Læsetid: 3 min.

Kuppelkatar eller kaos

19. april 2001

KRANIEKASSEN af Christina Hesselholdt, gårsdagens store på-dagen-anmeldelse, handler, som det også tydeligt fremgik af anmeldelserne, om det kaotiske liv og alle de planer, dette udspiller sig på. Om kroppen, sansningen og de menneskelige relationer; om æstetik og ikke mindst om bevidsthedens evige kværn – i bogen anskueliggjort ved de stridende monologer i hovedpersonens kraniekasse, beboet af mange jeg’er.
Christina Hesselholdts sprog er formidabelt, herom hersker der enighed. Men derudover strider kritikermonologerne i den grad mod hinanden, at forsøget på at skaffe sig overblik truer med at udløse kuppelkatar hos den forudsætningsløse læser.
»Man kunne få den tanke, at Hesselholdt har skrevet på tre forskellige romaner, som hun alle har opgivet. Man kan ikke på den måde spille op til romanformen uden at rejse en forventning i læseren om sammenhænge, udviklinger, forløb – bare et eller andet, der berettiger tekstens udstrækning,« skriver Berlingske Tidende. »Desværre kommer de tre handlingsspor i bogen aldrig rigtigt i samspil med hinanden,« sekunderer Politiken.
Heroverfor mener Jyllands-Posten imidlertid, at »romanens åbne form gør det omsonst at kritisere det ledeløse« (skal der stå leddeløse – eller er det en pointe?) og karakteriserer bogen som »en tidstypisk, moderne roman.«
Og »over for den ’storepiske’ tro på orden og sammenhæng givet forud for individet sætter Christina Hesselholdt en vished om virvarets realitet, bekendelsen til kaos,« fastslår endelig Information.

OPFATTELSERNE af bogens jeg’er er lige så indbyrdes modstridende: B.T. kalder den en »fiks illustration af hvordan de fleste menneskers handlinger og udsagn er produktet af en uendelig indre samtale.«
Jyllands-Posten tager mindre selvfølgeligt på det: »’Kraniekassen’ kan ligne en skizofrens lystvandring i København uden guide.« Og i Politiken er »jeg’erne simpelthen for mangehovedet og flertungede. Bogen bliver ikke forløst.«
Uenighed er der endelig også om underholdningsværdien: »Kedeligt er der i hvert fald ikke inde i Hesselholdts kraniekasse,« skriver Information, mens Ekstra Bladet ikke er amuseret: »Jeg kan tælle og ordne jeg’erne i Hesselholdts fortælleeksperiment, men jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har gabt undervejs,« slutter anmeldelsen.

SER MAN NØJERE TIL, er forvirringen imidlertid ikke så stor endda. Man står med en bog, der eksistentielt og æstetisk er dybt forpligtet på at fremstille virkeligheden fra andre synsvinkler end den ’storepiske’. Som forsøger at skabe en form, der bryder med centralperspektivets illusionisme og en psykologi, der ligeledes giver afkald på illusionære bedrag om mennesket som en harmonisk, helstøbt suveræn. Nogle af anmelderne går ind på præmisserne, men resten bruger deres anmeldelse til at efterspørge den ’forløsning’, ’klarhed’, ’sammenhæng’ og ’udvikling’, som bogen netop ikke vil vide af.
I 2001. Hvordan går det til?
Det mest forbløffende er, at de to synsvinkler er lige så gamle som forrige århundrede eller jævngamle med modernismen. Her over tærkslen til det tredje årtusind reagerer anmelderne ad de samme baner, som de gjorde på Marcel Prousts tid! I en grad, så Kraniekassen kan opfattes udelukkende som »en gold rodekasse for rebusløsere. Intellektuel sandkasselitteratur.« (Ekstra Bladet)

OG SÅ ER Kraniekassens komposition endda i virkeligheden i slægt med fremstillinger, der er langt ældre end modernismen. Som bogen selv et sted markerer, så udgør Bayeux-tapetets tre løbende båndfriser, der indbyrdes kommenterer hinanden, en slags forlæg kompositionen. »For mig var det fantastisk at møde et 1.000 år gammelt værk, der har en komposition, som i dag føles som en frihed,« sagde Hesselholdt den 31. marts til Information. Men åbenbart stadig en frihed at tage sig.
En anelse nyt sporer man dog i den gamle debat, nemlig i den uproblematiske selvfølgelighed, enkelte tager sagerne på. Som når Kristeligt Dagblad betragter jeg’erne som »bare« et naturligt udtryk for hovedpersonens »forskellige roller som mor, elsker, forfatter, bekymret, ligeglad, ansvarsfuld.« Og når Jyllands-Posten overvejer, om hemmeligheden i Kraniekassen ikke er, »at den markerer en ny realisme, er et reelt udtryk for hvordan hjernen har tryk på. Uafbrudt.« Strøtanker, der afslører, at vi egentlig for længst i hverdagsbevidstheden har vænnet os til at leve med realismen i kaos. Det kan man vælge at opfatte som et tegn på, at den centralperspektiviske konvention trods alt er på retur, men det kan lige så godt være, at det moderne kaos netop cementerer et tilsyneladende aflægs og overhalet krav om velkomponeret harmoni. Sejlivet er det allenfals.
Det tør vi lægge hovedet på blokken på.

ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu