Læsetid: 4 min.

Kunsthistorisk psykodrama med actionmættet afslutning

Van Gogh og Gauguins ni uger lange samarbejde i Arles var æstetisk frugtbart, men psykologisk nedbrydende
24. juli 2006

23. oktober 1888 trådte Paul Gauguin for første gang ind ad døren til et lille gult hus i den sydfranske by Arles. Overalt på væggene havde husets beboer knaldet sine malerier op. Hans navn var Vincent van Gogh, og sammen skulle de to malere bo og arbejde i Arles. Men ni intense uger senere var Gauguin rejst igen, kunsthistorien var blevet afskillige mesterværker rigere, og van Gogh et øre fattigere.

De ni uger i Arles udgør uden tvivl et af de mest massivt beskrevne kapitler i moderne kunsthistorie. Alligevel er det lykkedes den engelske kunstkritiker Martin Gayford at give et nyt bud på det gamle spørgsmål om, hvad det egentlig var, der skete imellem de to geniale kunstnerkolleger. Det gør han på besnærende og velskrivende vis i den 337 siders buttede bog The Yellow House - Van Gogh, Gauguin and Nine Turbulent Weeks in Arles.

Tobak og ludere

Som så mange andre kunstnere før og siden drømte van Gogh om et kunstnerkollektiv. Hvorfor han lige valgte Arles er uklart, men det sydfranske lys synes at have spillet en afgørende rolle. Her skulle fremtidens kunst males; han selv og Gauguin skulle være foregangsmændene. Theo van Gogh, Vincents bror, var Gauguins kunsthandler, og det var ham, der fik Gauguin manøvreret til Arles.

At bringe van Gogh og Gauguin sammen i det lille hus i Arles var risky business. Gayford fremmaner nemlig to radikalt forskellige personligheder. Hvor van Gogh var et manisk, passioneret sludrechatol med hang til flasken, var Gauguin et roligt, rationelt og måske også lidt beregnende ordensmenneske. Og frem for alt stod van Goghs udpræget dårlige selvtillid i skærende kontrast til Gauguins lidt selvfede attitude.

Alligevel ser det ud til, at de to kolleger i første omgang hyggede sig ganske godt - med rigelige mængder tobak og regelmæssige bordel-udflugter (som Gauguin noget misvisende i forhold til udbredelsen af syfilis på billige provinsbordeller betegnede som "hygiejniske natlige ekskursioner" i husholdningsregnskabet).

Indbyrdes inspiration

De to rebelske ånder kunne hurtigt blive enige om, at kunsthistorien måtte se at bevæge sig videre, end hvad old school-impressionister som Monet og Pissarro formåede. Men deres praksis var forskellig. Van Gogh malede det, han så i naturen, på den helt særegne måde, han så det, med sit eget ekspressive udtryk. Gauguins ideal var den mere rendyrkede abstraktion; maleriet skulle være symbolsk ladet, et udtryk for en åndelig virkelighed bag den synlige og ikke blot en privat adaption af naturen.

Men som Gayford påpeger, er der tale om en gradsforskel. Begge kunstneres subjektivisme peger frem imod ekspressionismen. Og måske netop fordi deres praksis divergerede inden for rammerne af en mere grundlæggende affinitet, var samarbejdet uhyre frugtbart. I løbet af de ni uger producerede de nemlig nogle af kunsthistoriens allermest vidunderlige mesterværker, herunder helt forrygende fine portrætter af hinanden og af lokale arlesianere. Blandt andet portrætterede de begge adskillige gange indehaveren af den lokale café, eller ifølge Gayford snarere luderbar, Madame Ginoux. Og efter Gauguins afrejse malede van Gogh efter en tegning af Gauguin portrættet L'Arlésienne, Madame Ginoux, som netop er blevet solgt for 210 millioner kroner hos Christie's.

Malerierne fra perioden viser med al evidens, at de to kunstnere var stærkt inspireret af hinandens forskellig-artede metoder. Gauguin eksperimenterede med tykkere maling a la van Gogh, mens van Gogh selv prøvede at følge Gauguins devise om at male ud fra fantasien og ikke virkeligheden.

Psykologisk nedbrydende

Men følger man Gayford, var samarbejdet lige så psykologisk nedbrydende, som det var æstetisk frugtbart. Gauguins nerver blev så tyndslidte af van Goghs konstante maniske kævlen og svinske roderi, at han til sidst besluttede at rejse sin vej igen. Og hollænderen selv blev så vanvittig, at han foretog den udsyrede handling at amputere sit ene øre med en ragekniv, pakke det ind en i avis og aflevere det på det lokale bordel.

Gayford tilslutter sig den teori, at van Gogh var maniodepressiv, når han skal forklare de kollegiale uoverensstemmelser. Og selvom det selvfølgelig er vovet at stille psykiatriske diagnoser, når man aldrig har haft en patient i konsultation og selv er kunstkritiker, virker det ikke som om, det er helt forkert. Lige så manisk snakkende og arbejdsom, van Gogh til tider kunne være, lige så langt nede i tung depression var han andre gange.

Øreassociationer

Hermed er forløbet rekonstruerbart. Da Gauguin ankom, blev van Gogh så manisk af begejstring, at han endte med at drive Gauguin derfra igen. Og da Gauguin bekendtgjorde sin beslutning, sendte han til gengæld van Gogh så langt ned i kulkælderen, at den stakkels hollænder straffede sig selv ved at skære sit ene øre af.

Men Gayford har også udtænkt en raffineret forklaring på, hvorfor den stakkels hollænder valgte lige præcis den kuriøse selvafstraffelsesform, han nu engang gjorde.

Van Gogh mente selv, at det at male var terapi for ham. Det gjorde ham rolig. Men, siger Gayford, da Gauguins indflydelse fik den uligevægtige hollænder til at forsøge sig med at male ud fra sin fantasi, fik det den omvendte effekt: Hans hoved flød over med associationer. Og, som Gayford efterviser, havde den ivrigt læsende van Gogh i løbet af den seneste tid uheldigvis pløjet sig igennem såvel bibelske som litterære og journalistiske tekster fulde af afskårne ører. Van Goghs fantasi gik altså amok, og han sammenblandede ting, han havde læst, med sine bordelbesøg og med sin tunge skyldfølelse i forbindelse med, at Gauguin ville rejse. Men om Gauguins abstraktionsideal virkelig var en medvirkende årsag til van Goghs vanvid, er svært at bedømme. Teorien knytter på eleganteste vis det æstetiske plan sammen med det psykologiske.

Om den er rigtig er imidlertid svært at bedømme. Men i hvert fald gør den da ikke historien om de ni uger i Arles dårligere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu