Læsetid: 5 min.

Kunsten har en anden facitliste

Findes der et før og efter Muhammed-krisen? Fem danske forfattere føler ikke, at krisen som politisk begivenhed direkte har påvirket deres arbejde. Men konflikterne sniger sig alligevel ind bag linjerne
3. juni 2006

Nogle skrev essays, andre deltog i debatten - og én kunne slet ikke arbejde. Muhammed-krisens følger rakte og rækker stadig langt ind i arbejdsværelserne hos danske forfattere, på trods af at de fleste ikke føler, at krisen konkret har påvirket indholdet af deres arbejde. Information har spurgt forfatterne Thomas Boberg, Katrine Marie Guldager, Jens-Martin Eriksen, Janne Teller og Astrid Saalbach, om der findes et før og efter krisen.

Katrine Marie Guldager mener ikke, at selve konflikten og debatten om ytringsfrihed påvirker hendes arbejde, men at konflikten var og er udtryk for en afgrundsdyb kulturkløft mellem Vesten og de arabiske lande, som påvirker hendes verdensbillede.

"Kunst og politik kan ikke adskilles. Som forfatter tror man, man sidder alene derhjemme og finder på noget enestående, men i virkeligheden er vi jo en del af et større fordøjelsessystem. Hvis det system bliver forpestet, bliver vores sprog suget derhen, hvor konflikterne er," siger hun.

Men selv om politik påvirker kunsten, er forfatterne enige om, at kunsten aldrig må blive partipolitisk - for så er den et dødfødt projekt.

"Al litteratur udspringer af sin tid, og man vil altid kunne aflæse tiden i litteraturen. Men man skal for alt i verden forsøge at adskille kunsten fra det propagandistiske," siger forfatter Thomas Boberg.

Kaldet til at deltage

"Der gælder helt andre kriterier, når man skal bedømme kunst, end når man skal bedømme synspunkter i den offentlige debat. Der findes ikke en facitliste for kunst, ikke noget enten-eller, eller 'hvis du ikke er med mig, så er du imod mig'."

Mange af forfatterne følte sig under Muhammedkrisen drevet af en nødvendighed til at deltage i debatten - hvad enten de ville ind i den politiske dagsorden eller ej.

Jens-Martin Eriksen har før skrevet om politiske konflikter, og i øjeblikket arbejder han på en dokumentarbog om blandt andet multikulturalisme. Han peger på, at Muhammed-krisen understregede nye politiske fløje og derfor gjorde det sværere for forfatterne at finde ståsted.

"Mange forfattere er forpinte, fordi deres identitet er blevet såret under denne såkaldte Muhammed-krise. De opfattede sig måske stadig som en slags venstrefløjssympatisører. Men i dag findes der en helt anden akse i Vesten, og den går mellem kulturalisme og universalisme. Mellem nogen, der hævder, at kulturen altid har forrang, er det primære - og på den anden side universalister, som hævder at enhver kultur må bøje sig for menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden. I denne konflikt piner det forfatterne, at de dybest set godt kan se, at Jyllands-Posten har ret, men de vælger at forsvare avisens fjender, fordi de ikke kan lide avisen som borgerlig. De er med andre ord blevet korrumperede i denne situation, fordi de har ladet sig bruge som ofre i politisk spin," siger Jens-Martin Eriksen.

For tidligt at skrive

Thomas Boberg forsøgte midt i krisens forløb at skrive om konflikten, men han indså, at det var for tidligt.

"Hvis man skal bruge det til noget, skal det være på afstand. Men jeg følte mig drevet ud i at skrive om det. Selv om jeg ikke ønskede at være politisk, følte jeg mig tvunget til at deltage i debatten, som reelt begyndte længe før tegningerne. Tegningerne var blot den foreløbige kulmination på det politiske slagsmål om det multikulturelle samfund," siger han.

Han har tidligere været politisk aktiv som forfatter, både som en del af de 12 forfattere, der med Stig Dalager i spidsen kritiserede tonen i debatten, og i kraft af rammende reportager fra asyllejrene i Sandholm og Kongelunden. Derfor følte han sig også særligt provokeret, da Jyllands-Posten i en leder 28. februar kaldte forfatterne ynkelige og æreløse, fordi de ikke ville støtte, hvad avisen opfattede som et projekt om ytringsfrihed.

"Men for mig handlede debatten ikke om ytringsfrihed. Den var en del af en indenrigspolitisk dagsorden, der handlede om indvandrerpolitik - og hvor der blev debatteret i samme, skingre tone," siger Thomas Boberg.

"Så jeg synes da, det var underligt, at forfattere blev opfattet som høns uden hjerne, fordi de nægtede at støtte Jyllands-Posten, som efterhånden ligner regeringens talerør."

Lammet

Forfatter Janne Teller sad i Paris, da konflikten var på sit højeste. Som europæisk andengenerationsindvandrer og efter mange års arbejde for FN, følte hun sig særligt ramt af det, hun opfatter som dansk ignorance og selvretfærdighed.

"Under krisen var jeg så påvirket, at jeg ikke kunne arbejde hele januar og februar. Jeg var fuldstændig mundlam over, hvor uansvarligt man reagerede politisk i Danmark, og hvor lidt det meste af den danske presse syntes at forstå," siger hun. Hun har i sit tidligere arbejde været påvirket af politiske strømninger og udgav i 1999 romanen Odins Ø, der netop handler om religiøs og politisk fanatisme i en nordisk kontekst.

"Dengang var der få, der troede, at det kunne finde sted i Danmark, men efter mange år i mange forskellige kulturer, ved man, at disse ting kan finde sted alle vegne," siger Janne Teller. Hun tror, at Muhammed-krisen på et eller andet tidspunkt vil blive afspejlet i litteraturen - også i hendes egen - men ikke nødvendigvis som begivenhed.

"Det politiske er en refleksion af strømninger i samfundet og dybere, filosofiske spørgsmål. En politisk begivenhed som Muhammed-krisen vil jeg kunne bruge til afsøgning af disse, men det vil ikke interessere mig at lade den være det centrale i sig selv," siger hun.

"Der er jo altid en forsinkelse i optagelse og lagring i bevidstheden, så der kommer til at gå noget tid, før Muhammed-krisen kommer til udtryk i den mere filosofiske litteratur, men jeg tror, vi vil se den meget snart i spændingslitteraturen. For mit vedkommende kommer det blandt andet til at betyde, at jeg vil skrive flere essays og være mere til stede i debatten, end jeg ellers ville: Det er jeg simpelthen nødt til at være."

Direkte påvirkning

En af de forfattere, der helt konkret kan mærke Muhammed-krisen i sit arbejde, er Astrid Saalbach. Til at starte med lagde hun mærke til, at hun var begyndt at klippe andre avisartikler ud, end hun plejede; artikler om det trætte Europa og de udstødte.

"Det lagrer sig selvfølgelig i underbevidstheden. Jeg kan mærke, at tingene er sat på spidsen. Vi er vågnet op til noget, vi ikke kan sove videre på. Noget, man ikke kan afvise," siger hun.

De hårde linjer går igen i det projekt, hun i øjeblikket arbejder på.

"Ikke på den måde, at der kommer til at stå Muhammed-krise over det hele, men der er sket en radikalisering i persontegningerne," siger hun.

Samtidig er hun helt uenig i blandt andre Thomas Bobergs holdning om, at kunsten aldrig må få et politisk budskab.

"I dag skal man jo nærmest plante et skilt, hvor der står 'politisk', før folk opdager det, de lægger ikke mærke til de skjulte provokationer. Så hvad man må og ikke må, vil jeg skide på. Man må, hvad man vil, der er god kunst og dårlig kunst, og så simpelt er det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her