Læsetid: 6 min.

Kunsten her, der og alle vegne

Borgmesteren i Tirana gør det, overborgmesteren i København gør det, firmaerne Lego og Absolut Vodka gør det. Gør hvad? Bruger kunstnere til ideudvikling, for kunsten er ikke mindst at stille de rigtige spørgsmål, og den er langtfra intellektuel og verdensfjern, som Tom Jørgensen hævder
21. februar 2007

Samfundet har for længst fået øjnene op for andre sider af kunsten end maleriet og bruger i høj grad de værdier, kunsten kan tilføje i udviklingsøjemed. Tom Jørgensen taler om kunst som noget adskilt fra samfundet, noget der, hvis det forsøger at "komme i direkte kontakt med 'ganske almindelige mennesker' udenfor kunstinstitutionen", mislykkes på grund af kunstnerens manglende livserfaring.

Hvis man vil provokere og skabe debat, skal man sætte tingene på spidsen. Det virker hver gang, om det så gælder miljødebatten, indvandrerdebatten, sundhedsdebatten eller kunstdebatten. Det er også lykkedes Tom Jørgensen med sine simple generaliseringer om kunsten at få forskellige til at gribe ordet - og dermed skabe en efterlyst nuanceret kunstdebat. Denne reaktion er vi taknemmelige for og kvitterer her med endnu et synspunkt fra et sted på samtidskunstscenen, der ikke er maleri, men snarere hører under den konceptkunst og sociale interventionskunst, som Tom Jørgensen kalder intellektuel og publikumsfjern. Det oplever vi som langt fra tilfældet.

Kunst og kunstnere er efterhånden velkendte aktører, når der skal skabes udvikling og tænkes utraditionelt. Kunstnere bliver inviteret med i udviklingsprocesser, fordi de kan finde det helt rigtige spørgsmål, der skal til, før man kan komme med en løsning.

Vi mener derfor, det er misforstået skyklaps-formalisme at sætte praksisformer som konceptkunst og interventionskunst fast i 1980'erne og 90'erne og give det genopdagede maleri i 00'erne hele æren for den øgede interesse for samtidskunst. Kunsthistorien er meget mere nuanceret end som så. Flere forskellige praksisformer og tematikker eksisterer side om side til en hver tid - det er en af kunstens facetter, at den er mangfoldig og kan rumme både det sanselige og det teoretiske, det fantasifulde og det faktuelle, det ophøjede og det hverdagslige på en gang. Det være sig såvel inden for kunstinstitutionens fysiske rammer som i den kunst, der opererer i felten.

Hvis Tom Jørgensen ikke gik så formalistisk til værks, ville han opdage, at det ikke kun er det nye fortællende maleri, der er sanseligt og imødekommende over for sin beskuer og har skabt tiltrængt opmærksomhed til samtidskunsten. Social intervention, social plastik, kontekstkunst - denne kunstpraksis har mange navne og forekommer i lige så mange variationer som maleri - er ikke per definition uforståelig, mislykket og slet ikke publikumsfjern. Ofte bliver den slet ikke opfattet som kunst, når den skaber rum og situationer, der vækker latter, eftertanke og nye handlemåder. Masser af kunstprojekter foregår i hverdagen, på gaden, i skolen, på arbejdet. Her har kunsten indflydelse på samfundet. Den har en fysisk funktion og skal bruges. Den gør en forskel og flytter grænser for den enkelte. Og i rigtig mange tilfælde er det ikke kunstnerne, der er den udfarende part, men faktisk samfundet, dvs. politikere, institutioner, virksomheder m.m., der inviterer kunstnerne velvidende, at de får en særlig tilgang med i købet, når de inddrager kunstnerne.

Gavnlige fødselshjælpere

Et tydeligt eksempel på inddragelse af kunstnere, når der skal nytænkes, er København. Både i tænketanken København som International Vidensby, som overborgmester Ritt Bjerregaard har nedsat til at komme med ideer til at skabe mere udvikling og dynamik i København, og i de tværfaglige teams, der er valgt til at udtænke et visionært bud på byplanlægningen for Metropolzonen i Københavns centrum, er der foruden de sædvanlige arkitekter og byplanlæggere også kunstnere med.

Et eksempel på kunstens medvirken til udvikling af byrum er Edi Rama, kunstner og borgmester i Tirana, hovedstad i Albanien, der er Europas næstefattigste land. Da han blev valgt i 2000 erklærede han Tirana død, uduelig og grå af skidt. Derfor inviterede han i 2003 en gruppe kunstnere til at male byens grå, postkommunistiske facader i et patchwork af stærke farver.

Som en kunstintervention fik han ryddet op, plantet træer, sat lys op, udlagt parker og brugte i det hele taget Tirana som sit lærred. Finansieringen kom fra Verdensbanken, FN's udviklingsprogram, EU og private sponsorer, og arbejdskraften byttede han sig til fra lokale entreprenører, der i forvejen byggede i Tirana.

Et par år senere er Tiranas fremtid igen på dagsordenen i en kunstbegivenhed. Og nu er det Olafur Eliasson, der inviterer børn og forbipasserende til sammen at bygge visioner for Tirana i Lego-klodser.

At Tirana, København og mange andre byer inddrager kunstnere, når der skal tænkes anderledes og bruges alternative metoder til at udvikle sig, viser, at kunst har en særlig egenskab i udviklingsprocesser. Politikere er nødsaget til at komme med konkrete løsninger på problemer her og nu. De når sjældent til bunds og får skabt den forandring, som kun sker på langt sigt. Kunstnere derimod tænker uden om konventioner, de træder tilbage og spørger hvordan og hvorfor. De finder det rigtige spørgsmål og fungerer dermed som gavnlige fødselshjælpere i udviklingen af samfundet.

Også private virksomheder og organisationer inviterer i stor stil kunsten indenfor - ikke kun som udsmykning i receptionen, men helt ind i virksomhedskulturen, produktudviklingen og til at brande virksomheden.

Absolut Vodka gør det, lader f.eks. Maurizio Cattelan udforme én af sine reklamer, Moet Hennessy Louis Vuitton gør det, Vanessa Beecroft laver installationer i deres butik, BMW gør det, lader Olafur Eliasson formgive en bil, Lego gør det ved at samarbejde med Bosch & Fjord om indretning af bl.a. mødelokaler - disse vore dages mæcener har mange grunde til at samarbejde med kunstnere. Det potentiale, der ligger i, at kunstnere ikke agerer efter økonomiske eller partipolitiske interesser udgør en stor værdi for erhvervslivet.

Men hvad er det kunst kan? Er det fordi reklamerne bliver mere opsigtsvækkende, eller fordi produktet bliver sjovere, mere visionært? Eller fordi medarbejderne arbejder under mere inspirerende og individuelt hensynsfulde forhold? Et fælles incitament for virksomheders store interesse for kunstnere er, at det et eller andet sted gavner på bundlinjen. Virksomheder bruger deres samarbejde med kunstnere i markedsføringen af sig selv. Med kunsten som trækplaster iscenesætter de sig som en attraktiv arbejdsplads med vægt på innovation, visionære produkter og tilfredse medarbejdere.

Ordrup Skole

Rækken af eksempler med samtidskunst, der er en integreret del af samfundet, er lang. Et eksempel fra eget bagland er Bosch & Fjords inventarprojekt på Ordrup Skole, som ikke kan beskyldes for at være virkelighedsfjernt og uden forståelse for de mennesker, det involverer.

Inviteret af Gentofte Kommune flyttede kunstnerne ind på skolen i en periode for i samarbejde med børn og lærere at finde ud af, hvordan alle de fine begreber om differentieret undervisning og tværfagligt samarbejde kan transformeres til praksis og hverdag. Og når forbipasserende står over for Parfymes minigolf-anlæg på Halmtorvet, Minerva Cuevas omvandrende Ugly Duckling i Århus gader, Jeppe Heins mutante bænke på Ydre Nørrebro eller eleverne på Ordrup Skole laver gruppearbejde i en af Bosch & Fjords røde og grønne Hot Pot, tænker de ikke over, at det er kunst, der får dem til at ændre deres daglige vaner eller vante opfattelser. Denne kunst er ikke så spektakulær og bliver måske derfor ofte overset i forhold til sanselige malerier på en udstilling. Æstetikken i Bosch & Fjords projekter - designet om man vil - er udtalt, men den er kun et redskab underordnet konceptet, der skal forføre folk til at bruge rammerne.

Kunst, der appellerer til folk, behøver ikke kun være en sanselig overflade på en væg. Det vil de fleste malere sikkert også betakke sig for. Kunst, der virker, er også intellektuel. Med sin evne til at stille det rigtige spørgsmål og anspore til refleksion har kunst en usammenlignelig kompetence for samfundet og den enkelte. Kunst spiller dermed en afgørende rolle i samfundet og kan ikke betragtes som adskilt fra samfundet. Kunst har tilegnet sig samfundet, men allervigtigst: samfundet har for længst erkendt, at det har brug for kunst, hvis det skal udvikle sig. Hvor politikere, erhvervsfolk og forskere har den rolle at finde de store svar, er det kunstens rolle at træde et skridt tilbage og vende det hele på hovedet. Der er altid mange løsninger, men der er kun ét rigtigt spørgsmål.

Bosch & Fjord er en tværfaglig gruppe, der med udgangspunkt i især billedkunst, design og arkitektur laver projekter i dialog med erhvervslivet, det offentlige eller andre.

Luftskibet Live arrangerer kunstdebatmøde under overskriften:
Kunst for lukkede døre? - koncept eller sanselighed?
Kunstakademiets festsal, den 28. februar kl. 19.30.

Kronikken torsdag: Nedlæg Strandvænget - sælg det til Lalandia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu