Læsetid: 6 min.

Kunstner fra konfliktens virkelighed

Den palæstinensiske sanger og musiker Rim Banna kommer til Danmark med sin flersidede identitet. Hun skal optræde på Images of the Middle East-festivalen - Informations medarbejder besøgte hende i hendes hjemby i Israel
29. juli 2006

NAZARETH - Der er ingen gadenavne eller husnumre at navigere efter i Nazareth.

Det er en anden verden, som lever på andre præmisser end det Israel, som ligger rundt om byen, og Rim Banna har da heller ikke fundet noget underligt i forklaringen om, at jeg bare skal dreje til højre efter apoteket på hovedgaden og så følge vejen helt op til hvor den ikke fører længere.

Hun står der også, da jeg finder frem på det aftalte tidspunkt. Rækker en hånd ud med et stort smil om munden og viser vej op til familiens hjem på bakken.

Rim Banna er sanger. Hendes russisk fødte mand er guitarist i bandet, og sammen er de på vej til Danmark, hvor de skal deltage i festivalen Images of the Middle East, som finder sted landet over i løbet af august.

Total besættelse

Endnu inden vi har nået huset, forklarer hun, at hun er palæstinenser. Kunstner og palæstinenser. Eller palæstinenser og kunstner.

Hun ved, hvem hun er, og hvad hun repræsenterer, og i det forhold krydsklipper de to roller og bliver til den identitet, hun er på vej ud i verden for at forklare om gennem sin musik.

"Dette land er kanaanæernes land," begynder hun med rødderne og sit særlige forhold til Nazareth og sit folk.

"Før dem levede her ingen, og vi stammer fra kanaanæerne. Israelerne kan ikke lide at tale om det, for det beviser, at de ikke var de første til at leve i dette land. Så for mig er naturen, landet det samme. Du kan ikke ændre naturen. Du kan ændre gaderne, husene, men du kan ikke ændre bjergene. Det er ikke så vigtigt, hvem der besætter landet - englændere, ottomaner, israelere. Der kommer nok nogle andre om 50 år, for det er palæstinensernes skæbne at leve under besættelse. Men det ændrer ingenting, at man prøver på at sige, at landet nu er noget andet, for det vil altid være kanaanæernes land."

- Er det budskabet i din musik?

"Det er kilden, som nærer den, men i vore sange lægger vi større vægt på den menneskelige historie, som har forbindelse til den virkelighed, mit folk lever i. Den handler om lidelser, for denne besættelse er den værste. Besættelse er nemlig ikke kun at tage landet, at besætte det. Det er ikke kun at se soldater med våben på gaderne, på cafeer, og hvor du går. Denne besættelse søger at være total ved også at besætte det palæstinensiske sind. Vores kultur. Den strækker sig helt til det at trække vejret. Det er total besættelse."

Ondskabens akse

- Din musik trækker på de arabiske kulturrødder, du også taler om, og alligevel er den, hvad man med vestlige ører må kalde moderne. Hvordan beskriver du din kunst?

"Jeg bryder mig ikke om at sætte min musik i nogen kategori. Hvert menneske, der lytter til den, kan putte den i sin egen kategori efter personlig smag. Nogle kalder det lyrisk rock, andre verdensmusik eller etnisk rock, men enhver lytter til musik på sin egen måde. Det er for vanskeligt at beskrive vores musik ud fra en kategori. Det bryder jeg mig ikke om, også fordi det begrænser en. Men vores musik er anderledes end den traditionelle eller klassiske arabiske musik, og det er måske grunden til, at vi når et så bredt publikum. Palæstinensere, arabere og mange mennesker i den vestlige verden."

Rim Banna har otte album bag sig og har konstant planer om flere.

Blandt de mest markante, som hun også selv fremhæver med et smil, er Lullabies from the Axis of Evil, som er produceret i Norge, og som hun lavede sammen med danske Annisette, med Nina Hagen og Rickie Lee Jones.

"Albummet blev til efter George Bush's tale om ondskabens akse - Palæstina, Irak, Iran, og andre lande. Det er i sig selv ondt at se Iran og Irak som ondskabens akse, og det viser, at Bush er historieløs. Han har aldrig lært den virkelige historie. Irak er jo verdens ældste civilisation og en af de rigeste kulturer. At sætte det land på ondskabens akse er underligt, for det burde stå på civilisationens akse, sammen med Palæstina, hvor kanaanæerne og fønikerne stod for en gammel civilisation.

- Hvad laver vuggevisen i den sammenhæng?

Da vi lavede albummet indså vi, at den slags ting bliver sagt af mænd. Kvinden kommer ind i sammenhængen ved vuggevisen, som står for kontrasten. Det er intimt, når en mor synger for sit barn. Hun bruger alle sine følelser for at få det til at sove og lade det føle tryghed. Den palæstinensiske vuggevise er speciel, for når en mor synger for sit barn, må hun også tænke på, at andre palæstinensere er flygtninge og derfor ikke kan sove med samme ro."

Musik og snigskytter

"Det er vigtigt at være hos sit folk, mit folk, i disse svære tider. Ingen skal føle, de er alene, for jeg kan ikke kun være hos dem, når alt er ok. Jeg må dele deres kamp og deres følelser, når de har det hårdt. Men det er ikke let at lave musik, når man er under beskydning. Det er sket i Nablus, at Apache-helikopterne bombarderede byen, mens jeg sang. I Hebron sang jeg i en park, mens de israelske snigskytter sad på hustagene og så på os. Det er en ubeskrivelig og kompliceret måde at lave musik på, at være kunstner midt i en uforudsigelig situation."

- Er det en af grundene til at du arbejder mest i udlandet?

"Jeg ville meget gerne arbejde mere i Palæstina, men efter at Israel i 2000 besatte Vestbredden igen, er det umuligt at arrangere koncerter som førhen. Dengang tog jeg til Gaza hele tiden, og vi spillede for et stort publikum, men nu er det så svært at arrangere noget som helst. Det bliver som regel aflyst igen. Vi tager fortsat til Vestbredden og laver koncerter i flygtningelejrene, for det er vigtigt for mig. Flygtningelejrenes børn lider mest under besættelsen. Følelsen af ikke at have nogen fremtid er for hård for et barn, så vi bruger mange kræfter på at fylde deres hjerter og sind. Men det er ikke let. Det er vigtigt at lave disse koncerter, også selvom vi sætter livet på spil."

Troen på sig selv

- Hvad gør du for at bevare håbet?

-"Det er noget, man kan som palæstinenser. Mit folk har aldrig mistet håbet, fordi vi har en retfærdig sag. Hvis det ikke havde forholdt sig sådan, havde vi allerede for længe siden mistet vores kultur. Vi havde talt hebraisk sammen, vi havde mistet vores historie og tradition, men gennem vores sag bevarer vi styrken. Dette er kærligheden og troen på sig selv.

- Har det også noget at gøre med kunstens rolle i konflikten?

"Kultur og musik kan ikke omsættes i tal og faste mål, som politiske resultater kan, men som kunstner har jeg bestemt noget at yde. Det er en lang vej, og jeg er ikke sikker på, at den fører til noget, for jeg er oppe imod meget stærke ideologier, der planlægger at besætte endnu mere. På den anden side kan jeg som kunstner ikke tillade mig at leve i åndelig isolation, for når jeg møder frem til en koncert med støvet tøj og strittende hår, fordi jeg har været gennem en vejspærring på Vestbredden, så er jeg en del af virkeligheden. Så har man ikke andet valg end at fortsætte, at forsøge på at ændre tingene."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu