Læsetid: 5 min.

Kunst under behagelige himmelstrøg

Ved Miami Beach, USA løb en af de nyeste kunstmesser hen over denne weekend af stablen med deltagelse af 195 af verdens mest prestigiøse og ikke mindst tunge kunsthandlende gallerier. I absolut topform
6. december 2005

Mens almindelige dødelige kunstinteresserede i disse grå vinterdage juleshopper en plakat med Matisse på Louisiana, en Mona Lisa med overskæg på den store DADA-udstilling i Paris, en Mathew Barneyvideo eller opper sig til et litografi af en nulevende kunstner, er verdens tunge kunstdrenge og -piger draget til langt behageligere himmelstrøg.

Art Basel Miami Beach er, som det hybride navn afslører det, en aflægger af kunstmessen i Basel. Bag messen i Miami står svejtseren Samuel Keller, der siden starten af 90'erne har trukket i trådene i Basel. Den amerikanske version var allerede planlagt til 2001, men efter angrebene på Twin Towers blev satsningen udsat. Den viste sig til gengæld at være så meget desto mere berettiget. De pengestærke amerikanske kunstkunder havde ingen lyst til at rejse til Europa, og så måtte kunsten rejse til dem. Derfor flokkes gallerier fra hele verden nu i Miami, ikke mindst gallerier fra 'den gamle verden'.

For mens Europa stadig i høj grad producerer kunstnerne, er køberne at finde i USA. Da kunsten fra Anden Verdenskrig og frem for nylig var under hammeren i New York, blev der omsat for næsten 387 millioner dollar, og køberne var for 80 procents vedkommende amerikanere. Det var på baggrund af denne kunstmarkedsmæssige realitet, at Samuel Keller udvalgte sig Miami, "den mindst schweizsiske by han kunne finde på det amerikanske kontinent."

En by med et enormt udviklingspotentiale, der ikke mindst på kunstområdet er eksploderet på baggrund af den nye messe.

På blot fire år har Art Basel Miami Beach (AMBA) slået sig fast som ikke alene USA's, men også en af verdens vigtigste kunstmesser. En slags Cannes filmfestival for kunsten, hvor folk kæmper om invitationer til de hippe cocktailpartys og de smarteste åbninger.

Udviklingen fra den 36 år gamle Baselmesse til denne amerikanske søsterudgave er typisk for en stadigt accelererende tendens. Ikke mindst de sidste fem år er der opstået en elite af kunstkendere, et veritabelt jet-set, der med kunst og en mere end solid økonomi i bagagen rejser verden rundt til kunstbegivenheder. Man kan nærmest tale om et nyt flyvende globalt solkongens hof, der både sætter dagsordenen og finansierer den. Og som i bogstaveligste forstand bevæger sig mellem kontinenterne, messerne og de mere traditionelle kunstbegivenheder som Biennaler og store museumsåbninger.

Salgsrekorder

Det sætter en ny hastighed i kunstverdenen. Specialisterne bliver af en anden slags. En almindelig kunstkonservator eller museumsdirektør har ganske enkelt ikke længere budget til at følge med. Blot i november i år var der hele fire større begivenheder af den slags, hvor sværvægterne mødte op.

Det er ikke mindst kunstmesserne, der nu afgør, hvad og hvem der er tidens kunstnere, afhængigt af, hvor mange penge der satses. De nye hjørnesten er messerne i Basel og Miami, 'The Armory Show' i New York og den kun tre år gamle messe Frieze i London, der også i år slog salgsrekorder.

Andre messer, som den før så vægtige FIAC i Paris, må se sig kørt ud på et sidespor, med et håbløst forældet begreb om kvalitet uafhængig af handel.

Museerne bagefter

Museerne har længe haltet bagefter og forsøgt at opkøbe et repræsentativt udvalg af dem, der blev dyre eller kendte. Eller kendte fordi de var dyre. Men det nye globale kunstmarked er kortene for alvor delt ud på ny. Omsætningen på auktionen i forrige måned New York, var lig med det udelukkende statsfinansierede franske Pompidoucenters indkøbsbudget for 80 år.

Ifølge kunsttidskriftet Art Review har den private kunstsamler David Greffen, der skabte filmstudierne Dreamworks sammen med Steven Spielberg, til sammenligning købt kunst for 800 millioner dollar de sidste 10 år. Det er oppe på 160 års-budgetter for Pompidoucentret, der dækker samme periode og som trods alt får lidt håndører af den franske stat til at købe ind for.

Penge, kunst og magt har altid hørt sammen. Men den tid, hvor "kunsthandlerne sad og faldt i søvn under deres Cezanne, mens de ventede på at en kunde skulle komme forbi" som dagbladet Le Monde formulerer det, er forlængst forbi. Ikke alene promoverer kunsthandlerne deres kunstnere til messer verden rundt, de stiller også i al offentlighed op, når kunstnerne udstiller ved de store biennaler i eller på museer.

I Europa er der stadig et vagt skær af uafhængighed omkring de store kunstmanifestationer som biennalen i Venedig eller Documenta i Kassel, mens sammenblandingen er fuldt ud konsumeret andre steder i verden. På Museum of Modern Art i New York er der for eksempel opstået stor interesse for sydamerikansk kunst, siden Patricia Phelps de Cisneros, gift med den venezuelanske milliardær Gustavo Cisneros, er kommet i bestyrelsen.

I Miami er alting sponsoreret. Først og fremmest er selve messen ligesom i Basel sponsoreret af Investorfirmaet UBS, der administrerer formuer og kan bryste sig at et milliardoverskud. En del af pengene går til en kunstfond af den slags, der lander først rundt omkring på det globale kunstmarked. Et af de nye koncepter er at støtte for eksempel kunstnere, i en slags aktiepulje, hvis blot en af dem ryger til tops betaler det indsatsen.

Stor efterspørgsel

Og hvor bliver kunsten så af? Bag de nye solkongers hof rykker et slæb af hofnarre i form af gallerister, malere, video- og konceptkunstnere med rundt i verden i håbet om at samle krummerne op fra de meget riges bord. Og noget tyder på at det ikke alene er krummer men, helstegte kalkuner med fyld der falder af på dem, der tør satse.

En ung gallerist udtaler til New York Times at der ganske simpelt er "et problem med at finde en talentmasse, der passer til efterspørgslen".

Der, hvor man skal lede efter nye navne er på den kæmpemæssige off-session, der lynhurtigt er blevet bygget op i Miami. New Art Dealer Alliance har hele 84 gallerier med, og det er her, man finder danske globalsatsere som Christina Wilson og Niels Stærk fra København. Scope Miami, har 70 udstillere, Aqua At Miami 35 og hele 60 gallerier fra verden over findes på Pulse.

Andre danske gallerister bevæger sig mere anonymt rundt og handler. Et sted bag det hele følger museumsfolk, kuratorer, kritikere og journalister med på økonomiklasse. Hvem der på baggrund af dette kan overskue, hvem den almindelige kunstinteresserede køber en plakat af om et par år på Louisiana, ville være rigtig godt at vide. Så havde man satset på den rigtige pulje i den globale kunstverden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her