Læsetid: 4 min.

Kunstens gru og håb

12. januar 1999

"Fra nu er i verden ingen alvor mere. Alting er ligegyldigt."
'Macbeth' af William Shakespeare

MENS EN AF Danmarks billedkunstnere vil til Los Angeles for at lege med såkaldt 'interkommunikative' racerbiler og får glade sponsorer til at betale dette 'kunstværk' til Venedig-biennalen, så har det onde selv - ifølge instruktøren Ole Bornedal - lavet et tv-program, der under påskud af at handle om bilsikkerhed viser rædselsfulde klip med knuste kvinder og mænd i fuldstændig knuste biler.
"Der er ingen filtre mere. Alt er blevet godt nok. Vi kan se alt, og i princippet må vi alting," sagde Bornedal i et interview med Information i lørdags. Han har på Gladsaxe Teater radikalt omformet en af Shakespeares klassikere og ladet Macbeth genopstå som Dunblane-massemorderen, der massakrerer en flok børnehavebørn. Som et brændende, brutalt og barokt billede på den ondskab, der fik friere løb, da det moderne menneske i sit begær efter selvrealisering skubbede Gud ned fra stolen. Mennesket glemte buddet om, at man skal elske sin næste som sig selv og endte i stedet i mismod og modløshed. "Hvorfor tro på nogetsomhelst?... Vi får flimmer og Cola og carport og underholdning i hoved og røv, til vi brækker os. Vi bliver tilfredsstillet 25 timer i døgnet," siger den tv-zappende kongesøn Malcolm.

OLE BORNEDAL føler sig overbevist om, at folk i almindelighed - udenfor elitens tonede ruder i limousinerne - leder efter fælles fixpunkter, hvor vi kan justere hinandens fornuft og moral, i solidaritet med hinanden. Men denne eksistentielle søgen står i skarp kontrast til dele af den institutionaliserede kunstscene. Se nu, hvordan professor Peter Bonde skifter dæk på sin reklamesøjle af en racerbil, mens kunsten infantiliseres og afkobles fra den sociale virkelighed. Eller se en videokunstner scanne sit tomme og monotone sexliv som kvindelig single med en oppustelig mandedukke. Det var ligegyldigt tidsfordriv, hvis ikke det var et sindbillede på tidsånden. En ånd, der får Statens Museum for Kunst til i dyre domme at købe en labyrint, hvor man kan fare vild i en klam kvindelig kusse. Og imens fører en Peter Land sig frem i en selvrefererende nøgendans med cello, mens hans unge og angiveligt trendsættende galleriven Nicolaj Wallner proklamerer, at han da ikke ved ret meget om Goya og Michelangelo. Måske har den spanske filosof Fernando Savater ret, når han siger, at det største drama i nutiden er, at man praler af sin egen uvidenhed.

RULLETEKSTERNE i zapperkulturen er ført ud i et mentalt tomrum, hvor livets store spørgsmål og moralske dilemmaer er afløst af pauseklovnenes vagtparade. Og i deres kølvand indtager nogle helt andre og mere gruopvækkende mennesketyper scenen, uden at samfundets institutioner synes at have nogen modstandskraft. Se blot hvordan professor dr. med. Gunther von Haagens på udstillingen Die Macht des Alters i Bonn tager sin skarpe dissektionskniv frem af kitlen for at lave døde menneskekroppe om til skulpturer iført silikone og plastik. Som et spejlbillede på de genforskere, der ønsker at klone mennesker, har han sat sit eget magtbegær i stedet for Gud og den ydmyghed, der engang med Bornedals ord "var en af menneskets allerstørste drivkræfter for overhovedet at udvikle sig selv."
Jorden skælver under os, men vi har intet fælles sprog til at dæmme op for typer á la von Haagens, doktor Seed og Macbeth, fordi talen om fælles moral og ydmyghed er blevet tabuiseret i brede kredse. Og ofte er kritikken bragt til tavshed i en sørgmunter stemning af borgerlig pænhed, hvor man helst ikke vil tale om verdens smertepunkter, dens gru og dens sociale og menneskelige tragedier, men hellere vil le en krampagtig latter i et eller andet kunstigt underholdningsshow. Blottet for den etisk-moralske fortolkningsramme, der giver kunstens og teatrets katarsis en mening, som peger ud over såvel humor som ondskab.

DERFOR ER DET så stærkt, når en yngre dramatiker som Line Knutzon i sit stykke på Dr. Dante, Snart kommer tiden, lader de stillestående ægteskaber vokse ud over sig selv og ind i moraliteten - og hvad der er vigtigt: Det sker først, da datteren, 'Knuttebarnet', træder ind på scenen i en kærlighedsgerning. En kølig freudiansk psykoanalyse og søgen efter det magiske 'kastrationsmoment' forstår næppe, hvad der sker. For kroppens sande drama rækker langt ud over seksualitetens og psykens univers. For det virkelig skelsættende i livet er tiden, døden og kærligheden.
Og derfor er det livgivende, at Ole Bornedal i sin Macbeth lader kong Duncan og hans adelsmænd præsentere sig i en samtale om døden. Een siger, at den latterligste død er at dø som en 92-årig senildement olding ude af stand til at huske en eneste af de 400 skønheder, han har bollet. Sønnen Fleance mener, at den værste død er, hvis hans far skulle gå hen og dø. Men nej svarer kongen: "Den værste død er den død, der sætter sig i hjertet, når man mistes eller svigtes af den, man elsker."
I en tid, hvor det moralske sprog ellers er gået tabt, er det den stærkeste form for politisk teater overhovedet. Teateranmelder i Det Berlingske Hus, Jens Kistrup, påstod for halvandet år siden, at vi ikke har politisk teater i Danmark, men hvad er mere politisk end at dramatisere tidens brændende spørgsmål og sætte skel mellem godt og ondt? Det er derfor så håbefuldt i disse år at se en ny generation af kunstnere, som Ole Bornedal, Line Knutzon, Katrine Wiedemann, Lars Kaalund, Nikolaj Cederholm, og Thomas Vinterberg sprænge de støvede kulisser og gøre oprør mod ligegyldighedens isnende kulde.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu