Læsetid: 6 min.

Kunsten at blande alvor og humor

Det har taget fem år for Peter Schønau Fog at lave sin fine filmatisering af Erling Jepsens roman 'Kunsten at græde i kor'. Fortællingen var svær at fange i en filmisk form, og omgivelserne var svære at overbevise om, at en film om incest kan være alvorlig og sjov på samme tid
27. april 2007

Interview.

Hvordan laver man en gribende og underholdende film om et vigtigt emne, som folk umiddelbart ikke tror, de har lyst til at se en film om? Det har været en af de store udfordringer ved at adaptere Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor, og filmens instruktør, Peter Schønau Fog, lægger ikke skjul på, at hans fem års arbejde med projektet til tider har været for meget af det gode.

På manuskriptplan var det svært at få skovlen under Jepsens historie, der med et raffineret fortællegreb skildrer nogle dramatiske begivenheder i en sønderjysk familie i 1971 fra en 11-årig drengs underfundige perspektiv. Samtidig var det svært at overbevise omgivelserne om, at et dansk biografpublikum har mod på en film, der behandler et barskt emne som incest på en anderledes måde.

Levet liv

Det er en træt, men glad instruktør, der netop er vendt hjem fra Istanbul Film Festival med filmkritikernes fornemme pris i bagagen for nu at fortælle om sin film. Vi starter med at snakke om bogen, som Peter Schønau Fog fik lov at læse et halvt år før os andre. Forfatteren mailede sin roman til ham efter et møde om et teaterstykke, han havde skrevet, og Schønau Fog var med det samme fascineret af dens historie og måden at fortælle den på.

"Da Erling ved vores møde fortalte om sin nye roman om en far og en søn og nogle begravelser, lød det for mig meget som filmen Paper Moon. Da jeg fik lov at læse, var bogen noget helt andet, men jeg kunne utroligt godt lide den. Især fordi den handler om noget meget vigtigt, som er svært at gå til, uden at folk løber skrigende væk. I bogen bruger Erling et fantastisk greb ved at fortælle gennem den 11-årige dreng, hvilket giver en helt anden følelsesmæssig tilgang til en historie om overgreb. Den anstændige måde på papiret er vel at lave en tung, socialrealistisk historie om overgreb på børn, men den her anderledes måde får folk til at blive ved med at læse, og jeg mente, at det også ville fungere som film."

Flere gange i løbet af interviewet beskriver Peter Schønau Fog sig selv som et meget analytisk menneske, og der var nok at analysere i det svære arbejde med at overføre romanen til film.

Ikke mindst hvordan man overførte drengens særlige sind til en filmisk fortælleform.

"Drengen er fortælleren i bogen, og alt er indfarvet i hans sind. Det vigtige ved filmatiseringen var at varetage, at den her historie virkelig har noget på hjertet og at bevare fortællingens særlige tone. At blande overgreb på børn sammen med humor er ikke en særligt spiselig gryderet. Der mangler ligesom et element, og det har Erling til fulde, fordi materialet er halvbiografisk. Historien kommer ud af levet liv. Den kommer ud af en særlig landsdel og den landsdels måde at se ting på. Det var vigtigt for mig, at historien udspringer af levet liv og ikke af mig som filmfortæller, der vil lave sjov med noget meget tragisk. Men der var virkelig meget at få til at balancere i manuskriptet, og udfordringen har især været at forblive tro mod drengens tone og lade tingene strømme fra ham frem for fra os."

Peter Schønau Fog arbejdede først sammen med Gert Duve Skovlund på et manuskriptudkast, som fik afslag på støtte fra daværende filmkonsulent Vinca Wiedemann. Da Morten Grunwald blev filmkonsulent, ville han gerne se et bud på et cast og gav penge til at lave en pilot.

Små novellefilm

"For at lave piloten måtte vi køre hele casting-processen i gang for at finde en knægt til at spille Allan. Det er et stort apparat at sætte i gang, når man ikke ved noget som helst. Det er svært at hive en dreng ud af hans virkelighed og sige, nu skal du være med i en film, eller også skal du ikke, men piloten blev et fint afrundet forløb om far og søn til en begravelse."

"Grunwald gav imidlertid afslag på videre støtte, fordi han ikke brød sig om valget af faren, men så blev Nikolaj Scherfig filmkonsulent, og han var glad for piloten, glad for romanen, glad for mig som instruktør, men ikke så glad for manuskriptet. Det, Gert og jeg forsøgte, var at lave en mere traditionel fortælling, hvor man etablerer kortene de første 10 minutter, og så spiller dem bagefter, men det er svært med en historie, hvor så meget normalitet skal etableres. På baggrund af pilotens lille fortælling syntes Nikolaj, at vi skulle gribe historien helt anderledes an og fortælle i kapitler."

"På det tidspunkt var Gert og jeg låst i alle mulige hensyn og kommentarer i forhold til manuskriptet, så der var behov for friske øjne. Bo Hr. Hansen kom så på som manuskriptforfatter og startede helt forfra med at læse bogen og skære ned. Han sad med det et års tid, og så satte vi os sammen i otte intensive måneder og genfortalte historien som små novellefilm i hvert kapitel. Det blev en regel, at det skulle være afrundede forløb med en begyndelse, en midte og en slutning, men selvfølgelig skulle det sammenhængende forløb med især Allans udvikling også fungere."

Ærlighed varer længst

Det kom historiens forløb efter Nikolaj Scherfigs mening til at gøre, og så kunne Peter Schønau Fog omsider bevæge sig videre til at indspille filmen, der inden sin danske premiere blandt andet har haft succes på filmfestivalen i Toronto og er blevet præmieret med ungdomsprisen i San Sebastian.

Især prisen fra den spanske ungdomsjury er Peter Schønau Fog glad for, fordi man som ung helst vil være sej og ironisk, og det er ikke sådan en film, han har lavet. Han anvender løbende ord som ærlighed og oprigtighed om sin film. Ofte ledsaget af en undskyldning om, at det måske ikke lyder så smart og måske er noget jysk.

"Målet har været at lave en oprigtig film, hvor humoren kom fra den valgte synsvinkel frem for ironi. Inden jeg kom ind på Filmskolen, gik jeg på den tjekkiske filmskole et års tid, hvor jeg så nogle af deres film fra sidst i 1960'erne. De har en lune, og samtidig er der også en oprigtighed og måske en lille smule naivitet."

"Jeg kan enormt godt lide de film, ligesom jeg godt kan lide amerikanske film fra først i 1970'erne som f.eks. The Last Picture Show, der har en oprigtighed frem for en eller anden selvfed ironi-ting. I min film ville ironi have været usmagelig, og den knægt, som filmen handler om, er jo ikke ironisk og lever ikke i et miljø, hvor den form for humor dominerer."

Undertekstet jydefilm

Filmens miljø er centralt i filmen, der sendes ud i de danske biografer med undertekster, fordi alle medvirkende snakker sønderjysk.

Peter Schønau Fog er selv fra Fanø, men troede med egne ord at have overstået sine 'jydefilm' med den prisbelønnede afgangsfilm Lille Mænsk. Erling Jepsens historie skulle imidlertid bare fortælles, og den skulle fortælles i det rigtige miljø: "Historien kommer som sagt ud af et levet liv og en særlig landsdel, og derfor var det vigtigt, at dialekten var troværdig. Man går jo og håber, at folk kan forstå det, men tekster var åbenbart nødvendige. Danskere er heldigvis vant til at læse undertekster, men det ærgerlige med undertekster er, at man bruger så lang tid på at kigge på skuespillernes fødder i stedet for at kigge på resten af billedet."

Det er kun i Sønderjylland, at filmen kommer ud i en utekstet kopi, og her var der helt sikkert ingen forståelsesproblemer, da filmen havde gallapremiere for et begejstret publikum i Tønder. Som Peter Schønau Fog tilfreds fortæller, var selv statister, der var blevet klippet ud, glade, og det skal der alligevel noget til for. Nu er det så op til resten af befolkningen at slå ørerne ud, hæve blikket fra fødderne og blive berørt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her