Læsetid: 2 min.

Om kunst og ideudvikling

24. februar 2007

Hertil må man svare, at man lige skal skille tingene ad. Forstår man ideudvikling som det forhold, at kunstnere er med til den æstetiske udsmykning af alt lige fra de fysiske rum til design og den totale farvesætning, så har kunstnere lige siden renæssancen været ideudviklere. Leonardo da Vinci var således en meget skattet ideudvikler for den milanesiske fyrste, som han tegnede komplicerede krigsmaskiner for. I nyere tid har Arts & Crafts-bevægelsen i England og Bauhaus i Tyskland i praksis samarbejdet med virksomheder i projekter, der havde med alle dele at produktionen at gøre.

Bogstavelig ideudvikling

I Danmark kender vi til forholdet bl.a. fra det legendariske samarbejde mellem Aage Damgaards Anglifabrik og internationalt berømte kunstnere som Piero Manzoni.

Forstår man derimod ideudvikling mere bogstaveligt og tænker sig et samarbejde, der ikke nødvendigvis har med billedkunst at gøre, men alt lige fra coaching, HR, økologisk forsvarlighed og medarbejderdemokrati, kommer der en række begrebslige problemer. For er ideudvikling i denne forstand i det hele taget kunst? Jeg og flere andre har sat spørgsmålstegn ved dette. Ikke for at begrænse kunstnernes frihed eller i det hele taget genere dem, men simpelthen for at trække en begrebsmæssig grænse mellem kunst og ikke-kunst. For hvorfor er alle de medarbejdere, græsrødder, forskere, politikere og nødhjælpsmedarbejdere, der hver dag arbejder på at forbedre menneskers forhold og gøre vores klode mere bæredygtig, så ikke også kunstnere? Det typiske svar er, at de ikke udgør en del af institutionen, ikke er en del af kunstscenen og at disse mennesker ikke opfatter sig selv som kunstnere.

Socialt intervenerende

Med hvad nu hvis alle disse ideudviklere, græsrødder og økologer får lyst til præcis dette, at kunne kalde sig kunstnere og at de oven i købet sig stor umage for at sætte sig ind i kunstens udvikling i nyere tid og endda læser de relevante teoretiske og filosofiske bogværker? Så kommer kunstinstitutionens socialt intervenerende kunstnere pludseligt i et dilemma, for de er slet ikke interesserede i, at alt, bogstaveligt alt, kan kaldes kunst eller at man er kunstner, så snart, man opfatter sig selv som en sådan. De socialt intervenerende kunstnere har ingen interesse i en sådan devaluering af kunstbegrebet og opererer da også selv med en praksis, der sætter tykke hegn op mellem kunstnere og ikke-kunstnere i en slags socialt intervenerende kunstneres lav, der selv bestemmer, hvem man vil have som medlem. Medlemmer, der langt overvejende er uddannet på de officielle statsanerkendte kunstakademier. Og er vi så ikke lige præcis ude i de elitære og teoretiske diskussioner, som man påstår, man er modstander af?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu