Læsetid: 9 min.

Kunst er alvor

Profeten Vilhelm Bjerke Petersen, var et eksempel på det. Han var veteran fra det store nybrud mellem det 20. århundredes to store krige. Han var stort set glemt i Danmark, men moderne dansk kunst skylder ham alt
22. april 2006

Den svenske digter Artur Lundkvist sagde faktisk det hele, da han anmeldte Färg i flamma, Bjerke Petersens sære svenske essayuroman, i 1953:

"Opdagelsen af verden som et samspil af farver og former indgiver ham allerede i barneårene et behov for at gengive sine oplevelser, at genskabe virkelighedsindtrykkene som kunst. Med farvernes substanser stræber han efter at realisere sine visioner, men evnerne slår ikke til, resultatet når aldrig på højde med forestillingen. Dagene går også alt for hurtigt, han når ikke tilnærmelsesvis det, han vil, og han føler angsten for alt, hvad der hindrer ham.

Han opdager smertefulde modsætninger, mørket bliver en truende realitet midt i lysekstasen, menneskene tramper ind i hans verden, brutalt klodsede og dyriske. Han må komme til rette med alle disse dualismer, forvandle modsætningerne til frugtbare møder, finde modsætningernes fællesskab eller balancepunkt. Han kæmper med sine stadigt mere sælsomme visioner, uden at det rigtigt lykkes at holde dem fast på noget lærred, utilstrækkeligheden over for hele den opflammende skønhed driver ham til sammenbruddets grænse. Besat af sine syner er han dømt til kunstnerens skæbne: den skabende fantasis lykke og fordømmelse".

De stumper af bogen, Lundkvist citerer i sin anmeldelse, kunne være tændsatser i Vilhelm Bjerke Petersens malerier: "Månen er en danserinde, fastfrosset i en iskube, solen er et rødt hjerte, omkranset af diamanter, inden i en forgyldt løve, i en kugle af glødende glas", "man tænker sig stenene som stjerner, der er styrtet i havet. Deres lys er slukket af vandet, som i stedet har givet dem skønne, runde former, uendeligt varierende".

Fire år efter, i 1957, døde Vilhelm Bjerke Petersen i Halmstad, kun 47 år gammel. Han var veteran fra det store nybrud mellem det 20. århundredes to store krige. Han var stort set glemt i Danmark, men moderne dansk kunst skylder ham alt.

Livet er kort

Da han i begyndelsen af 1930'erne kom tilbage fra Bauhaus i Dessau var han parat til at slå alle døre i verden på vid gab mod alt det fantastiske. Han var dybt påvirket af sine oplevelser, først og fremmest Kandinsky og Klees undervisning, hvad ingen, der læser hans 'symboler i abstrakt kunst' fra 1933, kan være i tvivl om. Men i modsætning til Kandinsky og Klee, eller i fortsættelse af dem, havde han et socialt, samfundsmæssigt direkte sigte med sin kunst.

Han ville opdrage. Først kunstnerne og så, gennem kunsten, alle mennesker. Han troede på, at kunsten rummer muligheder i sig af den slags. At den moderne, frie og åbne kunst, bag hvilken der i begyndelsen af 30'rne allerede lå årtiers praktisk og teoretisk arbejde, kunne tale direkte til frie, moderne og åbne mennesker og på den måde være en forandringens motor i alt.

I 1934 stiftede han så kunstnersammenslutningen 'linien' sammen med skolekammeraten Ejler Bille, dennes fætter Richard Mortensen, Hans Øllgaard, digteren Gustaf Munch-Petersen og Henry Heerup.

Gruppen blev sprængt ret hurtigt, da Vilhelm Bjerke Petersen blev grebet af surrealismens vækkelse.

Hans udgangspunkt må ellers nærmest siges at være konkret, og han vendte tilbage til det i årene efter krigen. Ole Sarvig skrev: "Det bør i sandhedens interesse siges, at han var den første, som beskæftigede sig med denne kunstform i dette land, og det på et tidspunkt, da denne form var udviklingsmæssigt legal, da den var en nyskabelse, som sindet genkendte sig selv i ud fra sin bedste overbevisning med alle muligheder åbne for en videre udvikling."

Men nu blev Bjerke Petersen foreløbig den reneste surrealist. Kammeraterne kunne ikke følge ham ind i, hvad de vist så som en slags forgrovet sexualisering af alting, men psykoanalytikeren Wilhelm Reich befandt sig ved den tid i norden. Først et stykke tid i Malmö og derefter en række år som professor i Oslo. I 1933 udgav han sin banebrydende bog om Fascismens Massepsykologi.

Det var måske også surrealismens direkte politiske engagement, der blev dem for meget. Det er muligt, de var bedre kunstnere, sådan kan det se ud - og sådan så det især ud i 1950'erne og 1960'erne, da både de konkrete og de surrealistiske strømninger var stort set udelukket fra dansk kunsthistorie, men det er ikke nødvendigvis rigtigt.

Vilhelm Bjerke Petersen var en slags fremmed med sin baggrund i Bauhaus, ligesom Francisca Clausen var det, med sin baggrund fra de konkrete firkanter og cirklers verden i Paris.

Men det var måske heller ikke det.

Under alle omstændigheder præsenterede Bjerke Petersen i 1930'rne Miro, Magritte, Max Ernst, Paul Klee, Kandinsky, Arp, Breton og Eluard, i billeder og på tryk i sit tidsskrift 'konkretion', for den københavnske offentlighed, ligesom han i samarbejde med Hans Arp og Sophie Taeuber-Arp arrangerede udstillingen 'International Nutidskunst' med lignende persongalleri i Oslo.

Han flygtede til Sverige i 1944 og blev der til sin død, selv om han udstillede med især gruppen 'Spiralen' i Danmark. I 1948 startede han 'Moderna Konstskolan', som i 1955 blev lagt ind under Stockholms universitet, og her underviste han bl.a. sammen med den i Sverige eksilerede dramatiker og prosaforfatter Peter Weiss.

Hans tidligere omtalte roman og digtsamlingen Diamanter i asken fra 1949 fandt ingen større udbredelse el-ler forståelse, selv om de blev positivt anmeldt af folk som Erik Lindegren, Artur Lundkvist og Olof Lagercrantz.

Værkerne og tiden

Lenin boede i Spiegelgasse i Zürich i 1916, da Hugo Ball, Emmy Hennings, Richard Hülsenbeck, Tristan Tzara, Marcel Janco og andre søsatte deres 'Cabaret Voltaire' og dermed Dada i 1916. Men der er intet, der tyder på, at repræsentanterne for den ydre og den indre revolution dengang mødte hinanden, hvad de faktisk heller aldrig gjorde siden.

Surrealismen, der greb Vilhelm Bjerke Petersen, søgte samarbejde med de kommunistiske partier, men blev afvist. Wilhelm Reich blev smidt ud af partiet med sin videreudvikling af Freud, og kunstnernes planer om, både på det psykiske og det politiske plan at virkeliggøre det u- og underbevidstes, det fortrængtes muligheder også samfundsmæssigt og politisk, led skibbrud. Stalin myrdede den store russiske avantgarde og Hitler den tyske.

Kunstnerne søgte tilflugt andre steder, for det meste i Amerika, hvorfra det hele så skulle startes forfra efter Anden Verdenskrig, men i 1930'rne var drømmene levende, og den største drømmer i dansk kunst var Vilhelm Bjerke Petersen.

Når man ser hans billeder, på den store udstilling i Silkeborg, 20 år efter den nærmest foregående manifestation, men endnu mere omfattende, kan det måske være svært at fatte. Man kan synes, at hans billeder mangler spontanitet, at de ikke benytter sig af tilfældighed som komponerende princip og derfor ikke får udviklet, hvad maleren sådan set selv ville lægge i dem. Det var jo, hvad han selv skrev i sin sene roman, og hvad Artur Lundkvist viderebragte.

Man kan mene, at billederne er sært skrigende i farven og underligt døde, hvad angår ideerne, men det er ikke Bjerke Petersens fejl, at det surrealistiske maleri nu om dage står som en slags primitiv, første version af noget, der slet ikke blev videreført i billedkunsten som sådan men, især hvad angår de dengang provokerende pornografiske intentioner, først og fremmest i reklameverdenen og de dermed intimt forbundne nye massemedier. Det forudså surrealisterne ikke, og man kunne sige, at surrealismen derved har fået netop den sociale, politiske og samfundsmæssige indflydelse, som bevægelsens pionerer engang forestillede sig, blot med modsat fortegn. Det var, hvad situationisterne indså i 1950'rne. Det var derfor, de ville afskaffe kunsten, hvormed de især mente billedkunsten, fordi den aldrig ville kunne spille anden rolle end underholderens og dekoratørens i det nye spektakulære samfund.

Det er som sagt ikke Vilhelm Bjerke Petersens skyld, eller Andre Brotons, men det er årsagen til, at deres efterfølgere, sådan nogle som Fahlström i Sverige, Jorn i Danmark og Guy Debord i Paris var nødt til at lægge afstand til de storslåede planer, der var blevet lagt i surrealismens store og bevidst grimme gøgeæg engang i en fortid så fjern, at den omkring 1950 måtte fremstå som en slags kunstens stenalder.

Konkretisme

Da Bjerke Petersen i 50'rnes begyndelse vendte tilbage til konkretismen, var der action painting i Amerika, Cobra var allerede afblomstret som bevægelse i Europa, men især Jorn fortsatte i det spontant tilfældige, og i Sverige var Öyvind Fahlström systemisk begyndt, med udgangspunkt i det største og vildeste randomiserede system af alle, sproget, at udvikle det uberegnelige af noget, der er så kompliceret, at det kombinatorisk ikke ville kunne forudses.

Imens Bjerke Petersen, af den gamle skole var ligesom fortabt i en lomme, som dem der begynder det ny tit ender, ifølge den kloge Ole Sarvig, der fortvivlet søgte efter det ny på en anden måde med afsæt netop i billedkunsten, som i mellemkrigsårene faktisk var bærer af stort set alt og slyngede sine impulsraketter dybt ind i alle tilstødende kunstarter, først og fremmest den med maleriet nært beslægtede poesi.

Symboler

For nu at vende tilbage til Vilhelm Bjerke Petersens billeder, så kan det virke, som om han ligesom alligevel ikke stolede på dem. Han postulerer, profeterer ligefrem, at hvis man gør sådan og sådan, så sker der det og det, og det sker så ikke. Eller der sker noget andet, imod hans vilje. Det er så der, hans billeder i dag virker bedst. Når de på egen hånd gør noget andet, end han vil med dem. Måske fordi han alligevel ikke behersker de maleriske virkemidler, han er jo ikke en virtuos som Kandinsky, Klee, Richard Mortensen eller Jorn, men det er alligevel nok for nemt.

Man skal ikke glemme, selv om det kan være fristende, især hvis man gerne vil kaste sig hovedkuls frådende ind i det overhypede og eminent kapitalakkumulerende kunstmarked anno f.eks. 2006, at det her er alvor, og at der faktisk findes uforudsigelige kræfter i også den maleriske symboldannelse, der som beskidte drømme unddrager sig computerens evner som skitseblok og malebogskonstruktør.

Hvis man altså hævder, at en maler som Vilhelm Bjerke Petersen i dag kun har betydning som måske igangsætter af så meget andet, som han ikke ville have med at gøre, fordi han ikke længere ville kunne optræde, så, som den der suverænt udkaster og tyder symbolerne, ja så bør man måske unde sig selv at se hans billeder på Silkeborg Kunstmuseum.

Også selv om heller ikke hans konkrete billeder har den umiddelbare, svimlende dybde man finder hos Kasimir Malevic, også selv om det ikke var ham, der var ny. Han ville bare have, at det ny, det åbne, det fri, det fantastiske skulle gøres tilgængeligt for alle.

Slutsang

I bogen vita nova, det nye liv, som han arbejdede på i 1950'rne, og som Silkeborg Kunstmuseum ud fra skitser, manus og opklæbede kartoner sendte på gaden i 1986, i anledning af de nærmest foregående større Vilhelm Bjerke Petersen-udstilling, skriver han selv:

"I og med at vi har opgivet alle imitationer, alle tolkninger og nu endogså alle æstetiske (ideelle) systemer, bliver vort biologisk bestemte behov for at virkeliggøre vort indre liv tilbage - at gestalte det i fysisk, virkelig form. At tilfredsstille dette behov regner jeg for kunstens vigtigste mål. Gennem vore relationer til omverdenen opstår der inden i os en åndelig struktur, der kræver at blive ført frem i lyset, og når dette sker, foregår der en proces nøjagtig som alle andre processer i naturen, når noget omdannes til noget andet. Den kunstneriske proces bliver specifik for den menneskelige livsform. Den organiske, direkte omsætning af vore åndelige kvaliteter til fysisk virkelighed bliver objektiv, almenmenneskelig og ligeberettiget med alle andre verdensfunktioner."

Det er muligt, at han ikke magtede, i den store kæde han så tilbage fra impressionisternes gennembrud med farvestofferne som 'selvstændige værdier' eller 'plastisk masse', selv i praksis at realisere, hvad hans følelser og tanker ville, men han gjorde, hvad han kunne, og hvor mange kan man sige det om?

Vilhelm Bjerke Petersen. Silkeborg Kunstmuseum. Til 4. juni 2006. Katalog ved Karen Friis Hansen med fem tekster af Vilhelm Bjerke Petersen selv og instruktivt udvalg af billeder i gengivelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu