Læsetid: 4 min.

Men er det kunst?

At skabe et kunstværk, man selv som person er adskilt fra, er i dag utilsløret synonymt med at skabe en vare. Men inden for kunstens verden kommer markedets overmagt nu ikke kun til udtryk i køb af kunst som investering. I stigende grad giver den sig også udslag i en rovdrift på unge kunstnere, der hypes, stiger i værdi – og ligesom deres kunst smides væk til fordel for næste levende billede
14. oktober 2006

Kunstnergruppen Superflex har fået udelukket deres Guaraná-sodavand fra biennalen i São Paulo - angiveligt fordi arrangørerne frygter at blive retsforfulgt, da sodavanden er en kopi af den brasilianske nationaldrik Guaraná Antártica. Der er ellers godt at sige om Superflex' projekt. De bønder i Brasiliens guaraná-distrikt, Maués, som Superflex samarbejder med, har fået fordoblet prisen på deres guaraná-bær. Den amerikanske sodavandskoncern AmBevs priser havde ellers klemt en del af dyrkerne ud af deres erhverv. Tilmed er kunstbiennalens tema 'How to live together' - i en tid, hvor denne kunst mange steder ikke har højeste prioritet.

Superflex' projekt kan altså både ses som et forsøg på at gøre Maués' bønder uafhængige af en udbyttende koncern og som et konkret stykke samliv med andre mennesker. Endda mennesker, der er adskilt af geografi, livsforhold og kultur, som det rettelig bør være i globaliseringens tidsalder, hvis 'living together' skal have vidererækkende betydning.

MEN HVORFOR ERdet kunst? Til trods for at spørgsmålet for længst er udråbt som reaktionært og gammelmodigt, og kunstscenen har lagt det bag sig for snart 100 år siden, har og må det fortsat have relevans. Det er aldrig hverken for sent eller for tidligt at reflektere over, hvad der gør kunst til kunst.

Til gengæld skal man ikke kaste mange blikke bagud i kunsthistorien, før man ser, at vurderingen af kunsten har været lige så skiftende og upræcis, som historiens gang og skiftende moder nu engang har dikteret. Som billedhuggeren Erik Thommesen forleden fastslog i Information: "Hver tid tager dundrende fejl af sin kunst".

Erik Thommesen hylder et klassisk kunstbegreb, hvor kunst og håndværk opfattes som uadskillelige. Men han betoner samtidig det tidløse i kunstens kerne. Det, der gør kunst til kunst, er det musiske, siger han: Det man bare ved, men ikke kan formulere i ord.

Og som måske netop derfor er det vigtigste begreb i kunsten, fordi det er her, kunstneren og ikke-kunstnerne, altså publikum, mødes. Om det, man bare ved.

Tager man det som udgangspunkt, står man med en tilgang til kunstbegrebet, som er mere eller mindre resistent over for skiftende tiders skikke. Til gengæld mister det æstetiske udtryk, som er det, mange har faste meninger om - typisk: 'Kan en sodavandsflaske være kunst?' - sin selvstændighed og bliver et afhængigt begreb. Afhængigt af omstændighederne. Af de aktuelle og historiske forhold. Tænk bare på, hvor smart hvidpudrede parykker og kunstige skønhedspletter på barmen tog sig ud på rokokkoens pasteller.

Vi lever i en tid, hvor markedet mere end nogen sinde omspænder hele kloden. Profittænkningen og kravene til arbejdskraften ophæver i stigende grad såvel grænsen mellem arbejde og fritid som grænsen mellem mennesket som arbejdskraft og som - netop menneske. Det er smart og moderne at anskue livet i sportsmetaforer, som én lang konkurrencekamp. 'Lad os spille på den samme bane', hedder det i overhalingsbanens speedsnakkende kamp om hurtigst muligt at slide klicheer flade. Eller som en reklame for ungdomsuddannelser tidstypisk formulerer det: 'Studere her? Halloooo... Kom først lige ind i kampen!'

Offentligheden er i konsekvens af tankegangens dominans stort set afpolitiseret. Enhver tvinges i den grad til at være sin egen lykkes smed, at overskuddet og tanken på andre mere eller mindre forvises fra det daglige kapløb.

Er det i den situation en udartning af kunstbegrebet, at kunstneren påtager sig rollen som medmenneske? Eller er det sådan, at kunstneren i sin traditionelle uafhængighed af de bindinger, samfundets øvrige medlemmer er indsnøret i, ganske vist har en operationsradius, men at den er så snæver, at hun eller han må tage sig selv i pant og sætte ikke kun sin kunst, men også sig selv ind på den tilbageblevne plads?

At skabe et kunstværk, man selv som person er adskilt fra, er i dag utilsløret synonymt med at skabe en vare. Men inden for kunstens verden kommer markedets overmagt nu ikke kun til udtryk i køb af kunst som investering. I stigende grad giver den sig også udslag i en rovdrift på unge kunstnere, der hypes, stiger i værdi - og ligesom deres kunst smides væk til fordel for næste levende billede. Senest har Kunstakademiets rektor, Mikkel Bogh, advaret mod tendensen. Formentlig forgæves.

HVAD GØR kunsten i den situation? Superflexerne drager den konsekvens selv at skabe varer, men med indbygget medmenneskelighed. Ved at kalde det kunst sætter de med sublim præcision spotlys på den åbne plads i markedssamfundet. "Det er skabende at opføre sig menneskeligt," kunne udsagnet lyde.

Men hvad så med æstetikken?

Netop ved at kopiere den brasilianske sodavandsflaske, gør kunstnerne opmærksom på, at deres flaske er noget andet. Dét er at udtrykke sig æstetisk. Desuden er den æstetiske dimension nødvendigvis på spil, hvis en handling føles sublim. Selv om det er svært at formulere i ord.

Det er noget, man bare ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her