Læsetid: 4 min.

Kunsten og systemet

25. oktober 1999

Thomas Mann sagde engang om den marxistiske filosof Georg Lukács:
"Så længe han talte, havde han ret". Han var (mildt sagt) uenig med manden, men tog hatten af for hans dialektik.
Man kan have det lidt på samme måde med Pierre Bourdieu, den franske sociolog, der taler med stor autoritet og med besnærende formuleringer.
Hans seneste debatindlæg, en tale han holdt for nylig i Paris for 70 af verdens største audiovisuelle mediebosser (gengivet i sin helhed i Information 22.10.99), er et vægtigt manifest i form af en række spørgsmål, som han retter til "verdens magthavere, der næppe nogensinde stiller disse spørgsmål til sig selv, ikke mindst fordi de ikke har tid til det".
Den sidste sætning er næsten genial i sin enkelhed, fordi den i et glimt fremmaner en tanketom, merkantil verdensorden, der behandler kunst og kultur som varer, og hvis eneste mål ifølge Bourdieu er "den størst mulige profit hurtigst muligt".
Historien viser, hævder Bourdieu, at den store kunst af universel betydning kun har overlevet på det "posthume marked" i kraft af, at dens ophavsmænd har frigjort sig fra markedslogikken.

Tiden er inde til kulturel modstand mod kommerciel magt, mener han.
Bourdieu beskriver en udvikling med tiltagende koncentration, hvor store industrikoncerner kontrollerer nogle af de vigtigste grupper inden for massemedierne, presse, tv, film og forlag.
Kapitalens hårdnakkede kamp for et globalt og totalt liberaliseret marked. Den amerikanske film- og tv-industri, der erobrer verden med industrielle special-
effekt-superproduktioner og sæbeoperaer.
"Den utrolige ensartethed, der præger tv-programmerne". Hans anklageskrift er ikke uden grundlag. Det er heller ikke nyt. De samme anklager og de samme argumenter blev fremført, navnlig i Frankrig og navnlig med henblik på filmindustrien, under den store debat i februar 1998 om den Multilaterale Aftale om Investeringer, MAI.
Ifølge dette projekt skulle statsstøtte til national produktion afskaffes eller gøres tilgængelig for de amerikanske og multinationale giganter på lige fod med små lokale producenter.
Det var først og fremmest på grund af Frankrigs modstand, at projektet blev taget af OECD's dagsorden, men spørgsmålet dukker nu op i WTO, verdenshandelsorganisationen, der åbner sin nye store liberaliseringsrunde i Seattle i næste måned.
Dette er den aktuelle politiske situation, som Bourdieus indlæg har relation til, men debatten rækker langt videre.
Vi står midt i en teknologisk revolution, der er blevet betegnet som den vigtigste fornyelse på kultur- og kommunikationsområdet siden Gutenberg.
Problemet er, at denne udvikling, der falder sammen med den kommercielle og finansielle globaliseringsproces, accelererer og begynder at ligne en serie hurtigt på hinanden følgende teknologiske generationsskift. Det er en uoverskuelig situation, hvor det kan være svært bare at holde positive og negative effekter ude fra hinanden.

Bourdieu dementerer så at sige sin egen pessimisme, når han påviser, at de skabende kunstnere gennem tiderne har trodset ikke bare den merkantile logik, men alle mulige former for magtapparater.
Han undervurderer endda næsten de negative, undertrykkende kræfter, som kunsten gennem tiderne har trodset. Paven, der indretter sig efter Michelangelo - det er et fortryllende billede. Det kan ikke uden videre omplantes til nutiden - med USA, WTO eller 'den globale kapital' i pavens rolle.
Men man har lov til at betragte det som en mulighed, at kunsten og kreativiteten vil overleve og blomstre under nye og hidtil ukendte betingelser.
Der opstår altid debat, når Bourdieu tager ordet. Han beskyldes for at være populist - og samtidig elitær, forankret i den franske establishment-tradition:
Kulturen og staten tjener hinandens interesser, amerikansk kultur er inferiør, USA's hegemoni skal bekæmpes.
Men den mest dødbringende fare, den kunstneriske udfoldelse har været udsat for i historiens løb, er den totalitære stat. George Orwell skrev romanen "1984" ud fra den vision, at vi var på vej mod et globalt og totalitært tyranni. Han fik ikke ret - hvilket ikke forringer hans værk.
I dag fremmaner andre dommedagsprofeter den totale liberalisme som fremtidens skrækvision, og det kan ikke nægtes, at den netop med de nuværende tendenser kan forekomme plausibel. Ligesom Orwells var det i 1948. Men at fremstille markedet entydigt som en diktator, der ensretter, censurerer og undertrykker, er forfejlet.
Hvis markedet i sig selv er en trussel, kommer Bourdieus alarmsignal en postgang for sent. Det er en kendsgerning, som André Malraux påpegede, at "filmen er en kunstart, men også en industri".
Det blev den i eminent grad i Hollywoods storhedstid, men den vedblev med at skabe store kunstværker samtidig med, at den var profitjagende big business og udspyede kommercielle produkter. Det er svært at forestille sig, at globaliseringen - som også er en kendsgerning - får lov at udrydde alle nicher og gøre en ende på sameksistensen mellem kapital og kreativitet.
Bourdieu har ret i, at markedets lov, hvis den bliver enerådende, er dræbende for kunsten, men modstanden er faktisk udbredt blandt kunstnerne, ja på regeringsplan, som den internationale debat viser det.
Begreberne kunst og modstandskamp er langt fra fremmede for hinanden. Systemernes levetid er kort, men kunsten er lang. B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu