Læsetid: 6 min.

Kunst er et eventyr

ARoS fejrer digteren H.C Andersen med en demonstration af museets egen vision
17. oktober 2005

Fairy tales forever hedder udstillingen. Og det lyder umiddelbart ikke af noget, men hvis eventyr, som professor Per Aage Brandt siger i en katalogartikel, er fortællinger, der gør det muligt at fokusere på "universer og kræfter som personernes styrende bevægelser, snarere end på personerne som isolerede, psykologiske væsener indlejret i et neutralt rum", er det jo omtrent det samme som kunst, en "mental stilart", siger professoren, "der nok kommer tættere på den menneskelige "ånds" grundlæggende forestillingsaktivitet, og dermed på barnets og kunstnerens både overstadigt legende og hudløst fortvivlede oplevelse af livet."

Der er 23 kunstnere med, måske ikke alle med lige gode værker, men på hver deres forskellige måde forholder de sig egentlig allesammen til kunst som en slags balancegang mellem leg og fortvivlelse i en verden, der måske ikke kan behandles mentalt på andre måder.

Legen

Pipilotti Rist er kunstens Pipi Langstrømpe, det ligger næsten i kunstnernavnet. Hun har altså iscenesat sig selv som moderne eventyrfigur. Hendes Selbstlos im Lavabad er en miniaturevideo i gulvet, på størrelse med et større dyrs øje måske, en hest eller en ko, og inde i det lille bitte rum kalder hun højlydt på hjælp. Det er "Tommeliden" eller måske Peter Pans alf "Klokkeblomst". Det engelske ord fairy, der er første del af ordet fairytale, betyder jo alf.

Det er hjerteskærende komisk i sin direkte henvendelse, måske det eneste af udstillingens mange værker der fuldt ud rummer det "overstadigt legende", og måske også det, der i sit diminutive format rummer den dybeste fortvivlelse. Det er det moderne menneskes mentale rum, vi ser. Det lille åbne øje, vi sidder i, mens vi råber på hjælp fra de andre, idet vi vel forestiller os, at alle andre bevæger sig frit i meget større rum.

Noget af samme legende eller drømmende stemning findes dog også i Peter Lands Hasty Departures og Small Doors, egentlig to værker, men blandet sammen i rummet. En meget lang slaskende tynd arm falder ned fra loftet, hvor den synes at hænge sammen med et ben. Alleryderst har den lange arms lille hånd stadig fat i sin rejsekuffert, men kufferten er sprunget op og dens indhold spredt ud over gulvet. Hen imod to små, låste døre allernederst på væggen. Der er ingen vej ud, når man er så stor som den mand må være, hvis arm det er.

Den sydafrikanske William Kentridge leger også med elementerne i sin video Journey to the Moon. Kunstneren selv går rundt i sit atelier, der med en italiensk kaffemaskine som raket bliver fyret af mod Månen og passerer igennem tegnede eller fotograferede landskaber mod mindelser om krigslignende tilstande. Manuskripterne mister vægten. Han indfanger dem elegant ind og anbringer dem i en stak på væggen. Der hvor de kom fra, da verden endnu løb forlæns.

Tony Oursler, en af museets favoritter, har lavet en videoinstallation af indholdet i Andersens eventyr Klokkedybet. Flimrende vand på væggene og en glasfiberklokke på gulvet. Inde i den en dinglende og uophørligt knevrende knebel. Fuld af dystre meddelelser. Christian Lemmerz viser en version af Den lille Havfrue. Det er både tidskommentar og kunsthistorisk filosoferen. På marmorbrikse ligger to kvindeskikkelser - den samme på maven og på ryggen. Pigen er druknet, og det kan tydeligt ses. De to figurer vender de mishandlede ansigter mod hinanden. Det kunne være et gravmæle. Det minder om Caravaggio, som engang malede et billede til La Scala-kirken i Trastevere i Rom. Som model brugte han et opsvulmet kvindelig, netop trukket op af Tiberen. Kirken fandt det for realistisk og ville ikke have det, men Rubens købte det.

Kranier i papirklip

I sin næsten meningsløst strenge symmetri minder værket om den palæstinensiske Mona Hatoums klip i silkepapir. Tilsyneladende små søde gækkebreve, men ved nærmere eftersyn forestiller blomsternes kronblade kranier af nærmest tibetansk gru, og de er omgivet af sorte soldater med maskinggeværer. Næsten uden for hvad man kan holde til at tænke, står den unge amerikaner Tony Martelli med sit tableau, hvor to figurer - en mand og en kvinde, kvæstet af vragstumper fra en søndersprængt virkelighed - slæber sig videre på flugt mod ingenting.

Flyglet er knust, musikken er standset, kvindens kranie er udhulet af et højteknologisk boldtræ. Af en eller anden grund synes kataloget, at der er humor i det, men den er svær at få øje på.

Der er tre kinesere med på udstillingen, alle fra Courtyard Gallery i Beijing. De har grebet det lidt forskelligt an. Hong Hao har koncentreret sig om de trykte medier, bøger i montrer og kollager af ugeblade, tegneserier, telefonkort og andet på væggene. Det er farvestrålende og flot, men muligvis kunne man også læse det og få en anden slags fortællinger ud.

Tudsen og nattergalen

Lin Tianmao har lavet en fortryllende, alfeagtig skulptur i hvidt, hvor en kvindeskikkelse er forbundet med en tudse gennem et utal af tynde silketråde som et slør. Det handler naturligvis om forvandlingen som mulighed, men også om forbindelsen mellem alt levende i taoistisk eller buddhistisk ånd.

Qui Zhijie fantaserer i store foto af kinesiske landskaber og byer over Andersens eventyr Nattergalen. Henover sine foto har han skrevet sætninger fra Andersens tekst. Det er oplagt, at netop en kinesisk kunstner interesserer sig for det eventyr, for det foregår jo i Kina. Og det handler elementært om kunst, symboliseret ved nattergalens sang.

Kan en mekanisk kopi, der ser meget flottere ud, gøre det samme ? Det mener Andersen ikke. På samme måde med de ny kinesiske kunstnere måske, og på en eller anden måde deres forhold til den vestlige kunst. Kineserne er ny på markedet, de er interessante, de kan sælges. Hvordan ser de selv på det ? Formodentlig lidt forskelligt, men Qui Zhijie skriver sit udsagn om det hen over et af fotografierne, direkte fra Nattergalen: "Selv hos en kejser sidder hjertet til venstre."

Japan og resten

Tre japanske kunstnere viser storslåede ting i den moderne japanske tradition. Tabaimo en cirkelrund videoinstallation, man kan stå inden i eller uden for og se hvirvlende hænder der arbejder uophørligt. Installationen hedder Guignol, altså dukker ført af noget andet.

Chiharu Shiotas enorme installation af gamle vinduer fra Berlin i en slags ziggurat omkring en stol blandt knu- ste glasskår hedder His Chair. Hvis ?

Og Takashi Murakami viser os kejseren, ham med de nye klæder, som en grotesk smilende fed lille tegneseriefigur i porcelænsagtig stivhed. Værket er en komisk grimasse og hører vel egentlig til i den legende afdeling.

Den brasilianske Ernesto Neto skal nævnes sidst, men ikke mindst, i den her opremsning. Hans installation hedder It happens at the House we sail in.

Det er et rundt tableau i blødt materale, en slags flåde eller rumskib. En fordybning er fyldt med sorte kugler som en slags æg af øgler, fisk eller rumvæsener. Ned fra en baldakin som et myggenet hænger en af Netos sædvanlige poser eller polypper som en nylonsok med fyld i tåen, og tomme møbler venter på nogen i andre små huller. Hvem er det, der skal sejle med Netos skib ? Hvad ligger det her for, og hvem venter det på?

Det er ikke fordi Ghada Amer, Jeff Koons (jo, ham!), Julie Nord, Grayson Perry, Kirstine Roepstorff, Tal R, Kara Walker og Kathrine Ærtebjerg viser dårlige værker, men for mig at se forholder de sig i mindre grad end de nævnte til, hvad professor Brandt har fastslået som eventyrets ærinde.

Kunstmuseet ARoS 'Fairytales forever'. Hyldest til H.C. Andersen, Århus. Til 30. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu