Læsetid: 6 min.

Kunsten svæver i Venedig

I går åbnede det, der regnes som verdens største kunstudstilling, den 52. biennale i Venedig, med deltagelse af kunstnere fra hele verden. Danmark er i år repræsenteret af Troels Wörsel
I går åbnede det, der regnes som verdens største kunstudstilling, den 52. biennale i Venedig, med deltagelse af kunstnere fra hele verden. Danmark er i år repræsenteret af Troels Wörsel
11. juni 2007

Det er 26 grader i Danmark, siger sms'en. I Venedig regner det. Kunstnere, samlere og gallerister fryser i deres tynde tøj, og der er selvfølgelig ikke en paraply at opdrive. For fire år siden besvimede folk af hede, så man får vand udleveret i hvide båse på biennale-området. Men ingen paraplyer. Næste år vil der nok kun være paraplyer og intet vand, og så vil det være varmt, og vi besvimer igen i krogene.

Biennalen er enorm. Selve Giardini, haven med de nationale pavillioner, tager en dag at komme igennem. Dels fordi der er meget, men også fordi kunst kræver noget af os, kræver fordybelse og tid. Hvad er der på færde her, hvad skal jeg opdage og se, inde i kunstværket og inde i mig selv?

Den kunst, der udstilles i pavillionerne tager udgangspunkt i helt forskellige kunstopfattelser. Kunst er provokation, æstetik, erkendelse er sanselig eller erkendelse er intellektuel.

I den danske pavillion udstiller maleren Troels Wörsel 12 malerier, flere af dem dobbelte, i klare enkle farver. Hest på baggrund. Den ene halvdel af hesten har et blåt slag og træder ind i en voldsom farvet baggrund. Den bageste del er sort og hvid på grå baggrund. Man skal kigge et stykke tid, så kan man se, at hesten svæver. Dette er kunst, der kan få noget, som ikke findes, til at svæve. Som viser, at kunstværket skabes sammen med mit blik, at mit blik kan få heste til at svæve. At vi er fælles om dette her, kunstneren og beskueren.

Der er malerier med diffuse farver i bevægelse, men inde i farverne er der pludselig en italiensk villa, der standser op, et gråt anonymt felt, der står stille, en ridder med flag og hævet sværd. Det er rum, der åbner sig indad mod sig selv og så ud igen mod mig, erindringer, der flimrer forbi og så pludselig fanges og står stille. En slags maleriets stream of consciousness.

Også festen for den danske pavillion om aftenen er god, en have ud til Canale Grande. Det er holdt op med at regne, varmen stiger op fra jorden, russerne holder fest overfor, de ankommer selvfølgelig i både, mens vi drikker danske drinks med kirsebærlikør og skovbærakvavit og tonic.

Jeg ville også gerne have været til den russiske fest. For at møde Alexander Ponomarev, en af kunstnerne i den russiske pavillion. Her er vi ovre i et helt andet udtryk, selvom den bagvedliggende tanke også handler om det, der flyder forbi i forhold til det, der kan fastholdes. Der er en brusekabine, dedikeret til Nam June Paik, hvor der løber tv-billeder i siderne i stedet for vand, og man kan skifte kanal ved at dreje på håndtaget på vandhanen.

I det store rum ved siden af står en 10 meter lang bølgemaskine foran en storskærm. Det blæser i markiserne på tibetanske klostre, havet bølger, men intet sker. Så kommer kunstneren; trækker vejret ind med et dybt russisk suk og puster. Bølgen bevæger sig så smukt i den lange maskine. Så blafrer markiserne igen.

Den politiske kunst

Så er der den politiske kunst. Den finske kunstner Adel Abidin er født i Irak, og hans kunstværk består af en turistreklame for Bagdad:

"Mycket mer än en semester", hedder turistbrochuren, man kan også få flybillet og se tv-reklamen, hvor en smægtende stemme fortæller om det dejlige Bagdad, mens der kører virkelighed, vold, blod, soldater og mord på billedserien. En enkel, og måske banal ide, men det virker.

I den italiensk pavillion er også Jenny Holzers store dødsattester af afghanere døde i fangenskab. Attesten lyder på drab. Og palæstinenseren Emily Jacir, der udstiller genstande, bøger og breve fra den revolutionære intellekturelle Wael Zuaiter, der blev dræbt i Rom i 1972. Men der er også en herlig computeranimeret film af amerikaneren Joshua Mosley, der starter med, at en stor hvid ko kommer løbende, så kommer modellervoksfigur af Rousseau og Pascal ind og har en kort samtale om naturen og gud og tingenes væren, hvorefter Dread kommer ind i form af en enorm modellervokshund, der spiser Pascal. Morsom og tankevækkende kunst. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet, selvom det ind imellem virker sådan.

Fra Frankrig udstiller Sophie Calle. Hun har fået (måske) en e-mail fra en mand, der afslutter deres kærlighedsforhold. Han lider af eksistentiel angst og kan ikke holde sig fra de tre andre kvinder, som hun har bedt ham love, for at de kan være sammen. Kvinder dulmer angst, kvinder er lykkepiller. Calle ved ikke, hvordan hun skal svare og sender e-mailen til 106 kvinder, for at de kan give et forslag til en respons. Og det er så udstillingen. En klovn, en danser, en ungdomsforfatter, Laurie Anderson, en klassisk komponist, EU's ligestillingskommissær etc. Svaret er følelsen udtrykt gennem den professionelle kvinde.

Forførelsens problematik

Også Tyskland og Storbritannien deltager med kvindelige kunstnere. Som Calle iscenesætter sit liv, iscenesætter Tracey Emin sit kønsliv. På den engelske pavillion med tegninger, malerier og broderede lagener med kvindekroppen og kønnet i centrum. Det er forførelsens problematik, set gennem kvindeøjne. Tyske Isa Genzken derimod vil ikke forføre. For mig bliver spørgsmålet i den tyske pavillion, om det er kvalitetskriterium for kunst at lade tilskueren stå måbende over for kunstværket uden en nøgle til at åbne det med. Der ligger en stor plastiknøgle på gulvet, måske er det den, man skal bruge. Alt i den store installation er lavet af olieprodukter, der er mennesker i rumtøj, udstoppede ugler, rumbabyer i forskellig grad af skelettering, plastikkuffetter med dårlige plakatbilleder af kæledyr. Stemningen i rummet er blank og mystisk, og måske er det, jeg skal forstå, vores blanke mystiske tilstedeværelse i rummetog vores afhængighed af kæledyr. Måske. Jeg er ikke sikker.

Forvirring på højt niveau

Jeg går videre til den canadiske pavillion, hvor David Altmejd udstiller, og bliver forvirret på et helt andet niveau. Også her er udstoppede ugler. Og haner. Og alle mulige fugle, der findes og ikke findes. Der er mennesker med fuglehoveder, svampe og dildoer, der ligner svampe. Det hele sat ind i en spejllabyrint omgivet af rum og hylder i alle mulige lyse materialer. Jeg bliver væk. Det er en sanselig udstilling, men jeg tror ikke, det er mine sanser, jeg skal opleve, snarere fornemmelsen af at forsvinde i en labyrint. Der er en bizar sammensmeltning af natur og kultur, og jeg går ind i mit eget spejlbillede og opdager, at hylder fulde af fugle er et gigantisk mosopløst menneske.

Sammen med Calle er det den pavillion, jeg har lyst at fragte min nysgerrighed rundt i, samtidig med, at jeg har en fornemmelse af, at det som kunst har en mangel.

Til sidst en lille installation i den spanske pavillion. På væggen er nogle gammeldags knager og lamper. I en bar pære er fanget en edderkop, på gulvet under den står en pære med skyggegrene i bevægelse. På væggen otte sorte højttalere, edderkoppens ben, hvorfra der kommer lyde. Det er så enkelt, så godt et svar på et spørgsmål, jeg aldrig har stillet, men som kunstneren har stillet for mig. Han hedder Rubén Ramos Balsa.

Og ude i Venedig er det ved at klare op. Der ligger Arsenale og venter med meget mere kunst, alle de afrikanske og asiatiske pavillioner spredt rundt i byen, store galleriudstillinger. Byen er blevet en legeplads for finurlige svar på livets gåde, og man bør unde sig selv den tid, det tager at gå rundt over broer, mellem det yndige forfald, og opleve nogle svar.

Årets Biennale i Venedig åbnede i går. I morgendagens avis bringer vi et interview med den danske repræsentant på Biennalen, Troels Wörsel, der til den store udstilling har skabt en række helt nye billeder.

Biennale i Venedig. Fra den 10. juni til den 21. november 2007.

www.labiennale.org/it

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her