Læsetid: 4 min.

Op og ned i kunsten

Mange deler utvivlsomt Tom Jørgensens synspunkt om, at kunsten skal appellere bredt, og hans skepsis over for nye former. Men hvad siger de kunsthistoriske fortilfælde?
1. februar 2007

Sidst vi havde en stor diskussion om billedkunst var, da Leo Tandrup i en ny bog engang 199o'erne gav den moderne billedkunst et hug i brystet. Tesen var, at kunst skulle være opbyggelig, og maleren Arne Haugen Sørensen var helten, fordi man i hans billeder kunne ane det himmelske lys. Eller da Ekstra Bladet - ligeledes i 90'erne - kørte sit sværeste skyts frem mod to navngivne kunstnere, Peter Bonde og Claus Carstensen, i en af avisen stærkt opreklameret kampagne. De to blev beskyldt for at rage penge til sig, lave halvdårlig kunst samt for at bestemme over kunstlivet i Danmark via deres centrale position som professorer på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Længere tilbage erindrer man sig dengang, Bjørn Nørgaard slagtede sin hest - danskerne var rasende - og sendte sin kone nøgen gennem Børsen, og fra endnu længere tilbage huskes selve klassikeren over alle klassikere i kunstdebatterne, den Rindal startede.

Der har været mange andre, og fællesnævneren i dem er en irritation og afmagt over kunstens udvikling fra det, den 'plejer' at være, til noget helt andet, og en frustration over, at den har magt til at gøre det - uden eller især med statsstøtte.

Frustrationerne kommer især frem, når en ældre generation med smerte erfarer, at den er ved at blive overhalet af en yngre (de abstrakte fra 1950'erne og senere, som har overlevet i kunstnersammenslutningerne, og som nu skal smides ud fra Charlottenborg). Eller når kunsten kravler ned fra sin faste plads på væggene eller skulpturpiedestalerne og bliver til 1000 fluer i en flaske, en gennemsavet gris, et scenograferet trafikuheld på Kgs. Nytorv, en bunke grus i hjørnet af et udstillingslokale eller noget andet 'outreret'.

Det er elitært, indspist og noget ikke-kunst uden interesse for et større publikum, siger man så.

Olafurs sol

Problemstillingen er i bund og grund falsk. Nok er publikumstilstrømning i sig selv ikke gangbar parameter for kvalitet, men i argumentationsøjemed fristes man til at gøre opmærksom på, at et stykke installationskunst var det, der satte publikumsrekord i London med over to millioner besøgende, nemlig Olafur Eliassons store, gyldne sol, ophængt i kæmpehallen på New Tate. Unge som ældre kom valfartende langvejs fra og slog sig ned på gulvet i timevis for at se sig selv og alle de andre badet i det særlige lysskær, der udgik fra installationen. Den var på forsiden af de største engelske aviser. I farver. Dansk-islændingen Olafur Eliasson, der er udgået fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 1995, maler ikke billeder. Han 'laver rum til'. Environments hedder det i kunstterminologien.

Nu vi er i England: Damien Hirst vakte vild furore, da han udstillede et lam - eller var det et får? - i formaldehyd som sin personlige adgangsbillet til den store kunstscene. I dag regnes han for Englands væsentligste kunstner og opererer stadig meget uden for den traditionelle kunstinstitution ... har indrettet apotek, restaurant og tegnet en færge. Fra USA: Andy Warhol tjente ikke sine sporer som maler, men som multifænomen. Han indtager en stor og uomtvistelig plads i kunsthistorien.

Endnu et eksempel: Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, som mange i dag vil mene blev deres generations fremmeste billedkunstnere, indledte deres løbebane på den mest eksperimenterende vis, nemlig med såkaldte happenings, en fusion mellem billedkunst og teater. Til forestillingerne kom typisk cirka 27 tilskuere, hvor cirka halvdelen typisk udvandrede. De omtaler stadig den periode med veneration som vigtig for deres udvikling. Ikke at det sagligt set betyder noget, at de i dag er blevet udmærkede med fine ordener af kongehuset, det kan man endda more sig over, men publikum eller store opgaver mangler de såvist ikke. Tilmed forlod de kunstakademiet i utide for at lave deres egen skole. (Kunstakademiet sidder ikke på hele magten).

Endelig: Claus Carstensen, som var skydeskive i den Ekstra Blads-kampagne, der i avisens vanlige stil appellerede til folkedybet, har udsmykket et af de store partiers gruppeværelser på Christiansborg, så vidt vides til de ærede medlemmers store, jævnlige og udelte glæde. Hvilket? Venstres såmænd.

Rutschebaner

Det er jo ikke det, der betyder noget. Det vigtigste i kunst er til enhver tid det, der sker mellem kunstneren, værket og beskueren, så individuelt forskelligt, det nu er. Det er ikke afgørende, om man er med i denne eller hin isme eller 'moderetning,' og enhver ny strømning har haft sine toppe og bundskrabere. Men selvfølgelig er der magtkampe i kunstens afdeling såvel som i enhver anden gren i samfundet. Det betyder da noget, hvem der kommer til fadet i udstillingsbygningerne, får opgaverne af kunstfonden eller bliver administratorer, osv. Selvfølgelig gør det det. For den enkelte kunstner betyder det, om han eller hun i sidste ende kan leve af sin kunst.

Kunsten har sine magtpositioner, og ligesom de er uundgåelige, er det vigtigt, at de bliver genstand for vurdering og kritik i form af debatter.

Egentlig ligger det lige for at mene, at billedkunsten, da den i 1960'erne (samt både tidligere og senere) forlod de trygge rammer på væggene, først for alvor blev fantasifuld i det store publikums øjne. Tag f.eks. den udstilling, der lige nu trækker folk til i New Tates store turbinehal. En kunstner har designet nogle rutschebaner - ud fra en ide om, at sådanne bør indgå i det almindelige, daglige transportsystem. Altså i beboelseshøjhuse, i offentlige bygninger og store erhvervsvirksomheder. Det vil give gladere mennesker, mener han. Man ser for sig en flok fnisende mappedyr rutsche ned fra 17. etage. Fyraften ja ... men ikke for installationskunsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu