Læsetid: 3 min.

Kunstkritikken er ikke på højde med den kunst, som den kritiserer

1. februar 2007

I sine artikler om kunst er Tom Jørgensen fortaler for bl.a. mit maleri, men jeg er ikke enig i hans måde at aflæse kunsten på. Tom Jørgensen sætter nogle stærkt forenklede modsætninger op, som forenkler så meget, at de ikke kan være redskaber til at sige noget af værdi. Og det er vel kunstens betydning eller værdi, Tom Jørgensen sigter efter? Eller er det hans egne holdninger, han gerne vil fortælle om? Hvis Tom Jørgensen vil udøve kunst-kritik, må han forsøge at forstå den kunst, han kritiserer, vel at mærke på kunstens egne præmisser og ikke i forhold til, hvor han selv har følt sig velkommen eller forstået. Jørgensen deler i sine artikler i Information den 26. og 27. januar kunsten op i to lejre. Der er kunsten fra 1980'erne og 1990'erne, og over for denne stilles den unge kunst, som kom frem for ca. fem år siden: "Konklusionen var klar: Man stod og står over for intet mindre end et paradigmeskift, hvor unge kunstnere i stort tal frasiger sig konceptkunstens intellektualisme, objektkunstens fantasiløshed og den socialt intervenerende kunsts en-dimensionale dokumentarisme til fordel for værker fulde af sanselighed, fantasi, melankoli, sværmeri, angst, sort humor, anarki og erotik."

Personligt er jeg ikke enig i den vurdering og ser ikke nogen modsæt-ning mellem det filosofiske, teoretiske, konceptuelle og det sanselige, fantasi-fulde. Jørgensen er imod kunst- og kulturteori som en del af kunstnerisk praksis, men kunstteorien er en blandt mange inspirationskilder for de kunst-nere, han omtaler, herunder jeg selv.

Min praktiske og teoretiske uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi har (koblet med egne erfaringer) vist mig, at de kasser, Tom Jørgensen forenklet forsøger at presse kunsten ned i, ikke er holdbare. Den gode kunst - den kunst, man tager alvorligt og overhovedet taler om - er ikke enkel, den er kompleks og mod-sætningsfyldt. Og spørgsmålet er, om Tom Jørgensen er sig bevidst, at mange af de såkaldte intellektuelle 80'er kunstnere også har et stærkt poetisk og ekspressivt afsæt. Claus Carstensen er f.eks. poet, ikke teoretiker. Han ytrer sig på en stoflig billedflade, der blander maleri, foto, tekst, tegning etc. Claus Carstensen skriver ikke kunstkritik, men ytrer sig billedligt; ekspressivt og poetisk direkte til publikum.

Tom Jørgensen beskriver i sin arti-kel, hvordan kunstnerne i dag er åbne og engagerede i publikum modsat de tidligere generationers kunstnere, som var lukkede og ligeglade. Dette og den store interesse, den unge kunst oplever i disse år, opfattes som værende et udslag af strategi fra de unges side. Som jeg oplever det, har kunsten, som den blev dyrket på Kunstakademiet de år, jeg gik der fra 1995-2002, hverken haft som primær hensigt at tale til det brede flertal eller til den laveste fællesnævner. Kunst-neriske strømninger kan efter tid blive populære, som f.eks. cobrakunsten er blevet det. Men denne kunst opstod i sin tid som et eksperiment. Når dele af samtidskunsten i dag flirter med elementer fra populærkulturen, f.eks. tegneserier, illustration og de digitale mediers billedstrøm, er det ikke for at vinde succes fra populærkulturens brugere, men fordi kunstnerne finder, at disse områder indeholder interessant stof, som kan bruges i den kunstneriske proces alt efter de kunstneriske intentioner.

Som kunstner planlægger man ikke sit værk eller sin karriere i forhold til at blive en publikumssucces, tjene penge eller andre ydre ting. De værker, man viser, er blevet til på baggrund af mange års kontinuerligt arbejde med kunsten, praktisk såvel som reflekterende. Kunstnere arbejder ud fra en optagethed af stoffet, af verden. Der findes alle mulige bevæggrunde for at beskæftige sig med kunst, men at ville opnå et bestemt publikums billigelse eller tjene mange penge får ikke en spirende kunstner ind på Kunstakademiet og får ikke professionelle kunstnere ind på museerne, der skal andet til. At tænke i penge eller publikumsucces er simpelthen ikke inspirerende nok til at kunne frembringe vedkommende og samtidig kunst.

Vi mangler kunstkritik i dag, som vil gå ind i kunsten, i alle de typer kunst, som heldigvis findes, på kunstværkernes egne præmisser; diskutere dem, kritisere dem, perspektivere dem. Ikke bare skøjte hen over dem og namedroppe her og der, for at underbygge forsimplede pointer, der skal tjene til at profilere kunstkritikeren som værende for eller imod... Maleri versus konceptkunst versus sociale projekter.... Hvor interessant er det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu