Læsetid: 3 min.

Kunst – til glæden?

31. oktober 2000

LO fremkom i gÅr med et forslag om, at staten skal støtte de danske arbejdspladser med en pulje på 130 mio. kr. til brug for investeringer i kunst og kultur. Det giver nemlig mere arbejdsglæde og stimulerer medarbejdernes fantasi, mener LO-formanden Hans Jensen. Kunsten kan give de kreative hjerneceller fornyet energi, hedder det. Man ser for sig de glade medarbejdere, der synger og danser under arbejdet. Et sideargument er, at det i sidste ende også vil gavne virksomhedernes økonomi. Altså god, gammeldags profitmaksimering med kunsten som motor. Så håber man, at arbejdsgiverne applauderer og bakker op. Så også de kan synge med.

Men her gør Lønmodtagerorganisationen regning uden vært: Allerede nu tager bl.a. administrerende direktør Søren B. Henriksen fra Dansk Handel og Service i Ugebrevet Mandag Morgen afstand fra forslaget, idet han mener, det er båret af en forældet forestilling om, at institutionalisering og økonomiske tilskudsordninger skal hjælpe kunsten ud på arbejdspladserne. En tankegang, som arbejdsgiverne for længst har lagt bag sig. I stedet støtter mange arbejdsgivere et forslag, stillet af Kulturministeriets specielle Billedkunstudvalg, det såkaldte Ohrt-udvalg, om at virksomheder skal kunne fratrække førstegangskøb af kunst på skattebilletten.

LO foreslÅr, at tilskud skal bevilges efter ansøgning fra medarbejderes og ledelsers fællesudvalg. Det vil sige, at den kunst, som indkøbes, må formodes at være allerede kendt, altså indskrevet,
anerkendt og – på forhånd – defineret som værende af underholdende karakter, når nu den skal opmuntre, glæde og »genoplade« de afladede og flade medarbejdere.

Almindeligvis er indkøb af kunst en vanskelig sag, der kræver indsigt og overblik over, hvad der pt. rører sig. Og hvordan sådanne udvalg overhovedet kan blive enige, er et helt andet og meget vanskeligt kapitel. Det ender sjældent godt, når demokratiske afstemningsordninger og kunst blandes sammen.
Man ser for sig landets fremmeste revy-skuespillere iført latterkostumer og uddelende medvind på cykelstierne divertere i fabrikskantinerne, eller Jens Jørgen Thorsen med de uopslidelige leopardbukser lave endeløse kopier af sine kusse-krussedullemalerier ned ad gange og op ad slisker, eller Jeppe Eisner i den store Hubertus-stil svinge penslerne, altimens han indfører Dyrehavens lyksaligheder midt i et af neonrør forpestet mødelokale.

Ordningen vil nemlig temmelig sikkert ikke gavne den nye kunst. Den vil snarere komme til at fungere som en forlænget Arte-ordning, et stort tag-selv-bord, til glæden og ikke til tanken.
Samtidskunsten er svær kost for mennesker, der henlever arbejdsdagen med monotone arbejdsrutiner, og som ikke har fået de nødvendige uddannelsesmæssige redskaber at møde den med. Paradoksalt nok har regeringen fra 1. august i år indført et ekstra gebyr i de såkaldt kreative fag inden for Voksenundervisningen. VUC’erne er som bekendt LO-medlemmernes fremmeste uddannelsesinstitution. Her indhenter de typisk deres store uddannelsesefterslæb.

Ingen kunst kan ændre et indholdstomt (arbejds)liv, den være sig nok så god, nok så gammel eller nok så ny. Den gamle kunst byder på genkendelsens glæde, bekræfter de bestående værdier. Den nye kunst skaber ofte kaos og forvirring i de ikke altid glade medarbejderes sind.

Allerede nu har også en række kunstnere lugtet lunten og taget afstand fra forslaget med henvisning til, at erhvervsliv og kunstnere sjældent deler interesser, essentielt set.
Kunsten er den ultimative vare. Den bliver skabt uden at nogen har bedt om den. Den er født af en nødvendighed og opstået spontant. Ja, ja, der er også sådan noget som bestillingsopgaver, store entrepriseopgaver til pryd eller forpestning af de offentlige rum. Her har kunstneren fået tildelt en bestemt plads og en aftalt økonomisk ramme at udfolde sig i. Og her medvirker som regel et kunstfagligt udvalg, der forhindrer de værste katastrofer. Der er også levebrødskunstnere, som skaber kunst i endeløse baner, åndløse sofastykker, uden nogensinde at geråde ud i en rigtig kunstnerkrise, javel. Det er sandt. Men det er jo ikke dem, der tænkes på her.
Samtidskunsten, den svære, obsternasige størrelse, vil som så ofte før blive sorteper, for den aftvinger en særlig koncentration, en sensibilitet og et nærvær, som ikke kan forventes midt i et arbejdsræs. Den er endnu ikke sat på formel. Den er af natur kritisk-undersøgende. Og revolutionerende i sit væsen. Ikke underholdende.

LB

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu