Kunstnerens rolle

Den 30. oktober 2005 sagde Anders Fogh Rasmussen til Jyllands-Posten, at "det handler helt grundlæggende om, at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter."

Filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har taget statsministeren på ordet og lader citatet indlede sin debutspillefilm, den politiske satire AFR, der havde dansk premiere i går. I filmen vender instruktøren tingene på hovedet, og til Information udtalte han i den anledning, at "det er kunstens rolle og kunstnerens rolle at udfordre de grundlæggende ideer, der er i vores samfund. Det handler meget om at kunne se virkeligheden på en anden måde og så se stort på regler, skrevne og uskrevne, og udfordre dem og komme med et andet input til debattørerne eller politikerne."

Og AFR er i høj grad et forsøg på at efterprøve statsministerens ord, der faldt midt under Muhammed-krisen og var et forsvar for den ytringsfrihed, Jyllands-Posten mente at have sat til debat med de 12 karikaturtegninger.

Kaplers var allerede da i gang med sin film, og han spurgte sig selv, om ytringsfriheden mon ville virke begge veje. I samme åndedrag kunne han svare, at nej, det ville den nok ikke: "Jeg synes ikke, at friheden til at ytre sig har manglet, men der er måske nogle, der ikke har taget deres pligt til at lytte til andre særlig højtideligt," sagde han i gårsdagens Information.

"Hvis man lader være med at lytte til folk eller fratager dem retten til at tale, så begynder de netop at bruge vold, og så bliver det meget hurtigt en ond spiral."

Man kan mene, hvad man vil om AFR, men som politisk manifest og kunstværk er den både modig og original. Morten Hartz Kaplers tør, hvor så mange andre har tiet, og han går lige til - og nogle gange ud over - grænsen for, hvad man kan tillade sig at gøre med og sige om andre mennesker. Han blander fakta og fiktion for at skabe en alternativ virkelighed, hvor et menneske, også magtfuldkomne statsledere og anarkistiske autonome, kan forandre sig til det bedre. Forfatteren Carsten Jensen skriver i et essay i filmmagasinet EKKO, at "AFR er filmen, som Anders Fogh Rasmussen vil hade indtil den dag, han ligger på dødslejet - et i øvrigt psykologisk interessant øjeblik for et menneske, hvis hele livsstrategi går ud på at benægte alle nederlag".

Kaplers gør højlydt opmærksom på - ikke mindst på filmens plakat - at AFR er en stor løgn. Men allerede inden den havde premiere og nogen havde set den, kom der voldsomme reaktioner på instruktørens formmæssige eksperimenter.

Politikere fra begge sider af spektret, som optrådte i AFR klippet ud af én sammenhæng og sat ind i en anden, brokkede sig over at være blevet misbrugt og manipuleret. Stort set alle var de også forfærdede over, at instruktøren i filmen afliver Anders Fogh Rasmussen og samtidig udstyrer statsministeren med en bøsseelsker, anarkisten Emil.

Det er en typisk automatreaktion fra politikere, der ikke ved, hvad de taler om, og per refleks skyder på alt, hvad der rører sig - især hvis det kan skaffe dem spalteplads i medierne.

Kun de konservatives Helge Adam Møller viste sig, lidt overraskende, at være fornuftens stemme. Han følte sig ikke misbrugt og sagde, at AFR jo er fiktion, og at "vi har både ytringsfrihed og kunstnerisk frihed".

Skulle det gå så galt, at Morten Hartz Kaplers bliver hevet i retten, er han villig til at gå i fængsel for sit værk. Da han første gang af sine advokater fik at vide, at der var en risiko forbundet med at lave AFR, blev han blot mere indædt, fordi, som han sagde til Information, "det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne sige noget i grunden ganske ufarligt".

Og ufarligt er det. Noget af det mest fascinerende ved AFR, er, som Claus Christensen skrev i sin anmeldelse i Information i går, at den fortæller en poetisk og rørende historie: "En politisk film uden paroler, en kærlighedsfilm med mening, en film om Danmark og verden omkring os."

Det er lang tid siden, at man i dansk film har set så radikal en blanding af politik og drama. Hvor Åke Sandgrens Fluerne på væggen og Nikolaj Arcels Kongekabale åbnede op for, at politiske film overhovedet er noget, man tør beskæftige sig med i Danmark, er Kaplers meget mere direkte og konfrontatorisk i sin måde at gribe genren an på.

Anders Fogh Rasmussen har sagt, at han ikke har tænkt sig at se AFR - hvilket måske er meget klogt. Men det er samtidig en film, det er svært ikke at forholde sig til - den nærmest kræver det ved at nævne navne - og som fortjener at blive set og diskuteret, fordi den rejser så mange vigtige spørgsmål om måden, vores samfund er skruet sammen på.

Det er ikke mindst kunstnerens og kunstens rolle, og det lever Morten Hartz Kaplers fornemt op til.