Læsetid: 2 min.

Kunst, kritik og kassetænkning

31. januar 2007

Kaspar Bonnén har den 30. januar skrevet en kommentar, som i det store hele er saglig og engageret. Der er imidlertid ét punkt, hvor han tager fejl. Og det er desværre et meget væsentligt punkt.

Kaspar Bonnén klandrer mig for ikke at have forståelse den kritiske kunst. Men jeg må stille modspørgsmålet; hvor meget kritisk potentiale er der i en kunst, som ikke rækker ud over scenekanten, men er forbeholdt en lille universitær diskussionsgruppe?

Indenfor filmgenren har Lars von Trier, Mike Leigh og Oliver Stone på hver deres måde skabt filmværker med et samfundskritisk indhold, som har fået enorm omtale og blevet set af tusindtal af mennesker. Hvad angår teatret, har man i nyere tid oplevet grupper som Solvognen, Dr. Dante og Mungo Park komme ud med deres budskab på en måde, så de er blevet landskendte.

Indenfor billedkunsten tvivler jeg derimod på, at særligt mange mennesker udenfor en lille inderkreds kender til navne som Joseph Kosuth, Daniel Buren, Victor Burgin, Sherrie Levine og Barbara Kruger. Navne, som får rigtigt meget spalteplads i de kunsthistoriske opslagsværker, men også navne, som opererer med en bevidst anti-æstetisk kunstpraksis.

Det har ikke været stort bedre, når billedkunstnere har forsøgt at komme i direkte kontakt med 'ganske almindelige mennesker' udenfor kunstinstitutionen. Alt for ofte ender disse forsøg i en fatal afsløring af kunstnernes totale mangel på forståelse af disse menneskers tankegang, hæmmede som de er af alt for meget teoretisk lærdom og alt for lidt livserfaring.

Det er også kendetegnende for branchen, at man ikke anerkender de kunstnere, som virkelig formår at række udover tidsskrifternes og kunstseminarernes lille verden. Jeg tænker her på kunstnere som Kristian Hornsleth, Uwe Max Jensen og Jens Galschiøt, der gang på gang bliver omtalt i medierne med deres samfundskritiske projekter, men som af en eller grund - måske fordi de ikke er uddannede på Det Kgl. Danske Kunstakademi? - enten ignoreres eller bliver omtalt med fjendtlighed.

Munkemarxisterne

Kernen i det hele ligger i den kendsgerning, at kunsten har udviklet sig i en retning, som mange teoretikere og kunstnere ikke bryder sig om, fordi den strider mod deres usmidige og i bund og grund hegelianske kunstopfattelse.

At maleriet, og ikke bare maleriet, men det figurative, fabulerende maleri, har fået så stor en succes og udbredelse, vækker en enorm irritation hos mange kunstskribenter, der alt for ofte vælger den nemme løsning, når de skal karakterisere det, og stempler det hele som uskyldig dekorationskunst, befolket af alfer og feer. Det stærkt værdiladede - og stærkt misvisende - begreb "Fantasy-maleri," der bla. er hæftet på Kathrine Ærtebjergs billeder, vidner i hvert fald ikke om en dybere forståelse af fænomenet.

Man er altså havnet i den paradoksale situation, at nu, hvor billedkunsten virkelig for alvor kommer ud til et stort og nyt publikum, hænger alt for mange af de mennesker, der skal formidle den stadig fast i en totalt anakronistisk, hvis ikke direkte munkemarxistisk form for ideologikritik, der hører 1970'erne til.

Og da det desværre ofte er disse mennesker, der sidder på vigtige poster i kunstinstitutionen, er det ikke så mærkeligt, hvis mange stadig betragter kunstbranchen som en dybt underlig verden, befolket af eksotiske og stærkt nicheagtige grupperinger.

Og det er da både synd og skam!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her