Læsetid: 4 min.

Kunsthetz undergravet

10. december 1999

Politik er det muliges kunst
Kunst er det umuliges politik
Man må have nogen til at håndtere det umulige
Ellers forfalder det og bliver muligt
Per Højholt

SOM DET FREMGIK af gårsdagens Information, så har de danske kunstmuseer i 1989-98 indkøbt bredt af de danske kunstnere. Det står at læse i en nys udsendt redegørelse, som Statens Museumsnævn har udarbejdet på opdrag af Kulturministeriet. Kulturministeriet vurderer følgelig, at der ikke er anledning til at kritisere eller ændre i de gældende indkøbsprincipper for museerne. Alt fortsætter som hidtil.
Redegørelsen udsprang af to forespørgsler i Folketinget i marts måned i år, der var foranlediget af Ekstra Bladets såkaldte kunstkampagne i februar-marts måned 1999. Den havde angiveligt til formål at frelse oversete kunstnere og skabe en ny retfærdighed på en stærkt klikepræget kunstscene, der var gået i selvsving. Men i stedet for at kulegrave fakta og stille spørgsmål til de reelle forhold blev kampagnen båret frem af en lummer nyrindalisme. Den fremkaldte ganske enkelt kvalmefornemmelser hos enhver, der ikke kan undvære det umulige, som kunst er. Kampagnen har yderligere haft til følge at de mest udhængte kunstnere er blevet ramt på pengepungen. Dens hensigt var nemlig først og fremmest at hænge enkeltkunstnere og -institutioner ud til offentlig guillotinering, sådan som Ekstra Bladet har for vane med uklart fokus og stort ståhej og med janteloven som generator.

NU DA MØRKET har sænket sig over kampagnens arkitekt, Claes Kastholm Hansen, der ikke er chefredaktør på Ekstra Bladet længere, og fakta peger i en ganske anden retning, end hvad Ekstra Bladet med slet skjult manipulation lod fremgå, må bladet gribe til nye manipulationer for at puste liv i de gamle gløder. Man hævder - uden dokumenation - at redegørelsen er bestilt! At den altså ikke er uvildig. Og man fastholder igen med fnysende indignation, altimens man stamper i gulvet som et barn, der ikke kan tåle at tabe i spil, at kampagnens to hovedofre er repræsenteret med ikke færre end 488 værker på landets museer. "Et tal, der uden besvær matcher hele livsværker fra mange af landets største malere gennem tiderne," græder man i bladet, der ellers ikke ligefrem præges af stor kærlighed til kunsten. Men det er måneder siden, at det blev afsløret, at de fleste af disse værker for det første er doneret til museerne af kunstnerne selv - kunstnere kan nemlig også være glade givere - og for det andet fortrinsvis består af tegninger i serier, hvori indgår op til 12 tegninger eller tryk pr. serie.

NUVEL. ALT ER langt fra rosenrødt og problemfrit på den danske kunstscene, det vil vi herfra gerne skrive under på. Godt nok har vi nu dokumentation for, at de danske kunstmuseer har købt bredt ind. Således topper Svend Wiig Hansen m.h.t. til museumsindkøb i perioden. Per Kirkeby er nr. to, Ingvar Cronhammar, Erik A. Frandsen, Søren Hjort Nielsen og Lars Nørgaard deler en fjerdeplads, mens Peter Bonde figurerer på en femteplads. Og de næste pladser deles mellem en lang række kunstnere fra mange forskellige fraktioner og skoler i det danske kunstliv. Døde såvel som levende. Men hvis man skal pege på nogle grundlæggende problemer i dansk kunstliv, så er det ikke magtkoncentrationer og ensidige æstetiske præferencer, som altid har eksisteret, og som man v.h.a. demokratiske turnusordninger i udvalgene har omgået, så langt det kan lade sig gøre. Nej, de reelle problemer handler om midler. Om kroner og ører. Som det også fremgår af den udstilling, som Louisianas stifter Knud W. Jensen har skabt, og som åbner i dag: 'De glade givere'. At staten er for fedtet, hvad angår museernes indkøbsbudgetter. Rammerne er der. Der er et hav af smukke museer i Danmark, men hvad kan de købe? Derfor vil vi gerne pege på følgende:
1. Hvis museernes indkøbskonti blev forhøjet, ville de blive i stand til at erhverve mere udenlandsk kunst, som kunne sætte de danske kunstneres værker i relief. Med øget kulturturisme hertil til følge.
2. Det danske erhvervsliv bør skattebegunstiges i forbindelse med erhvervelse af kunstværker ved førstegangssalg. Hvis man kunne trække billedkunst fra på firmaregnskabet på linje med andre afskrivningsartikler som møbler, ville der bliver købt mere kunst med senere mulighed for museumsdonation. Herved ville samlingernes diversitet øges. Det fremgik af det såkaldte Ohrt-udvalgs rapport sidste år. Men skatteministeren har foreløbig sagt nej. Lad os håbe, at han snart skifter synspunkt.
3. Der forestår et stort formidlingsarbejde i museernes regi. De helt nye værker bør forsynes med nogle indledende, igangsættende oplysninger, som giver betragteren mulighed for at gå ind i værkerne. Alt for ofte står det forudsætningsløse publikum med hænderne tomme på et museumsbesøg. Fik de en hjælpende hånd, kunne mange mange nyrindalistiske afvisninger af avantgardekunsten undgås.lb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu