MAn kan tage ud i den pulserende kunstverden, forbi Kunstakademiet, museet og galleriet; "Det går fremragende på den danske kunstscene," ville kunstscenen sige. Men man ville vide, at noget lå skjult under maleriets olierede overflade.
For vil man gerne have en frugtbar kunstscene, som ikke er sig selv nok, skal kunsten have modspil. Kritik. Men kunstens aktuelle popularitet har resulteret i lyst til investering fremfor lyst til kritisk praksis, og det kan hurtigt ende med tomhed.
Det paradoksale er, at kunsten gerne vil have kritik. Derigennem vil den skabe debat, være relevant, socialt engageret, gå i dialog. Det kræver kunst med refleksion indefra og kritik udefra. Dét ville alle på kunstscenen også mene. Der er mange måder at formidle og udøve kunstkritik på. I gårsdagens artikel "Ulige kamp om den danske (selv)fede kunstscene" eksemplificeres to ret forskellige: En traditionel pressebaseret formidling og en ny webbaseret.
Den traditionelle kunstkritik i de danske medier har manglet nye ideer, bredde og en hurtig formidlingsplatform til al den nye unge kunst, som løber hurtigere end nogensinde.
Den traditionelle formidlingsstrategi har ikke formået at formidle samtidskunsten og når ikke at få tag i hverken kunsten og eller kunstnerne, før de er blevet kendte - ikke i Danmark - men i udlandet.
Siden august 2000 har formidlingen af den danske kunstscene langsomt taget en ny drejning. Nået ny hastighed og bredde. Unægteligt til det bedre vil mange påstå - også kunstscenen, som nu har langt mere taletid. Websitet Kopenhagens billedreportager og kunstner-interview har formået at indfange og formidle samtidskunstscenen til nu over 250.ooo besøgende om måneden på websitet. Men hvis man tror, at Kopenhagen er til for offentlighedens skyld og rammer en offentlighed uden for kunstscenen, så tager man fejl. "Ved at publicere interview, og billedreportager sætter Kopenhagen fokus på de temaer og problemstillinger, der optager kunsten netop nu." Sådan beskriver hjemmesiden sit formål og formidlingens optik. Kritik er det vel at mærke ikke. Art pour l'art er her præsenteret som formidlingsstrategi.
Tilbage står paradokset: Den traditionelle pressebaserede kunstkritik har svært ved at følge med og magter ikke samtidskunsten. Samtidigt mangler den nye formidligsstrategi, som Kopenhagen står for, en kunstkritik, som ikke er en hyldest af kunstscenen selv. Så nok har den unge svære samtidskunst fået ny taletid med internettets hurtige formidling i kraft af Kopenhagen, men kritik er stadig en savnet praksis.
Kunstscenen mangler en kritisk instans, som ikke bare bekræfter, men stiller spørgsmålstegn ved kunstens ansvar - også for engagement i verdenen uden for kunstscenen, og holder kunsten fast i kvalitative spørgsmål. Det kunne jo ende i en ny debat om kunstens kvaliteter, samfundsmæssige relevans og ansvar frem for tomhedens ekko af nice over for en samtidskunst, der passer over sofaen eller på galleriet.
Man savner ny kritik. Og det gør kunstscenen også.
