Læsetid: 4 min.

Kunstens fødekæde

26. februar 1998

"Det er kun den kunst, der er lavet, der har regler, mens den nye kunst opfinder sine egne regler, samtidig med at kunstværkerne laves."

OVENSTÅENDE er et citat fra et interview med
billedhuggeren Hein Heinsen i Billedkunstnernes Forbunds blad, der netop er sendt på gaden. Der er en modsætning mellem samfundets normale måde at fungere på og kunstens unormale, grænsebrydende, der går på tværs af samfundets opdeling af sine medlemmer i to klasser: Lønmodtagere og arbejdsgivere. En kunstner befinder sig et tredje sted. Han/hun skal på den ene side lede og fordele sit eget arbejde, så at sige være direktør for en virksomhed med kun én ansat, og samtidig skabe et produkt, der ofte frembringes uden en Kinamands chance for at blive afsat. Sker det alligevel, altså at det afsættes, så har produktet ingen direkte brugsværdi. Kun en bytteværdi på et svært gennemskueligt marked, hvor prisen fastsættes ud fra abstrakte begreber som aura, myte og genialitet. Kunst er den ultimative vare. Paradokset er, at ingen kan bruge den, men at samfundet ikke kunne tænkes uden den. Som Per Højholt en gang skrev: "Politik er det muliges kunst. Kunst er det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt."

HVIS MAN som kunstner sælger sit værk til et mu-seum, hvilket er det mest attråværdige, dels fordi værket dermed når ud til offentligheden, og dels fordi kunstneren med denne anerkendelse fra kunstinstitutionens side hermed blåstemples, så har man også sikret sit værk til evig tid. Museerne skal nemlig bevare og vedligeholde værkerne i deres samling. Imidlertid har bl.a. Allis Helleland, direktør for det ombygningslukkede Statens Museum for Kunst, ytret ønske om at sælge ud af samlingen bl.a. for at skaffe flere midler til at købe ny kunst for. Man skælver allerede ved tanken om, hvad hun kunne finde på at købe. Hvem husker ikke hendes famøse afvisning af René Blocks samling af Fluxus-kunst? Her fik hun tilbudt verdens bedste og største samling af fluxus-kunst, som hun takkede nej til. Hun trådte frem for åben tv-skærm og dissekerede fluxus-kunsten, som var den det rene affald. For kort efter at arrangere en udstilling med Erik Mortensens haute-couture-kreationer, der optrådte foran barokmalerier, som hermed blev reduceret til baggrundskulisser for de robeklædte mannequindukker. Statens Museum for Kunst gjorde sine egne billeder til tapet.

DE FLESTE af dem, der beskæftiger sig professionelt med kunst, har i årevis forsøgt at opstille nogle generelle vurderingskriterier for, hvad der kendetegner god kunst. Alle ved, at det, generationer før os, værdsatte, ikke nødvendigvis er det samme, som det vi påskønner i dag. Smagen skifter i vore dage inden for et årti. Kitsch bliver til kunst og omvendt. Kunst, man var dybt fascineret af i sin ungdom, preller måske fuldstændig af på en, når man bliver ældre. Hvis man virkelig vil tjene kunsten, de hårdt trængende kunstnere og publikum, så begynder man ikke at sælge ud af den, man kræver i stedet langt flere midler af staten, så man både kan vedligeholde og nyinvestere.

DER ER et fuldstændig urimeligt misforhold mellem, at tusinder af formidlere i kunstens verden tjener gode og sikre penge på kunsten, at rammerne for kunsten er fremragende - der bygges kunstmuseer for milliarder i disse år, ikke en provinsby med respekt for sig selv uden et museum - men at midlerne til at erhverve kunst for (for ikke at glemme lønnen til kunstnerne for at stille deres værker til rådighed midlertidigt for institutioner og publikum, som det ofte er blevet fremhævet på Informations kultursider) er noget nær nul. Det fremgik af Politiken i søndags og et par dage frem, at museerne nu mener, at de ikke længere kan leve op til museumslovens krav om at købe ny kunst - og blandt andet derfor overvejer at søge dispensation og sælge ud af gemmerne. Skattekronerne til indkøb af kunst beløber sig til 17 mio. kroner i alt på samtlige landets 30 statsstøttede museer. Og kunstnerne får - når de udstiller på et statsstøttet museum - maximum 5000 kr. for at udstille der om måneden. Brutto. Som Hein Heinsen fremhæver i interviewet, så bidrager billedkunstnerne også til samfundsøkonomien ved at købe materialer og leje atelier m.v. Mange - ikke kun kunstformidlerne - lever af dem. Hvis der er 2.000 kunstnere i Danmark, og de hver bruger 50.000 kr. årligt på at være deres egne producenter, så taler vi om 100 millioner kr. på årsbasis, dvs. tre gange så meget som Statens Kunstfond råder over til billedkunst.

MED Kulturministeriets billedkunstudvalgs foreløbige udspil, som kunne læses i Politiken - selve betænkningen udgives først efter valget - er der bragt nogle virkelig gode argumenter i stilling for at øge bevillingerne til kunstlivet, der bl.a. vil indebære skattefradrag ved firmaers køb af kunst, som det kendes fra USA, en fifty-fifty ordning i forbindelse med indkøb af kunst til virksomheder og offentlige institutioner, hvor staten medfinansierer, etableringen af et nyt kunstråd, fordobling af beløbene til kunstkøb m.m. er, hvad der foreslås i dette udvalg, der ledes af Karsten Ohrt,
direktør for Brandts Klædefabrik og medlem af Ny Carlsbergfondets tremandsdirektion.
Kulturministeren har glædeligvis reageret positivt på denne fedekur. At museerne er så afhængige af private sponsorer og af velvillige private fonde som Ny Carlsbergfondet, der råder over ti gange mere end Statens Kunstfonds indkøbsudvalg årligt, falder også ham for brystet.Vi ved ikke, om kulturministeren efter den 11. marts også hedder Lundgaard, men lad os da lige glæde os et øjeblik over denne første, positive tilbagemelding.lb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her