Læsetid: 3 min.

Kunst, der snerrer

13. juni 2001

»Min tidlige beslutning om at bygge stedsspecifikke værker (dvs. kunst, der forholder sig direkte til miljøet) i stål og jern førte mig væk fra det almindelige kunstneratelier, der er blevet erstattet af urbanitet og industrialisme. Jeg har tillid til, at den industrielle sektor evner at udføre mine værker, og jeg stoler på ingeniører, arbejdere, transportfolk, bygningsarbejdere mv… Mine feltstudier er snarere rettet mod stålmøller, skibsværfter og fabrikker end mod kunsten«.

OVENSTÅENDE citerer den amerikanske kunstner Richard Serra (f. 1939), en af de mange kunstnere, som bidrager til den netop åbnede Venedig-biennale, og som i lørdags blev hædret med en gylden løve for sit »vægtige livsværk«. Han har til biennalen skabt to enorme spiraler i støbejern, centnertunge og høje som skibe. De er skråtstillede og holdes i spænd af deres egne kurver, der danner en sneglegang, hvorigennem publikum passerer. Man kommer ikke ud igen som helt det samme menneske. Værkerne fungerer som et stykke fysisk virkelighed, der destabiliserer betragterens fundamentale fornemmelse af tyngde og balance, og som sådan et stykke uafviselig virkelighed, fordi vi møder dem med kroppen, med sanserne. De er en effektiv metafor for industrialismens enorme tryk på mennesket. Men de er samtidig en sang om dets storhed.

Kunst kan – når den fungerer optimalt som ovenstående to værker – kile sig ind i betragteren og udsige noget væsentligt om verdens tilstand og om vores plads i den. Ingen har bedt kunstnerne om at skabe. Det er noget, de gør, fordi de har et artikulationsbehov, der rækker ud over det at reproducere og operere i det allerede givne.
Og verden har behov for mennesker, som tænker innovativt og utopisk. I disse år har flere og flere kunstnere fået nok at den store, ’geniøse’ kunstnerrolle, der frembringer værker, som behager alverdens magthavere, og som placeres i bankbokse under Tokyo. De forholder sig direkte til det liv, som leves af de mange, og som i den omsiggribende monokultur i globaliserings æra efterhånden bliver mere og mere ens, hvor i verden vi end befinder os. En sådan kunst både spejler – idet den betjener sig af kendte ’ready-mades’ – dvs. objekter fra den virkelighed, der omgiver os – og pejler, idet den ved at sætte
denne ’virkelighed’ ind i museets hvide kube, lader os studere den i en anden og mere langsommelig og granskende optik, end når vi haster af sted i verden udenfor. Som Serras sokkelløse kunst, der ganske uprætentiøst byder sig til i rå, industrielle materialer.

Kunst er et sprog, en anden måde at tænke over tilværelsen på, en anden måde at være menneske på. Nogle kalder kunst for den femte sans, der supplerer følesansen. »Kunst er det umuliges politik«, som Per Højholt en gang så rigtigt formulerede det. Kunst kan give smerten krop og form, ligesom den kan udtrykke undren og taknemmelighed over livsunderet, den kan ane konturerne af det forestående og drømme en drøm om en bedre verden. Den kan få os til at reflektere over det givne, den kan genfortrylle verden eller flænse løgnen i stykker.

PÅ ÅRETS Venedigbiennale, der er undfanget af 68’eren Harald Szeemann, som ikke har glemt utopien om en bedre verden, men som samtidig har evnet at følge med i alt det spirende ny, mærker man tydeligt en modstand mod den herskende orden og den helt urimelige fordeling af ressourcerne i verden. Værkerne er generelt magtkritiske eller utopiske.
Også dem i den danske pavillon. Nogle af værkerne er så stærke, at man gisper efter vejret, andre så bevægende, at man må give efter for presset fra tårekanalerne. Men fælles for dem er, at de sætter verdens smertepunkter i scene, at de blotlægger ’menneskehedens plateau’ – som er den store, internationale udstillings titel. Her får Internettets slammede hjemmesider én på bærret, kønnenes kamp scannes på ny, den omsiggribende MacDonald’isme bliver provokerende udleveret, de amerikanske fængslers henrettelser bliver blotlagt på den mest subtile måde, selvmordene i den vestlige verden eksponeres, religiøs fanatisme i Mellemøsten problematiseres, frihedsberøvelse, løgn og magtterror får i værkerne ben at gå på. Vi møder livet fra de fjerneste afkroge, set med vores etnocentriske, europæiske, postkolonialistiske øjne, i den lange, lange kunstvandring gennem det nedlagte skibsværft og ude i byen og i de natio-nale, hvide kuber i haven. Derfor må det spørgsmål, som stilles igen og igen til Venedigbiennalen og Documenta-udstillingen i Kassel, der afholdes hvert femte år, om det nu giver mening at arrangere den slags mega-udstillinger, besvares med et ja: Hvor ellers kan folk fra hele verden mødes i en fredelig dialog om verdens tilstand?

LB

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her