Læsetid: 4 min.

Kunstnersammenslutningerne er truet

Hvorfor er det lige nu, at Corner og Grønningen bliver ekskluderet? Har det noget at gøre med, at vi i dag er så meget mere fikseret på hurtig succes og penge?
14. februar 2007

Kunstnersammenslutningerne, der er et stykke dansk kulturliv, er kommet i modvind.

Hvis det lykkes med ét hug at aflivet Corner og Grønningen, vil det sige, at 96 danske billedkunstnere ikke længere har et sted at vise deres værker. Og undskyld, til glæde for hvem?

Hvad er det for en råhed og mangel på indsigt, der ligger bag? Hvor bliver mangfoldigheden af? Hvorfor kan der ikke være plads til alle, både til det nye og til de gamle traditioner.

Jeg har fået lyst til at fortælle lidt om, hvordan det er at være skabende billedkunstner i en sammenslutning. Jeg er medlem af Koloristerne, som udstiller på Den Frie. I år fejrer vi, at vi har eksisteret i 75 år. Jeg ved, at én gang om året har jeg en væg, hvor jeg kan vise lige nøjagtig det, jeg har på hjerte. Jeg behøver for eksempel ikke at høre - som jeg engang oplevede - en kunsthandler hviske mig i øret, da jeg skulle udstille på et kendt galleri: "Pia, put lidt blåt i, put endelig lidt blåt i dine malerier, det sælger så godt".

Billedkunstnere og billedhuggere er mennesker, der arbejder hårdt, år efter år. Stædigt og ofte meget ensomt bliver de ved og ved at udforske det, der sker omkring dem gennem farven og formen - livet igennem.

Her er der ikke noget med at gå på pension og begynde at spille golf. Ofte dør de med penslen i hånden og næsen lige ned i den cinnoberrøde klat på paletten. Min lærer grafikeren Palle Nielsen sagde af og til: "Måske får du ikke brød på bordet, men arbejdsløs bliver du aldrig".

Vi er 26 malere, grafikere og billedhuggere, der aldersmæssigt er mellem 36 og 91 år. Hvert år indbyder vi tre-fire gæster. Nogle af disse gæster ender med at blive faste medlemmer, således at gruppen hele tiden fornyer sig.

Det årlige møde med de andre kunstnere er af stor betydning. I de fire dage vi går og hænger op, har vi et tæt samarbejde og kommer hinanden meget nær. Det er givende og befriende at få en god snak og et grin omkring arbejdet. Vi udtrykker os vidt forskelligt, men nysgerrigheden og kærligheden til vores arbejde har vi fælles. Mangfoldigheden i udtryk og alder er med til at skabe liv.

Under en ophængning kan man opleve at falde i dyb snak med en kammerat. Dette skete for nogle år siden for billedhuggeren Ejgil Westergaard fra Lemvig og mig. Det endte med en lang korrespondance om billedkunst og Grundtvig.

Hos en sammenslutning får publikum mulighed for at følge de samme kunstneres udvikling gennem årene. Ganske stille bevæger det sig, små skridt, ikke de store udsving eller overraskelser, men det er heller ikke det væsentlige her. Her er det, det at opdage, nysgerrigheden og genkendelsen, der tæller. Hvad er der mon nu sket i år?

Pengene styrer

Og så er der publikum, som er en meget vigtig del af hele forløbet. Det er bevægende at stå foran sine billeder på ferniseringsdagen og opleve det væld af mennesker, der nysgerrigt og af og til begejstret myldrer rundt omkring én og kigger op på væggen. Der sker nemlig det, at fra at være noget helt privat, næsten som et brev man har skrevet til en god ven, forvandler malerierne sig den dag til noget, der er alle mands eje. Det er en meget stærk oplevelse.

Hvorfor sker det så lige nu, at Corner og Grønningen bliver ekskluderet?

Har det noget med vores tid at gøre? Har det noget at gøre med, at vi i dag er så meget mere fikseret på hurtig succes og mange penge, end på fordybelse. Det er sket gennem tiden, at malergrupper har opløst sig selv, fordi de følte sig modne til det. Hvorfor må Corner og Grønningen ikke selv nå dertil, hvis de følte det var nødvendigt. Hvorfor er det en udenforstående, som endda ikke selv er kunstner, der tiltager sig retten til at kappe hovederne på 96 danske billedkunstnere? Hvad vil han opnå med det? Hvorfor må vi ikke beholde et levende og frodigt kunstliv, hvor både sammenslutninger og prestigeudstillinger lever side om side? Er det for at vise styrke og handlekraft? I hvert fald er det ikke klogt gjort, for hvordan kan noget gro frem i jord der er gødet med andres blod? Det må føles som et voldsomt overgreb. Har man glemt, at uden malere og billedhuggere ville der hverken være kunstmuseer, -anmeldere, -gallerier, -historikere eller kuratorer. Det er som om man tror at kunstnere ikke selv kan tænke og handle.

Jeg har af og til tænkt, at billedkunstens største fare er at værkerne kan omsættes til penge. Af den grund oplever nogle kunstnere en hale af mennesker efter sig. Nye navne opfindes, pengene skal investeres, man har brug for kunsten for at opnå anseelse. Det er dødsens farligt, når kunstneren bliver lokket ud på glatis, for når malerierne ikke længere er skabt i uskyld, ser det øvede øje det straks og ofret bliver på et tidspunkt kunstneren selv og hans værker. Man bliver lige så hurtig glemt, som man bliver kendt.

Når kunstretningerne begynder at skifte, som forårsmoden, må man råbe vagt i gevær. Så er den gal. Så er der gået penge i det og det er døden. For resten hedder Pippis abe hr. Nilsson. Er der mon en sammenhæng?

Pia Schutzmann er kunstner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her