Læsetid: 4 min.

Kunstverdenens Ole Olsen

Kunstsamleren Erik Veistrup udstiller dele af sin omfattende samling. Han har altid undladt at følge de toneangivende tendenser på kunstscenen og alene rettet sig efter sin personlige smag, og hans kunstsamling må karakteriseres som vildtvoksende mangfoldig
18. juli 2006

Som børn er vi fantastiske til at have øjnene med os og finde alt muligt, som vi samler på. Går man en tur på stranden eller bare hen ad gaden sammen med et lille barn,generfarer man, at verden er fuld af uopdagede skatte, der bare ligger og venter på at blive set.

De fleste voksne glemmer at have øjnene med sig på den der helt åbne og fordomsfri måde. Med tiden dannes ens blik, og man opøver andre kriterier for værdisættelse end det konkret synlige. Men kunstsamleren Erik Veistrup har bevaret evnen til at se med begejstringen og umiddelbarheden intakt, og har gennem 40 år samlet på kunst ud fra det princip.

Udstillingen af hans omfattende kunstsamling, der kan ses på Randers Kunstmuseum juli ud og på Vendsyssel Kunstmuseum til foråret, hedder Man skal have øjnene med sig. Konceptet er - gennem en individuel kunstsamlers optik - at give et alternativt billede af de seneste 50 års danske kunsthistorie. Som det fremgår tydeligt, både af de udstillede værker og af kataloget, så har Veistrup ikke købt kunst ud fra gængse kunsthistoriske principper om toneangivende perioder og stilarter. Han har udelukkende brugt sine øjne og sin gut feeling som geigertællere for, hvornår han skulle slå til.

Det har resulteret i en samling, der først og fremmest må karakteriseres som vildtvoksende mangfoldig. Blikket møder voldsomme kontraster undervejs, fra Jeppe Vontilius' naturlyrik til Kasper Heibergs minimale stramhed, fra Kurt Trampedachs og Anders Kierke-gaards eksistentielle tyngde til Niels Reumerts og Gunnar Møllers farveglade frodighed, fra 80'ernes unge vilde til endnu uetablerede malere som Christian Vind og Adam Saks, hvis udtryk knapt nok er sat på formel endnu. Veistrup kan rumme det hele.

Samlerens fingeraftryk

Peter Michael Hornung, der altid skriver med overskud og indføling, peger i sin katalogtekst på Veistrups glæde ved farven som bindeled mellem yderpolerne i hans samling. Et andet gennemgående træk er det figurative, som altid har interesseret Veistrup - også i de perioder, hvor figuration var bandlyst fra kunsthistorien. Samlingen fortæller på den måde en underbelyst historie om dansk figurativt maleri i 60-70'erne, hvor det var stort set fraværende i kunsthistorieskrivningen.

At Veistrup har undladt at følge de toneangivende tendenser på kunstscenen og alene har rettet sig efter sin personlige smag, gør hans samling unik. Som Hornung påpeger, så er den eneste klare fællesnævner i en sådan samling i virkeligheden samleren selv. At samle så subjektivt, uden tanke for salgbarhed og markedsværdi, gør imidlertid samlingen til offer for tidens tand. Udstillingen er en blandet landhandel med store kvalitative udsving.

Dette understreges af, at Veistrup personligt har stået for ophængningen og i den forbindelse har valgt nogle virkeligt besynderlige sammenstillinger af kunstnere og værker. Et rasende dunkelt sjælelandskab af Doris Bloom flankeres af to pastelfarvede opstillinger af Leif Lage. Jens Birkemoses sublime, organiske farvespil modsvares af en stiv figurkonstruktion af Knud Hansen. Det virker som en bevidst provokation af gældende kunsthistoriske principper for kategorisering og ophængning, og det virker! Man udfordres på sin tilvante smag og tilskyndes til at smage efter, men man overbevises langtfra hver gang.

Hurtig på aftrækkeren

Samlingen udstiller på godt og ondt Veistrups samlerprincipper: Drevet af en spontan her-og-nu lidenskab bliver resultatet af hans indkøb en ujævn forsamling. Som beskuer kribler det ind-imellem i ens fingre efter at luge ud, sortere og omhænge. Det er imidlertid ikke en anke, der kun retter sig mod den private samler. Man har lige så ofte diskuteret kunstmuseernes fagligt betingede indkøb, f.eks. Aarhus Kunstmuseums massive satsning på de unge vilde, der fylder godt i samlingen - særligt i magasinerne.

Veistrup har forlængst meldt sig ud af kunstverdenens konkurrence om at være først med det sidste. Da Veistrup tilbage i 80'erne blev opfordret til at sælge hele sin samling for at investere i de unge vilde, var han ikke interesseret. "Det kan altså blive for meget med denne interesse for grupper og navne. Man kan let komme til at se for mange dårlige værker af "de rigtige navne og grupper". Så hellere gode værker af mindre hotte navne", som han siger.

Det betyder ikke, at Veistrup mangler sans for det kommende. Han købte Trampedach i slutningen af 60'erne, da ingen endnu interesserede sig for hans mørke udtryk. Han har købt John Kørner og Tal R, før deres priser slog hul i himlen. Det er da også som opsøgende kunstkøber på evig jagt, at Veistrup er kendt i kunstmiljøet. Tal R kalder ham for kunstverdenens Ole Olsen, fordi han farer rundt på gallerier, udstillinger og akademier på udkig efter kunst, der rammer ham mellem øjnene.

Den individuelle smag

Ikke alt rammer dog lige rent, men der er noget for enhver smag i en så varieret samling som Veistrups. Mine personlige højdepunkter var Anette Harboe Flensburgs tre store malerier af dødsmasker (1998), der roligt svæver frem af fladen i perfekt ekvilibrium. Og Trampedachs Gående mand IV (1973), der lukket om sig selv bevæger sig fremad med nedslået blik. Indtil man opdager, at han besvarer ens egen ublu stirren med et skarpt sideblik. Man skal have øjnene med sig.

'Man skal have øjnene med sig. Erik Veistrups samling'. Randers Kunstmuseum indtil 31. juli 2006. Tirs.-søn. 11-17. Fri entré. Vendsyssel Kunstmuseum, til 10. juni 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu