Læsetid: 4 min.

Kunsten at huske

26. maj 2006

Hukommelsen. Den der sidder bag ved Nils Malmros' pande og det tøvende blik. Ungdomserindringerne, der åbenlyst lurer i film som Lars Ole 5. C og Kundskabens Træ. Det er dem, filmhistoriker Ulla Hjort Nielsen er interesseret i denne aften i Filmhuset, hvor hun har inviteret Nils Malmros - erindringens mester, som hun kalder ham.

"Jeg har en bedre hukommelse, end de fleste. Det opdagede jeg, da jeg talte med mine kammerater om skoletiden. De andre havde et mere fladt billede, men jeg kunne huske, hvad alle hed, hvad tøj de havde på, og hvilke sociale spil der kørte i klasseværelset," siger Nils Malmros til Ulla Hjort Nielsen og de knap 100 mennesker, der er sunket ned i salens røde sæder for at høre om filminstruktørens erindring og inspiration.

På lærredet bag Nils Malmros og Ulla Hjort Nielsen har publikum netop set instruktøren Holger Jensens børnefilm fra 1950, Tak for sidst, der oprindeligt er en stumfilm, men som Ulla Hjort Nielsen sammen med tonemester Jan Juhler har lagt lyd og stemmer på.

"Holger Jensen foregriber Nils Malmros' måde at lave film på. Der er den samme autenticitet, samme stemning, der fik mig til at tænke på Malmros," mener Ulla Hjort Nielsen.

Om han er inspireret af Holger Jensen?

"Da du ringede til mig, vidste jeg ikke, at han hed Holger Jensen, men jeg tror, jeg har set hans film. Min far, der var neurokirurg tog altid film med fra børneafdelingen, så vi så mange film hjemme hos os," siger Nils Malmros og løsner op for de korslagte arme, der begynder at glide gennem luften, når han begejstres. Det gør han, når han taler om film.

Men selv om han ikke lige husker Holger Jensen, er det hukommelsen, der er grundstammen i hans egne film. Det blev den efter Nils Malmros første film En Mærkelig Kærlighed, der blev vist i biografen i Holte. Berlingske Tidende skrev: "Alle unge mennesker, der drømmer om at lave film, bør tage til Holte for at se, hvor galt det kan gå."

Katalog over pinligheder

"En Mærkelig Kærlighed var alt for påtaget dybsindig, alt for konstrueret og fortænkt. Men selv om reaktionerne gjorde ondt, så tænkte jeg, ok, så må jeg nøjes med at fortælle om min egen barndom. Lad mig prøve igen, lad mig prøve at gøre det, jeg virkelig kan. Og det, jeg kunne, var at huske og skildre min egen fortid. Poesi er ikke en viljesakt, men noget, man får som gave," mener Nils Malmros. Og så lavede han Lars Ole 5. C. Filmen, der blev hans gennembrud.

"Det viste sig, at min private hukommelse gav genlyd hos et stort publikum. At vi alle har gået i samme skole, uanset om du er vokset op i Paris eller Århus. Netop ved at være ekstremt konkret, bliver det universelt," siger han.

Nils Malmros ser sig om i salen. Det er måske grunden til, at det meste af publikum er på hans egen alder, konstaterer han tørt. Han er selv født i 1944.

Ulla Hjort Nielsen afbryder: "Men erindringer er ikke facts men forestillinger om facts, som forfatteren Philip Roth har sagt."

"Selvfølgelig er hukommelsen selektiv," svarer Malmros og fortsætter: "Det, jeg husker, er alt det pinlige. Alle ydmygelser. Mine film er et langt katalog over pinlige episoder fra min opvækst. Man skal kunne rekonstruere og sætte det ind i en ramme med en begyndelse og en slutning. Men selv om det er faktuelt rigtigt, må man dæmpe på virkeligheden for at gøre den troværdig. Virkeligheden er ikke altid troværdig," siger han og henviser især til hovedpersonen Elin i Kundskabens Træ, der bliver mobbet.

"Hetzen mod Elin var værre i virkeligheden. Desuden havde hun nogle forældre, der ikke var blege for at give hende en tur med piskeriset, hvis hun kom hjem med dårlige karakterer. Men det blev jeg nødt til at dæmpe i filmen, for mobningen blandt børnene ville blegne, hvis jeg skildrede det," siger han.

Meget af Nils Malmros' egen barndom er foreviget på film. Faderen Richard Malmros filmede nemlig sine patienter med et kamera, han også forevigede sine fem børn med.

"Det har hjulpet mig med at huske. Jeg har hele min barndom på 16 milimeterfilm. Det er et uvurderligt materiale, og det har sikret en vis kontinuitet," siger Nils Malmros, der mener, at film er en balance mellem virkeligheden, det konstruerede og inspirationen, der passes ind i en ramme.

Men hvordan kan man være sikker på, at virkeligheden ser ud som i erindringen. Hvordan skelner man mellem fantasi og virkelighed, vil Ulla Hjort Nielsen vide.

"Jeg kan heller ikke være sikker. Når jeg husker min barndoms skolegård, så husker jeg skolegården fra Lars Ole 5. C. Det er filosoffernes forbandelse. At man ikke må gøre sig billeder, for så forsvinder det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her