Læsetid: 3 min.

Kunsten at rejse bæredygtigt

Information har også fulgt strømmen og annonce-kronerne og udgivet et rejsetillæg. Men det ville klæde avisen at skrive om miljørigtige rejsealternativer
9. november 2006

Så kom det. Som andre mainstream aviser udgiver Information nu et rejsetillæg for at få adgang til de mange annoncekroner, som kan hentes hjem ved at skrive længselsfulde rejseartikler. Over 40 procent af tillægget består af reklamer. Hvad bliver det næste? Et skamrosende tillæg om biler?

Sammenstillingen af biler og rejser er ikke helt retfærdig, vil mange sikkert umiddelbart mene, for mens bilernes skyggesider er alment accepteret, er der ikke plads til at spekulere på flyrejsens miljøbelastning, når familien skal på ferie, eller når redaktionen skal fylde avisen med internationale reportager. Desværre findes der ikke noget andet forbrugsgode, der er så miljøbelastende som en flyrejse.

Der er en række udbredte myter om flytrafik, der har vist sig svære at aflive. For eksempel har luftfartsbranchen haft succes med at udbrede påstanden om, at fly ikke forurener mere end biler. I beregningerne glemmer branchen bare, at der kan sidde mere end én person i hver bil, og at drivhuseffekten fra luftfarten er 2,7 gange større end selve CO2-udslippet, da en stor del af udslippet sker i stor højde. Desuden sammenligner luftfartsbranchen sig med biltransport, som heller ikke er bæredygtig.

Havde luftfartsbranchen i stedet spejlet sig i jernbanebranchen, havde konklusionen været, at fly forårsager 14 gange så stor en drivhuseffekt som tog per personkilometer.

En anden udbredt myte er, at luftfarten har stor betydning for samfundsøkonomien. Meget tyder dog på, at en stor del af luftfarten er direkte skadelig for vores samfundsøkonomi, for mens klimapåvirkningen fra dansk luftfart svarer til 10 procent af Danmarks samlede drivhuseffekt, bidrager luftfartsbranchen kun med 0,4 procent til Danmarks BNP. Der er ikke afgifter på flybrændstof, og der er ikke moms på flybilletter eller charterrejser med fly, hvilket betyder, at staten går glip af syv mia. kr. om året - ikke så underligt, at der er råd til at betale for 10 helsidesannoncer plus det løse i rejsetillægget i Information.

Tag toget

En rejse er kun bæredygtig, når den bliver foretaget på en måde, så alle mennesker på jorden ville kunne foretage en tilsvarende rejse nu og i fremtiden, uden at jordens økosystem bringes i fare. Selv om det på verdensplan kun er en lille del af jordens befolkning, der har mulighed for at tage på den type rejser, der reklameres og skrives om i rejsetillægget, har denne form for rejse sin betydelige andel i den globale opvarmning.

Ovenstående definition på en bæredygtig rejse lyder måske som om, at vi - eller vores børnebørn - må vinke farvel til de gode oplevelser og den livskvalitet, der er forbundet med at rejse. Sådan er det ikke, men vi må ændre vores nuværende rejsemønstre i en mere bæredygtig retning. Rejsen i Europa er lige til, for langt de fleste destinationer kan nås meget nemt med tog. Når man kan fylde adskillige fly dagligt til Solkysten, kan man vel også sende et direkte tog med sovevogne af sted. Transporten vil naturligvis tage længere tid, men én time i et fly belaster klimaet ligeså meget som 180 timer i et tog.

Miljørigtige rejser

Derimod bliver det sværere at rejse til et andet kontinent, især hvis rejsen, som langt de fleste nuværende rejsetilbud, kun må vare to til tre uger. Meget kan klares med tog og skib, hvis man har mere tid per rejse. Men selv om flyrejsen aldrig bliver hele jordens befolkning til del, for inden da vil klimaet være smadret og olien opbrugt, kan luftfarten som interkontinentalt transportmiddel ikke afskrives helt. Men den interkontinentale flytransport skal fordyres og på alle måder minimeres, samtidig med at der stilles krav om langt bedre brændstofeffektivitet og mindre klimabelastning. De bedste muligheder for at udvikle flytyper, der både er brændstofeffektive og mindre klimabelastende, skal sandsynligvis findes i at udvikle fly, der flyver lavere og langsommere end de nuværende jetfly, der er bygget til at flyve i 10 kilometers højde med 800 til 900 km/t. For passagerflyene fra 1950'erne, der både fløj langsommere og lavere, medførte en langt mindre klimabelastning per personkilometer end den moderne luftfart.

Desuden vil det på lang sigt muligvis også være muligt udelukkende at bruge flymotorer, der er drevet af drivmidler uden drivhusvirkning f.eks. brint-brændselsceller. Naturligvis med den begrænsning, at luftfarten skal dele de til rådighed værende drivmidler med andre sektorer.

Informations dækning af miljøområdet er generelt bedre end andre avisers. Det vil derfor klæde Information at skrive om alternative rejseformer og regionale turist-destinationer i stedet for at kopiere de andre avisers annonceoppustede rejsetillæg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her