Er film overhovedet en kunstart? Nåja, alene det at spørge om sådan noget er jo halvfarligt, for i almindelighed anses film for at være uhyre vigtig. For nogen er den ikke bare en kunstart, den er selve kunstarten. Den eneste, der er værd at tale om. Teatret er hæmmet af, at skuespillerne er nødt til at være til stede samtidig med publikum, og naturligvis også af, at man ikke kan tage scenerne om. Litteraturen giver kun mening, såfremt den rummer en historie, der kan filmatiseres.
Klummeskriveren, der gør sig i romaner, har for ikke så længe siden mødt en ung filminstruktør, der var fuldt og fast overbevist om, at alle nyudkomne bøger straks sendes til bedømmelse i filmbranchen. Som den høflige mand, man jo gerne vil være, nænnede man ikke at fortælle hende, at de bedste romaner som hovedregel slet ikke kan filmatiseres. En af filmhistoriens allerstørste rædsler er f.eks. Orson Welles krampagtige filmatisering af Kafkas Processen.
Som fortælleform, eller fortællemåde, er filmen 50 til 75 år bagud i forhold til romanen. Den er ikke bare primitiv - det skal den vist nok være - den er også følgagtig, publikumsleflende og stereotyp. Ud fra en vis betragtning er det nemt nok sagt, når man er romanforfatter, og altså dermed ytrer sig i en kunstart, der ikke er særlig ressourcekrævende. Men er det virkelig en god undskyldning for film - når de nu absolut vil have status som kunst - at produktionsvilkårene er så barske, og så præget af pengemændenes krav, at de for det meste ender med at være rene industriprodukter? At man er nødt til at tillempe filmen, så den dels lader sig finansiere, dels falder i et tilstrækkeligt stort publikums smag?
Forstå mig ret - det er skam en udmærket undskyldning, hvis ens hensigt er at skabe film, der kan underholde og fornøje som industriprodukt, lavet til samme formål. Så siger det sig selv, at jo flere filmen kan underholde og fornøje, jo bedre er den.
Men er det også en god undskyldning for at ens film ikke blev kunst, men en simpel vare, som folk gerne vil betale billetten for at få lov til at se? En af de (få?) filmfolk, som har skabt film af stor kunstnerisk værdi, nemlig Ingmar Bergman, pålagde engang unge filminstruktører at huske på, at film ganske vist i sjældne tilfælde kan siges at være kunst, men i almindelighed er den netop en industri. Hårdt arbejde med henblik på at tjene penge på publikums behov for underholdning.
Det er der selvfølgelig ikke noget galt i. Ligesom der i det hele taget ikke er noget galt med hvad man kalder mainstream. Der er ikke noget galt med dansktop-musik, der er ikke noget galt med uendelige tv-serier. Det er bare urimeligt, når de, der laver det, påberåber sig at være kunstnere - og ligefrem beklager sig over, at 'fine' kunstnere mobber dem, fordi de på deres side hævder, at mainstream er skod. Hvis vi et øjeblik skal være digterfølsomme, ømskindede og sikkert også lidt indbildske, så er mainstream i sin natur parasitær. Den citerer, den skaber ikke selv det, der kan citeres - og er værd at citere. Og specielt hvad film angår, er den efterhånden så stilfast, at den nøjes med at citere citater, dvs. at den af ren og skær moderigtighed har gjort sig til noget andenhånds.
Det er ren jammer at høre yngre filmfolk tale om alt det, der er '-agtigt'. 70'er-agtigt, 80'er-agtigt. Som regel har det ikke en skid med hverken 70'erne eller 80'erne at gøre. Det har udelukkende noget at gøre med det "-agtige". Med andre ord de vage forestillinger, man har mulighed for at gøre sig om fænomener, man i virkeligheden ikke gider sætte sig ind i. Når f.eks. tv-serier som Krøniken og Edderkoppen, trods betydelig værdi som underholdning, alligevel er så lusede som kunst, skyldes det netop, at de er så forhippede på at være stilrigtige, at de kapper næsten enhver forbindelse til den tid, de påstår at beskrive.
Det må de selv om, så længe de underholder, og der ikke fås noget bedre. Men så skal de faneme ikke gå rundt og forlange at blive vurderet som 'kunst'. Den slags produkter fremstilles af dertil uddannede og trænede funktionærer, der har tilstrækkelig med samarbejdsvilje til at underkaste sig underholdningsindustriens krav. Selv om man kan sige meget kritisk om 'de fine' kunstnere, så er det trods alt de færreste, der er så føjelige.
Når man ser nyere film, danske såvel som udenlandske, får man en uhyggelig fornemmelse af, at de bliver ringere og ringere. I alt fald at forældelseshastigheden er skræmmende høj. Så høj, at en film fra 80'erne meget vel kan virke mere gammeldags og outdated end én fra 50'erne. Måske - jeg ved det faktisk ikke rigtig - fordi stilen, og det '-agtige', spiller så stor en rolle, at der ikke er noget tilbage, man reelt er i stand til at føle noget for. Det er som at læse et menukort uden at få lov til at spise en eneste af retterne selv.
Heldigvis findes der da eksempler på, at film faktisk kan opleves som vedkommende. For nogen tid siden sendte tv, i anledning af Scherfigs 100-årsdag, Gerd Fredholms filmatisering af Den forsvundne fuldmægtig, en film der på ingen måde virker alderdomssvækket, men tværtimod langt mere vital end mange nyere film. Og så er der Erik Clausens film.
Det er sikkert nok ikke de mest elegante produkter, branchen kan byde på, men Clausen insisterer på, aldeles u-agtigt, at være sin egen. Han fastholder sine personlige vinkler og temaer og det gør han fuldkommen oprigtigt. Man er i menneskehænder, når man ser en Clausen-film, og hellere det end at være et enkelt lille ciffer i en eller anden marketingssmartrøvs budgetplanlægning.
Lars von Trier har for nylig beklaget sig over professionelle manuskriptforfatteres manuskripter. De er simpelthen for dygtigt lavet, for ferme og for fikse, mener han. Det gør ikke ondt på forfatteren, når han skriver, at en helikopter styrter ned med et stort antal omkomne til følge, siger han. Om von Trier har ret er ikke til at vide, når man ikke har noget med film at gøre. Men hvor fermheden, den glatte dygtighed, nu end måtte stamme fra, så kunne det godt lyde som et kritikpunkt, filmbranchen burde tage alvorligt - især da hvis den har intentioner om at præstere film, der kan bære betegnelsen kunst.
Godt nok kan man sidde i biografen eller foran fjernsynet, og føle sig både overbevist og underholdt af gode skuespillere, af sjove og tankevækkende historier om 'det liv, vi alle sammen kender'. Men når filmen er slut, er tankevirksomheden det også. Efter kort tid erindrer man højst et par optrin, ofte ikke engang det. Man kan konstatere - endnu engang, desværre - at man har set en dansk succesfilm, belæsset med udenlandske priser og med fuldtallige stjerner i de landsdækkende aviser. Og alligevel har den ikke gjort varigt indtryk.
For også at slutte i de kulinariske metaforer: At se en nyere dansk succesfilm svarer i skuffende mange tilfælde til at spise sig mæt i småkager. Bagefter er man tilstrækkeligt fyldt op, proppet rent ud sagt, til ikke at føle nogen sult. Men hele organismen skriger samtidig på rigtig næring.
