Læsetid: 5 min.

Kunst giver mig et kick

Leif Djurhuus er partner i et af landets største advokatfirmaer med over 280 ansatte. Men hans store passion er at samle på kunst - og helst den unge, vilde og grænsebrydende af slagsen. Hans samling er med 1.069 værker en af de mest betydelige herhjemme
12. april 2006

Til daglig står den på retsmøder, sagsmapper og komplicerede juridiske paragraffer.

Men så snart den 53-årige Leif Djurhuus kan slippe af sted med det, forlader han sit hjørnekontor i advokatfirmaet Plesner Svane Grønborg for at tage ud og dyrke sin altoverskyggende passion: Den vilde og grænsebrydende kunst. Og han nøjes ikke med at kigge. Med en samling på mere end 1.000 værker, der blandt andet tæller navne som Olafur Eliasson, Tal R, Christian Lemmerz og Claus Carstensen, er Leif Djurhuus en af Danmarks største private kunstsamlere. I alt vurderer han selv at have købt kunst for 8-10 millioner kroner. Men værdien af hans samling kan ikke gøres op i penge, forklarer han.

Det er de oplevelser, den kaster af sig, som tæller.

"Jeg elsker at stå over for et værk og nærmest tabe bukserne. Det giver mig et kick, som jeg ikke får af noget andet. Jeg køber ikke kunst forbare at besidde det, jeg gør det, fordi jeg elsker at se på det og omgive mig med det," siger han.

I øjeblikket leder han efter en nedlagt fabrikshal, hvor han kan opbevare og fremvise sine værker, så de også kan komme andre til gavn. Men indtil det rigtige sted dukker op, er en stor del af samlingen midlertidigt 'udstillet' på hans arbejdsplads, det kobberbeklædte tårn på havnen på Østerbro.

Rådyr med skibriller

Stikker man hovedet ind på de små kontorer i det strømlinede bygningskompleks, er det da heller ikke lovbøger og ringbind, der springer én i øjnene først, men kunstværker i alle afskygninger og former.

På et af kontorerne hænger et stort foto af Per Morten Abrahamsen, som forestiller en splitternøgen Trine Dyrholm med englevinger, der har taget opstilling i et køleskab i SuperBrugsen. Og går man længere ned ad gangen, kan man hilse på et hjortehoved, kreeret af den amerikanske kunstnergruppe Dearraindrop. Det hænger på et af sekretærernes kontorer med regnbuefarvede gevirer og skibriller for øjnene. Og sådan kan man blive ved: Et sammenkrøllet dannebrogsflag i en plexiglaskasse af Sven Dalsgaard og et tøjdyr med en blankpoleret konservesdåse over hovedet, som han har købt i Berlin. Der er i sandhed noget at tage stilling til for de slipseklædte kolleger i advokatfirmaet på Østerbro, for Leif Djurhuus går langt uden om mainstream-værkerne, når han tager på indkøb.

"Det er blandt de unge, at nybrudene sker. De tør afsøge grænserne for, hvad det er muligt at kalde kunst, og det er lige præcis dér, at kunsten bliver allermest interessant. Så snart kunstnerne er slået igennem, har de en tendens til at gentage sig selv, og den slags værker interesserer mig ikke. Jeg vil have fat i det eksperimenterende og grænsesøgende," siger Leif Djurhuus.

Vil udfordres

Af unge danske kunstnere har han blandt andet købt værker af Husk Mit Navn, Kasper Sonne, Jes Brinch og Jon Stahn. Men det er navnlig den udenlandske kunst, som er repræsenteret i Leif Djurhuus' kunstsamling.

Hvert år foretager han mellem tre og fire udlandsrejser til kunstmesserne i Madrid, Basel, Köln og Berlin. Og i slutningen af april går turen til Mexico City, hvor han tidligere har købt flere værker, blandt andet en højst ejendommelig væginstallation af den unge mexicaner Gabriel Kuri.

"Det er en bordventilator, hvorpå der er fastgjort 10 farvestrålende indkøbsposer hver med teksten 'Gracías'. Når jeg tænder den, blæser den luft i poserne og siger 'Tak'. Jeg kan ikke lade være med at tænke den som en ironisk kommentar til vores forbrugssamfund, men det er jo bare min fortolkning. Der er ikke nogen endelig løsning på kunsten. Dens værdi er, at den kan udfordre os og sætte nogle tanker i gang," forklarer Leif Djurhuus.

For ham selv er kunsten først og fremmest et fristed, hvor han kan glemme alt om jura og indviklede paragraffer og bare lade sig betage.

"Kunstens verden står jo i diametral modsætning til den advokatverden, jeg normalt færdes i. Her er alting meget konkret og håndfast, men i kunsten er tingene mere tvetydige. Kunsten har ikke et formål, den er bedst, når den er fuldstændigt nytteløs," lyder det fra den passionerede kunstsamler.

Tog med af høflighed

Det lå ellers ikke i kortene, at Leif Djurhuus skulle komme til at bruge det meste af sit voksenliv på kunst. Han er vokset op i Brøndbyvester som søn af en sømand og en rengøringsassistent. De interesserede sig overhovedet ikke for kunst, så det gjorde Leif Djurhuus heller ikke, før han som ung advokat blev hevet med på Den Fri af sin daværende chef, højesteretssagfører Oskar Bondo Svane.

"På det tidspunkt var jeg midt i 30'erne og var egentlig kun taget med af ren høflighed. Oskar viste rundt og jeg kedede mig lidt, indtil vi kom til væggen med Sven Dalsgaard. Så blev jeg grebet. Hans værker er fantastiske, og de blev begyndelsen til min store interesse for kunst,"fortæller Leif Djurhuus, der siden har erhvervet hovedværket Mor.

Maleriet med den blå monokro baggrund, de røde læber og en snor med et råbåndsknob på hænger over hans skrivebord ved siden af en hel serie malerier, som Sven Dalsgaard har lavet specielt til Leif Djurhuus med titlen: Dommen - eller Leifs rettergang. Og det er ikke det eneste værk, som er blevet lavet særligt til ham. Et af de mere spektakulære af slagsen er tatoveret direkte på hans højre overarm af den mexicanske tatovørkunstner Dr. Lakra.

"Jeg havde i forvejen investeret i en af hans gummidukker. Den forestiller en lille pige, som er tatoveret med sømandsmotiver og kønsbehåring, og modsætningen mellem det barnligt bløde og det hårde og voksne rørte mig. Derfor bad jeg ham om også at tatovere mig. Han laver normalt pin-up-piger, men det ville jeg ikke have, så det blev i stedet en lille mexicansk trold," griner Leif Djurhuus.

Hans øjne liver op, når han fortæller om de mange historier bag kunstværkerne i hans samling. Når han først kommer i gang, har han svært ved at stoppe, og der er hele tiden lige en ekstra ting, han gerne vil vise frem. Som f.eks. den sorte støbejernsfigur på reolen, der forestiller en politibetjent med løftet pegefinger.

"Det er en skulptur, som Jes Brinch sendte hjem til mig fra Tibet. Hvis man vender den på hovedet, kan man se, at der er boret et hul i enden på den. Tolderne troede, den var fyldt med hash, men det var bare støbestøvet, der raslede," griner Leif Djurhuus. Det er den slags anekdoter, han samler på, lige så meget, som det er kunsten i sig selv.

Afslutningen på historien om sit eget liv har han også lagt i hænderne på en kunstner. Han har nemlig allerede bestilt sin egen gravsten, som billedhuggeren Christian Lemmerz har fået til opgave at udforme.

"Døden optager mig meget, og jeg køber meget kunst, der tematiserer døden.Og da Lemmerz både er en fremragende skulptør og beskæftiger sig med liv og død i sine værker, har jeg bestilt min gravsten hos ham. Det er Lemmerz, der har bestemt, at inskriptionen skal være "Nobody's Home", og jeg kommer til at ligge oven på stenen - i fuld figur og i jakkesæt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu