Kurderne i nord er Irak-krigens eneste vinder

ARBIL/SULAIMANIYAH- I det nordlige Irak, strakt ud i en halvmåne fra Iran til Syrien, ligger en af de besynderligste statsdannelser, verden har set i et halvt århundrede. I teorien er Irakisk Kurdistan ganske vist ikke uafhængigt, men kendsgerningen er, at denne provins har større magt end de fleste af FN's medlemslande. Den råder over sin egen effektive hær, og skønt den på papiret er forblevet en del af Irak, formår Bagdad kun at øve yderst begrænset indflydelse på dets handlinger. Det gamle mundheld om, at "kurderne har ikke andre venner end bjergene", har mistet sin gyldighed. I dag har kurdiske ledere magt til at skabe og vælte irakiske regeringer. En- gang lod Det Hvide Hus og Downing Street hånt om deres vanskæbne - nu modtages de med hyldestbifald som nogle af George Bushs og Tony Blairs vigtigste allierede.

De irakiske kurderes kamp for selvbestemmelse har været længere og blodigere end nogen anden national befrielsesbevægelse - med en mulig undtagelse af Vietnams.

Den begyndte under det britiske herredømme i 1920'erne, da 'Bomber Harris' - den senere øverstekommanderende for den britiske luftoffensiv mod Nazityskland - øvede sit brutale håndværk på kurdiske landsbyer. Han skulle komme til at anslå tonen for Bagdads adfærd over for kurderne i resten af århundredet, da han i 1924 begejstret skrev: "De (kurderne, red.) ved nu, at på 45 minutter kan en mellemstor landsby praktisk taget udraderes, samtidig med at en tredjedel af dens indbyggere dræbes eller såres".

Saddam Hussein viste sig som en lærenem elev. Han fængslede eller fordrev i hundredtusindvis af kurdere, da deres uafhængighedsbevægelse i 1975 forræderisk blev ladt i stikken af Irans shah og USA. Undertrykkelsen af 4,5 mio. kurdere nåede et kulminationspunkt af grusomhed og vold i slutningen af 1980'erne, da Saddam Husseins styrker nedslagtede mindst 180.000 af dem og udslettede 3.800 landsbyer, da de knuste endnu en opstand under Irak-Irak-krigen.

Endnu i dag er et almindeligt syn i kurdiske landdistrikter de dystre jordhøje, der dækker rester af landsbyer og byer, hvis indbyggere blev tvangsdeporteret eller dræbt. Hvad Saddam Hussein bedrev i Kurdistan var ikke den totale udryddelse, som Hitler søgte at tilføje Europas jøder, men nedslagtningernes og ødelæggelsernes omfang tåler sammenligning med, hvad nazisterne udrettede i Polen og Sovjet.

Saddam og Bush

Ved første øjekast har alt dette ændret sig. De irakiske kurdere kom ved skæbnens gunst til at drage alle fordele af George Bushs faste forsæt om at styrte Saddam Hussein i 2003. Irak-invasionen kunne dog let have udviklet sig til en katastrofe for dem. Takket være det amerikanske luftvåbens beskyttelse efter deres mislykkede opstand i 1991 havde de lige siden nydt godt af semi-uafhængighed fra Saddam-regimet. Til deres rædsel erfarede kurdiske ledere 12 år senere, at amerikansk militær gjorde klar til at invadere fra nord sammen med 40.000 tyrkiske soldater. Dette ville med sikkerhed have gjort en ende på deres de facto uafhængighed. De blev kun reddet, fordi Tyrkiets parlament til stor forbløffelse for amerikanske diplomater i sidste øjeblik afviste tyrkisk deltagelse i invasionsplanen. Fra den ene dag til den anden blev de irakiske kurdere USA's eneste pålidelige allierede inden for Iraks grænser, og det er de forblevet til den dag i dag.

I dag, hvor krig og vold hærger løs i det øvrige Irak, udgør de tre kurdiske provinser Arbil, Sulaimaniah og Dohuk, de eneste fredelige områder i landet. Kurdistans hoteller er fyldt til randen med velhavende flygtninge fra Bagdad, Basra og Mosul, som er flygtet hertil for at undslippe morder- og kidnapperbander. I Iraks hovedstad er der, trods de milliarder af dollar, der skal være sat af til genopbyning, knapt nok en byggekran i syne. I byerne Arbil og Sulaimaniyah, derimod, tårner kraner sig op på byggegrunde på stort set hvert et gadehjørne. Læger, som ikke tør arbejde andre steder i Irak, åbner her elegante, nye klinikker. Selv Bagdads prostituerede er søgt til Kurdistan i ærgrelse over så farligt, det er blevet at udøve deres metier i hovedstaden.

De kurdiske gevinster begrænser sig ikke til de tre nordlige provinser, som kurderne har styret selv igennem 15 år. Det område, der står under kurdisk kontrol er langt større.

Da Iraks hær brød sammen i april 2003, rykkede de kurdiske peshmerga-soldater ind i de byer og landsbyer, hvorfra kurdere var blevet fordrevet år forinden. Inden for få dage var de i stand til at erobre kontrollen med den nordlige storby Kirkuk og de nærliggende oliefelter. Og pludselig myldrede det også med peshmergaer i Mosul, en overvejende sunniarabisk storby med 1,7 mio. indbyggere, men med en stor kurdisk minoritet. De kurdiske styrker var i stand til at udvide deres kontrol helt til byer som Khanagin nordøst for Bagdad, som Saddam Hussein ellers havde foræret til arabiske bosættere.

Bekymret for fremtiden

Men kurdernes magt er ikke kun vokset geografisk. Iraks præsident, som blev valgt af parlamentet i Bagdad sidste år, er Jalal Talabani, der i mange år var leder af Kurdistans Patriotiske Union (PUK), som kontrollerer det østlige Kurdistan. Og Iraks meget behændige udenrigsminister har siden 2003 været Hoshar Zebari, tidligere talsmand for det andet store kurdiske parti, Kurdistans Demokratiske Parti (KDP).

Paradoksalt nok er de to mest effektive medlemmer af den irakiske regering i Bagdad altså kurdere, som i deres hjerte hellere tragter efter at få deres egen forfatningsmæssigt udskilte og selvstændige stat. De bedste enheder i den nye irakiske nationalhær og sikkerhedsstyrker består også af kurdiske soldater.

Men trods deres selvbevidste optræden udadtil, er mange kurdere bekymret for deres fremtid? Har deres held nået sit zenith? I øjeblikket står de meget stærkt, men dette kan ændre sig brat. De er trofaste allierede med USA, men Washington har tidligere ikke haft skrupler ved at slå af hånden af dem. Og når de amerikanske tropper en dag er ude af Irak, kan USA meget vel vælge at satse på sin gamle allierede Tyrkiet med dets store kurdiske mindretal og indgroede mistro til irakiske kurdere som regionens ordenshåndhæver.

Hertil kommer, at kurderne lige nu kun er så stærke, fordi Iraks arabere - sunnier og shiamuslimer, der til sammen udgør 80 pct. af befolkningen - reelt bruger alle deres kræfter på at udkæmpe en borgerkrig i og omkring Bagdad. Men hvad nu hvis de igen bliver forsonet engang i fremtiden? Vil en af deres første prioriteter så ikke blive at tøjle de kurdere, som nu er så magtfulde og egenrådige. Selvfølgelig kunne det modsatte også ske, og Irak gå i opløsning. Men dette ville ikke være entydigt godt for kurderne. Allerede i dag føler mange af dem tvunget til at flygte fra Bagdad og de sunniarabiske provinser, hvor de udgør et lille mindretal, der er sårbart over for mordere og dødspatruljer.

Jeg mødte første gang irakiske kurdere i 1975. De gennemlevede dengang et nyt højdepunkt i deres lidelsehistorie, efter at Saddam Hussein havde overtaget kontrollen over Kurdistan, da Iran til gengæld for territoriale indrømmelser havde trukket sin støtte til den kurdiske uafhængighedsbevægelse tilbage. Shahens forræderi kom ham ikke til megen nytte. Da jeg tre år senere var i Teheran, havde ayatollah Khomeini netop styrtet ham. Jeg brugte to dage på at køre til den irakiske grænse for at mødes med Massoud Barzani, i dag præsident for Kurdistans regionalregering. Dengang havde han indkaldt til et møde, hvor man ville forsøge at reorganisere de kurdiske styrker.

Kurdernes fremtidsudsigter tegnede dengang dystre, forekom det mig. De var oppe imod en totalt hensynsløs leder, Saddam Hussein, der rådede over en magtfuld hær og voldsomt stigende olierigdomme. Den irakiske despot havde endnu ikke demonstreret sin fatale tilbøjelighed til at skyde sig selv i foden ved at overdrive egen styrke og undervurdere sine modstanderes. Efter at have overbevist sig selv om, at Ayatollah Khomeinis regime ville være et blødt mål, angreb han Iran i 1980'erne, og iranerne reagerede straks ved at genoptage støtten til de irakiske kurdere.

Katastrofal krig

Iran-Irak-krigen endte med et endnu mere katastrofalt nederlag for kurderne. De, som ikke blev dræbt, måtte se deres land blive ødelagt. Under opstanden i 1991, efter Saddams nederlag i Kuwait blev repræsentanterne for Saddams regime fejet væk på få dage, og kurdiske soldater indtog sågar Kirkuk. Men da den irakiske hærs modoffensiv satte ind, flygtede det meste af den kurdiske befolkning til Tyrkiet og Iran. En bølge af international sympati udløst af deres dramatiske flugt tvang USA til at garantere dem luftbeskyttelse, hvorved en de facto kurdisk stat for første gang fik mulighed for at opstå.

Saddam Hussein følte, at han med sindsro kunne lade Kurdistan sejle sin egen sø - området var isoleret, krigshærget og forarmet. Heri tog han ikke fejl. I 1996 besøgte jeg den kurdiske landsby Penjwin, ikke langt fra Iraks grænse til Iran. De kurdiske landsbyboere levede på randen af hungersnød og var blevet nødt til at påtage sig verdens farligste erhverv for at kunne forsørge deres familier.

Omkring Penjwin lå et af verdens største minefelter, udlagt af den irakiske hær, da den iransk-irakiske krig rasede mest blodigt. En af disse miner hed Valmara, en italiensk springmine, som ligner en miniatureudgave af Dalek (robot i BBC-sciencefictionserien Dr. Who) med tentakler. Berører man en af disse tentakler får en lille sprængladning minen til at gøre et lille hop i luften, før den eksploderer i ankelhøjde og udsender hundredvis af dødbringende jernkugler i alle retninger.

Så dyb var fattigdommen i Penjwin, at landsbyerne hellere ville afsikre Valmara-miner for at tjene nogle få dollar ved sælge sprængsstoffet og dets aluminium-indfatninger. Den lokale kirkegård var fyldt med friske grave for unge mænd, som havde været for fummelfingrede. Andre, som havde overlevet med tabet af en hånd eller ben, sås humpe ned ad landsbyens hovedgade.

Siden har jeg altid opfattet Penjwin som selve sindsbilledet på den fattigdom, kurderne var tvunget ud i efter årtiers krig. Men det mod og den opfindsomhed, de udviste ved at 'høste' minefelterne, var et lige så markant tegn på, at de var fast besluttede på at overleve alle katastrofer, der måtte hjemsøge dem. Da jeg genså Penjwin i 2005 var store dele af landsbyen genopbygget. Der lå stadig minefelter langs med vejen - deres tilstedeværelse var markeret af jernpløkker med røde trekanter på toppen - men der var langt færre af dem.

Landsbyboerne fortalte mig, at de ikke længere var så fattige, at de var nødt til at afsikre Valmara'er for at tjene penge. De levede i stedet af bistandspenge fra regionalregeringen, af at røgte får, og - når natten faldt på - af den blomstrende smuglerhandel til Iran, der foregik nogle få km længere nede ad vejen.

Kurdistan var i årtier Iraks farligste egn. At komme hertil var altid en udfordring. Da jeg var her få uger før invasionen i 2003, måtte jeg krydse Tigris fra Syrien i al hemmelighed i en lille jolle med speedbådmotor.

Tre år senere er det langt mindre nervepirrende at rejse til den kurdiske hovedstad, Arbil, end at rejse til Bagdad. Arbils nyopførte lufthavn har allerede kapacitetsproblemer med 60-70 flyvninger om ugen til og fra Europa og ligeså mange til mellemøstlige destinationer. Da jeg fløj hertil fra Amsterdam, var min største bekymring, om min bagage var sikker i denne fortravlede lille lufthavn - en behagelig forandring fra Bagdad, hvor vrag af udbrændte biler brugt af selvmordsbombere hober sig op på vejen til lufthavnen.

Caféliv

Ved første øjekast ligner Arbil med 1 mio. indbyggere en fredelig, normal by - især i sammenligning med resten af Irak. Nye huse og boligblokke opføres overalt i byen. Folk kører i bil sent om aftenen uden at bekymre sig om spærretid. Plænen foran det store internationale hotel, det uundgåelige Sheraton, er tæt besat med caféborde og middagsgæster, der lytter til levende musik.

Det tager lidt tid at indse, at ikke alt er, hvad det synes. Mit hotel flager f. eks. med 12 forskellige flag, deriblandt Brasiliens og Marokkos, fra flagstænger ud for dets hoveddør. Få besøgende bemærker, at Iraks flag ikke er medtaget i samlingen, skønt Irak er den nation, hotellet ligger i.

I teorien har Kurdistan, der engang var bitterligt splittet imellem to rivaliserende ministater kontrolleret af KDP og PUK, haft en enhedsregering siden 8. maj 2006 kaldet Kurdistans regionalregering (KRG), der består af 32 medlemmer.

Graden af enhed er svær at lodde, men i al fald præsterer kurderne at fremvise enhed udadtil over for Irak som over for resten af verden. Kurdistan er dog ikke helt afsondret fra de problemer, der hjemsøger det øvrige Irak. Provinsen er stadig forbundet med Iraks elektricitetsnet, og udfaldene er hyppige. Langs vejen kan man med jævne mellemrum støde på grupper af unge mænd, der sælger benzin i plastikdunke.

Benzinen, der er smuglet ind fra Iran, anses for at være af prima kvalitet og er farvet lyserød, hvorimod den, der kommer fra irakiske raffinaderier, er gennemsigtigt klar. Snyderier med brændstof af ringe kvalitet forekommer jævnligt, og de forbipasserende bilister lugter mistroisk til smagsprøver for at sikre sig, at benzinen i dunkene ikke er fortyndet med vand og rød farve, før de køber.

Jeg har måske et for rosenrødt syn på Kurdistan, fordi jeg har en så klar erindring om dets nylige så blodige fortid. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne hver en by og landsby med, hvordan jeg husker, de så ud efter krigene og Saddam-regimets hærgen.

Mit hotel i Arbil f. eks. var genstand for hårde kampe mellem KDP og PUK under den borgerkrig, der i perioder rasede imellem dem i 1990'erne.

Dets mure var arrede af maskingevær- og raketild. Arbil var en by, der levede i frygtens greb. Da invasionen for at styrte Saddam Hussein begyndte, flygtede de fleste af byens indbyggere til bjergene af frygt for, at den irakiske selvhersker skulle affyre kemiske våben mod Arbil. Beliggende på en grøn slette omgivet af bjerge med snedækkede tinder har Sulaimaniyah i det østlige Kurdistan altid været en smukkere by end Arbil. I måneder har bymidten nu været blokeret af en halvt færdigbygget højbane, hvis opførelse kun skrider langsomt fremt. Indbyggerne taler hånligt om den håbløse korruption i bystyret. Måske har de ret. Men nutiden er i det mindste klart at foretrække for fortiden. Bjergene omkring Sulaimaniyah er bestemt imponerende at skue, men jeg husker synet, da jeg stod for foden af dem i 1991, efter at den irakiske hær havde generobret byen, og overværede afdækningen af en massegrav fyldt med lig af irakiske sikkerhedsstyrke-soldater. De var alle blevet massehenrettet af peshmerga.

Dér blev min far dræbt

Når som helst jeg er tæt på at glemme den vold, der i den nylige fortid var allestedsnærværende i Kurdistan, sker der noget, som får mig til at huske derpå igen. For få dage siden kørte jeg til feriebyen Shaqlawa i bjergene ud for Arbil. Chaufføren udpegede diverse interessante seværdigheder for mig på turen, og tilføjede så pludselig, uden at ændre sit tonefald: "Og der blev min far og storebror skudt og dræbt af den irakiske hær under opstanden."

Langt størstedelen af de irakiske kurdere ønsker fuld national selvstændighed, men de fleste har også resignet over for de farer, som de ved, det vil indebære. Deres afvigelse fra andre irakere er blevet stadig mere udtalt. Færre og færre af dem taler arabisk - da jeg spurgte godt hundrede peshmergaer, hvor mange af dem, der talte dette sprog ud over kurdisk, rakte kun tre hånden i vejret. Hertil kommer, at Kurdistan udvikler sig stadig mere sekulært i et land, der snæres stadig fastere i islamismens greb. Ikke desto mindre indser de kurdiske ledere, at de er nødt til at bevare en alliance med de religiøse shiamuslimske partier foruden støtten fra USA. Selv om Irak i stigende grad blot er en geografisk betegnelse, må kurderne finde en plads inden for denne.

De fleste irakiske arabere har accepteret, at de tre nordlige, rent kurdiske provinser må nyde vidtstrakt autonomi grænsende til uafhængighed. Det store problem ligger i afklaringen af Kurdistans territoriale definition. Kurderne er opsatte på at rulle et halvt århundredes etniske udrensning tilbage, frem for alt i den olierige provins Kirkuk, som de aktuelt har de facto militær og politisk kontrol over. De ønsker, at de arabiske bosættere her skal vende tilbage til deres hjemstavn andre steder i Irak, og at kurdiske flygtninge skal tage deres plads. Den 31. december 2007 skal Kirkuks borgere ved en folkeafstemning tage stilling til, om de vil høre under Kurdistans Regionalregering.

Volden i Kirkuk

Kirkuk-provinsens skæbne har traditionelt været det spørgsmål, hvor aftaler mellem regeringer i Bagdad og kurderne er gået i stykker. For øjeblikket har kurderne tilstrækkelig styrke til at opnå næsten alt, hvad de ønsker, selv om de kan blive nødt til at opgive kontrollen over den vestlige, overvejende arabiske del af provinsen. Deres ufravigelige krav på at inkludere Kirkuk i en kurdisk storprovins har overbevist araberne om, at uanset hvad kurderne de siger, stiler de målrettet mod, hvad der i praksis er fuld uafhængighed.

I mellemtiden eskalerer volden i Kirkuk. Den 13. juni blev mindst 16 mennesker dræbt i byen under fire selvmordsbombeaktioner. Arabiske militser har tilkæmpet sig en tilstedeværelse her. Da jeg besøgte Kirkuk tidligere på året, havde kurdisk sikkerhedspoliti arresteret en læge ved navn Luay al-Tai på det lokale hospital. Han tilstod at have myrdet 43 patienter, de fleste indlagte soldater. Dr. Luay, der var medlem af en lokal oprørscelle, havde igennem fem måneder injiceret dødbringende medicin i deres blodårer eller lukket af for deres iltforsyning, før han blev opdaget.

Økonomisk er Kurdistan stadig knyttet til Bagdad, hvorfra det også modtager 17 pct. af Iraks olieindtægter. I henhold til den nye forfatning skal nye oliefelter, der udvikles her i fremtiden, styres af regionalregeringen. KRG har allerede underskrevet kontrakter med flere udenlandske olieselskaber om olieboringer i de tre nordlige provinser, og nye oliefelter er blevet opdaget. De gamle oliefelter, der har alvorligt behov for reparationer og forbedringer, vil blive styret af olieministeriet i Bagdad.

For kurderne er dette den vanskeligste af alle balanceakter. De har brug for en velfungerende irakisk stat, som kan hindre dem i at blive stå sårbare og isolerede over for Tyrkiet eller Iran - iransk artilleri affyrede for nylig 2.000 mortérgranater over grænsen til irakisk Kurdistan for at understrege denne latente trussel. Inden for Irak behøver kurderne en alliance med de shiamuslimer, der udgør 60 pct. af landets befolkning. Samtidig er de kurdiske ledere fast besluttede på at have tætte bånd til USA som udenlandsk garant over for iranere og kurdere.

Indtil videre har de kurdiske ledere dygtigt og hjulpet af omstændighederne forstået at håndtere den myriade af trusler, de står over for. De ved kun alt for vel, at får de fiasko i dette delikate magtspil, kan deres folk igen kan komme til at betale den frygteligste pris.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen