekstreme republikanere er, så er det med andre ord endnu er for tidligt at vurdere hans evner som politiker. Og derved også om Arnold Schwarzenegger en dag, hvis den amerikanske forfatning vil tillade det, ender som USA's præsident og derved realiserer den største amerikanske drøm af dem alle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu