Læsetid: 4 min.

Under kunstens dække

Paul Bowles har endelig fået den biografi, han har fortjent
4. august 2005

Der er skrevet mange bøger om den amerikanske forfatter Paul Bowles. Hvorvidt det skyldes, at han levede et liv, der var mere eventyrligt end de flestes, eller om årsagen er, at han med sit hovedværk romanen The Sheltering Sky (1949, Under himlens dække) har samlet fans som både Ernest Hemingway og Jack Kerouac er svært at afgøre. Hjulpet har det sikkert, at Bowles var så venlig, at byde enhver journalist eller vordende forfatterspire indenfor på en kif og en litteratursnak, når de bankede på døren i Tanger, blandt dem også vor egen Henrik List, der i Tilbage til Tanger (1997) netop skriver, at forfatteren var the missing link mellem Den Fortabte Generation og Beatgenerationen. At Bowles sjældent fortalte noget nyt, sprang eksempelvis Christopher Sawyer-Laucanno let hen over i sin biografi An Invisible Spectator (1990), der strengt taget ikke er meget andet end en uddybning af Bowles egen selvbiografi Without Stopping (1973) - som vennen og kollegaen William Burroughs i øvrigt omdøbte Without Telling! Alene af den grund har Virginia Spencer Carrs Paul Bowles: a life været imødeset med forventning. 13 besøg hos Bowles, inden han døde i 1999, over 200 interview med folk, der kendte ham, og mere end 10 års arbejde ligger der i projektet, der netop er udkommet i USA og England.

Fletcherisme

Paul Bowles blev født i en velhavende forstad til New York i 1910 og voksede op med en kærlig mor og en ondskabsfuld far med sære ideer. En af disse var inspireret af datidens helseguru Dr. Fletcher og gik ud på, at man skulle tygge maden og forme den til en klump i munden, inden man slugte den. Som Bowles selv formulerede det, så mindedes han ikke et tidspunkt, hvor han ikke hadede sin far. Af den grund befandt han sig bedst alene med sine tanker, sine bøger eller sin musik. Som treårig skrev han små historier om dyr, som syvårig satte han musik til sine historier, og da han fik sine første stile for i skolen, skrev han dem bagfra af ren og skær kedsomhed. Hver fredag blev han undervist i klaverspil, og selv om han allerede som teenager fik publiceret digte i en stribe litterære magasiner, var det som komponist af klassisk musik, at han i første omgang skabte sig en karriere.

Dalí og Williams

Som ganske ung blev han taget under den legendariske Aaron Coplands musikalske vinger. Copland underviste ikke, men gjorde en undtagelse med Bowles, som også blev hans elsker. Der er blevet skrevet meget om Bowles biseksualitet; selv har han ikke sagt så meget om den sag, faktisk havde han tillagt sig den vane, siden sin kones død i 1973 at ryge kif, hver gang han blev interviewet, og derfor ganske behændigt kunne slumre væk, når emnerne blev for personlige. Det er således første gang, man ser forholdet mellem Copland og Bowles omtalt på tryk, og som Bowles selv sagde til Carr: "Ingen ville have gættet, at vores forhold også var af seksuel karakter. Og sådan vil jeg faktisk gerne have, at det forbliver, indtil jeg er død." I den mere underholdende afdeling fra Bowles' unge år kommer vi blandt andet forbi det ufrugtbare operasamarbejde med Dalí samt det mere frugtbare med dramatikeren Tennessee Williams, der i 1945 bestilte Bowles til at skrive musikken til Glasmenageriet. Da først Bowles fik sin hyre af produceren, der også forsøgte at overtale Williams til at lade stykket ende lykkeligt, blev det et af datidens største Broadway-succeser og flere steder kåret som Play of the Year. Det var Bowles' kone Jane Auer/Bowles, der fik ham til at skrive igen. Jane var lesbisk, og hun var nærmest konstant på jagt efter fester og mennesker i modsætning til Paul Bowles, der foretrak den ro, det krævede, hvis man som ham var overbevist om, at "one's life was programmed, and that it was simply a matter of being responsive to one's environment," som Carr skriver.

Ikke en roman

Jane havde i 1943 fået udgivet romanen Two Serious Ladies, og hendes forfattervirksomhed inspirerede Bowles til at forsøge sig på egen hånd. Efter en stribe pænt modtagne noveller betalte forlaget Doubleday ham et forskud på en roman, som han skrev på et lille halvt års tid og sendte ind til dem. Historien om ægteparret Moresby, der flygter ind i den nordafrikanske ørken i et tragisk forsøg at slippe for deres og samfundets dårlige vaner, blev mødt med et afslag og ordene om, at det ikke var en roman. Det var der nu andre, der mente, og da The Sheltering Sky udkom placerede poeten William Carlos Williams den på sin liste over årets bedste bøger i New York Times Book Review, mens en anden anmelder roste Bowles for at "møde de franske eksistentialister på deres hjemmebane og klare uafgjort med dem". Virginia Spencer Carr kunne måske nok have gjort mere ud af læsningen af Bowles' værker. På den anden side er det så ikke sikkert, at der havde været plads til alle de detaljer, det har krævet at komme under huden på en af de mest mytologiserede forfattere nogensinde. Samt til bekendtskaberne med - udover de nævnte - blandt andre Gertrude Stein, Orson Welles, Christopher Isherwood og Gore Vidal, der alle er med til at løfte Paul Bowles, så den henvender sig ikke blot til fans af forfatterskabet men til enhver med interesse for det 20. århundredes kulturhistorie.

Virginia Spencer Carr: Paul Bowles: a life. Scribner. New York. 407 sider. ISBN 0-684-19657-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu