Douglas Adams forsøgte i mange år forgæves at få filmatiseret sin egen The Hitchhiker's Guide to the Galaxy. Ironisk nok lykkedes det først, da Adams i 2001 døde pludseligt, og det gik op for Hollywood, hvor populære de humoristiske scifi-bøger egentlig var.
Det kunne faktisk være blevet en lidt trist affære, var det ikke, fordi filmen, som i dag har dansk premiere, er ret dårlig.
Douglas Adams må rotere i sin grav - hvis han da ikke er nået så langt ud i universet på den sidste, store tur på tomlen, at han slet ikke har opdaget, at filmen er blevet en realitet. Lad os håbe, at det er tilfældet.
Som en god kollega sagde til mig efter pressekørslen på The Hitchhiker's Guide to the Galaxy, så findes der historier, som bare hører hjemme i ét medium og ikke i andre. Med Adams kan man argumentere for, at det ikke er tilfældet, idet historierne om Arthur Dent - der tager på stop gennem universet sammen med sin bedste ven, Ford, da Jorden bliver tilintetgjort - faktisk begyndte som en radioføljeton, inden den blev til en håndfuld bøger, et computerspil og en rimeligt vellykket tv-serie.
Men et faktum er det dog, at Garth Jennings filmversion af The Hitchhiker's Guide to the Galaxy fejler spektakulært på stort alle de områder, hvor bøgerne lykkes.
Mangelfuld oversættelse
Adams' hovedværk består groft sagt af en samling skøre, morsomme og indimellem tankevækkende hændelser, der beskæftiger sig med meningen med livet, universet og det hele og involverer Arthur, Ford og en lang række mere eller mindre besynderlige rumvæsener.
Egentlig handling er der ikke meget af, og hvis der er noget, man ikke tør binde an med i filmverdenen - i hvert fald ikke den kommercielle ende af den - så er det historier uden handling, fremdrift og letgennemskuelige konflikter.
Ergo har man lagt et plot og diverse dramatiske optrin ind i filmen, som ikke har så meget med bogen at gøre og til lejligheden i øvrigt opfundet en skurk, som man ikke rigtig bruger til noget. Resultatet er en bleg kopi af originalen, en kopi, som tilmed hverken er særlig morsom eller spændende.
De mange syrede forklaringer på dette og hint, som Arthur (i filmen spillet af Martin Freeman) finder i den mageløse opslagsbog, Ford (Mos Def) skriver for, The Hitchhiker's Guide to the Galaxy, illustreres med animationer og læses tørt-humoristisk op af Stephen Fry - præcis som de skal. Men det skaber samtidig døde øjeblikke i en film, som er så forhippet på at bevæge sig fremad. Endnu et bevis på, at det, der er sjovt og fungerer på papiret, ikke nødvendigvis lader sig oversætte til filmsprog.
De generelt gode skuespillere, der også omfatter Sam Rockwell og John Malkovich, kæmper forgæves med deres kulørte roller, men synes i dén grad at være ude af sync med en film, der ikke tør være lige så tosset, som de opfører sig. Havde også folkene bag kameraet bare givet sig Adams' skøre indfald i vold og ladet hånt om alle krav til plot og den slags dræbende formalia, ville The Hitchhiker's Guide to the Galaxy måske ikke være endt som et kunstnerisk sort hul.
At gøre Douglas Adams delvist ansvarlig for det uopfindsomme manuskript er tæt på at være helligbrøde.
