Læsetid: 5 min.

Kunsten tilbage til livet

Diskussionen af avantgarden i kunsten får nye præmisser gennem udgivelsen af righoldig mammutantologi
1. december 2005

Hvis avantgarden i kunsten er død, er dens genfærd til gengæld foruroligende aktivt. Sådan kan man ultrakort sammenfatte indholdet af dén massive moppedreng af en antologi, der for nylig udkom på forlaget Spring under titlen En tradition af opbrud. 25 bidragydere belyser fra vidt forskellige vinkler, nogle analytisk, andre teoretisk, atter andre historisk, men alle på højt fagligt niveau, avantgarden som fænomen fra begyndelsen af det 20. århundrede med Dada og futurismen helt frem til vore dages kunstfotografi, aktionskunst (Claus Beck-Nielsen) og hypertekstproduktioner.

Fælles for artiklerne er en velgørende vilje til at tænke ting igennem fra grunden, og man må også glæde sig over, at det åbenbart omsider er muligt at lave en avantgarde-antologi, der fremtræder nogenlunde renset for isme- og gruppe-manifesternes bulderbragende selvpromovering.

Avantgarde kan i første omgang forsigtigt og bredt forstås som rent formelle nybrud, som eksperimenter i og med kunsten. Men disse æstetiske brud udføres næsten hver gang som led i en radikal kritik af samfundet i almindelighed og kunst-institutionen i særdeleshed. Den kunstneriske aktivitet rummer altid i anden omgang en politik af en slags.

Æstetikkens politik

Avantgarderne vil eller ville, slagordsagtigt formuleret, "føre kunsten tilbage til livet", ophæve dens indespærring i museet, teatret, koncertsalen, bogen.

Følgelig gik man fra starten til angreb på værkkategorien og søgte gennem de formelle nybrud, kombineret med provokerende adfærd, at rokke ved definitionen af kunst. Over for det organiske, det harmoniske kunstværk satte man f.eks. montagen, over for den suveræne, såkaldt "auratiske" kunst hævdede man en skabende aktivitet, der skulle genforene kunst som individuelt og fællesmenneskeligt potentiale med 'livspraksissen' selv. Kunsten skulle revolteres, og det med eftertryk, men det skulle ikke ske inde i et lukket æstetisk rum, for det, der talte, var, om revolten i sidste ende fik indvirkning på hverdagslivet.

Jeg refererer her, loyalt, den beskrivelse af avantgarden i tidsrummet 1910-30, som Peter Bürger gav i sin Theorie der Avantgarde (1974, engelsk udgave 1984), en bog, der nu gennem 30 år har spillet en betydelig rolle, om ikke som doktrin, så dog som fælles platform for kvalificeret diskussion. Hvad der især har vakt debat, er Bürgers afvisning af at tale om avantgarde som luftigt abstrakt overbegreb. I stedet insisterer han på at kalde de tidlige avantgardebevægelser for "den historiske avantgarde", idet han derved markerer, at oprøret mod Kunsten og Værket kun lod sig forsøge én gang, og at Dada, futurismen, surrealismen m.m. kom til kort i deres utopiske bestræbelser, al den stund institutionen Kunst jo blot løbende integrerede oprørstendenserne i sig, satte kritikken på museum, gjorde 'anti-varen' til vare. Hvad der siden er dukket op i form af neo-avantgarde, er for Bürger logisk nok en museal og sentimental remake af et brud, der skete én gang, engang, og som i sin monstrøse mislykkethed var en ægte tragedie, hvorimod neo-avantgardismen højst kan blive en komisk kopi.

Svampede netværk

Problemet ved dette synspunkt er imidlertid, at det er blindt for kompleksiteten i den tidlige avantgarde, og at det på traditionel tysk, dvs. hegelsk-historiefilosofisk vis gør kunsten til et nydeligt sammenhængende subjekt med en historie, der kan fortælles. I stedet kan man vælge at betragte avantgarderne som et netværk af heterogene, løsere sammenkoblede og mycelieagtigt forgrenede grupperinger.

Sådan skitseres billedet i antologiens indledningstale af Tania Ørum og Marianne Ping Huang, der i deres kunsthistoriske betragtninger støtter sig til den hollandske avantgardehistoriker Hubert van den Berg. I dennes grundige og veldokumenterede bidrag til avantgardens og avantgardebegrebets historie præsenteres nemlig en god model til kortlægning af fænomenerne. Med inspiration fra Gilles Deleuze og Félix Guattari beskrives avantgarden som et 'rhizome', dvs. et fluktuerende og nomadisk vagabonderende, heterogent netværk af fundamentalt international karakter. Fælles for alle de svampe, der poppede op rundt om på kloden, især i centrene Paris, Berlin, München, Wien, Skt. Petersborg, Moskva, senere New York og San Francisco, men såmænd også i Stockholm og København, det er og bliver ønsket om at re-integrere kunsten i livet. I forhold til dette anti-institutionelle formål, som jo blev så yderligt skærpet i f.eks. situationismen, spiller mere formalæstetiske parametre underordnet rolle.

Fortid og nutid

En interessant sløjfe på den teoretiske diskussion binder Peter Borum i antologiens sidste artikel. Han genoptager debatten med Bürger og tilslutter sig anvendelsen af netværket som metafor, men han går samtidig bag om Deleuze til dennes læremester Henri Bergson og får faktisk sagt præcise ting om den måde, hvorpå fornyelserne i kunsten kan gøre fortiden, det passerede nu, tilstedeværende i det passerende nu. I avantgarderne levendegøres "en gentagelsens og en forskellens tid". Her virkeliggør kunstner efter kunstner drømmen om radikalt at forandre selve sansningens evne.

Man bør vistnok læse dette, begrebsmæssigt temmelig vanskelige, men intellektuelt overmåde stimulerende bidrag lige efter de indledende teoretiske diskussioner og så først bagefter studere de analyserende og historisk tilbageblikkende tekster. Inden for litteraturen belyser Laura Luise Schultz Gertrude Steins poesi (Tender Buttons, 1914, da. Ømme dupper, 2004) som ordkunstens originale svar på Picassos kubisme. Lars Bukdahl rider sin kæphest Storm P. og sammenligner ham med Kurt Schwitters, som han oversatte i Anna Blomst og andre digte, 2002. Claus Falkenstrøm kortlægger de situationistiske forudsætninger for Peter Laugesens "maniske" bøger fra de hektiske år midt i 1970'erne, og vi får grundige gennemgange af bogobjekter fra den russiske formalisme, manifester fra fransk surrealisme og svenske Bruno K. Öijers, af Artaud inspirerede aktiviteter på kant med eliten og kunstinstitutionen. Karen Kurczynskis analyse af Asger Jorns forhold til Cobra og situationismen er især værd at læse som korrektion af enhver, der hylder kunst-bevægelsen på bekostning af den individuelle kunstner.

EKS-Skolen især

Et orienteringsfelt for sig udgøres af de eksperimenterende kunstnermiljøer omkring EKS-Skolen i 1960'erne, med navne som Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Hans-Jørgen Nielsen og Per Kirkeby, og sandelig om vi ikke får en lødig og grundig beskrivelse af Albert Mertz' brug af fotografiet. Fra disse fagligt velfunderede og vældig oplysende analyser fører via tid og teori hængebroer videre til Mogens Andersen og Agneta Mei.

Hytten, som i en veritabel guldgrube af en artikel får indkredset det spændende og nye ved Ib Nørholms musik.

Jo, det bobler og bugner i denne righoldige og velredigerede bog, hvis timing virker perfekt, her samme år som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, uden at sætte navne på polemikken, i Kritik af den negative opbyggelighed satte et spørgsmålstegn lige netop ved avantgardens drøm om forening af liv og kunst og i samme ombæring gentog den bürgerske skepsis mod neo-avantgarden som avantgardernes ynkværdige degradering til tom avantgardisme, dvs. ren ideologi. Efter udgivelsen af En tradition af opbrud skulle der vist være grundlag for en præcisering og historisk nuancering af debatten.

Tania Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg (red.): En tradition af opbrud. Avantgardernes tradition og politik. 355 s. Ill. Kr. 298,00. Forlaget Spring. ISBN: 87-90326-71-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu