Det kan ikke have mange fortilfælde i filmhistorien, at en filmskoleafgangsfilm får samme succes som 33-årige Florian Henckel von Donnersmarcks politiske thriller og psykologiske drama De andres liv. I Tyskland har den vundet hele syv Lolas (den tyske Oscar), og for nylig fik de selskab af publikumsprisen på Copenhagen International Film Festival, CIFF.
Den danske hæder lå dog endnu nogle dage ude i fremtiden, da vi under filmfestivalen mødte von Donnersmarck - nyuddannet fra Münchens Hochschule für Fernsehen und Film og indehaver af en filosofigrad fra Oxford University. En energisk instruktør, hvis drengede ansigt står i skærende kontrast til hans tårnhøje legeme og ærefrygtindgydende navn.
- Du var 16 år gammel, da Muren faldt. Hvor meget førstehåndskendskab har du til livet i DDR?
"En hel del. Min mor er fra Østtyskland, men kom til vest, inden muren blev bygget. Hun er ikke desto mindre socialist og var aktiv i den fremtrædende venstrefløjsforkæmper, Rudi Dutschkes gruppe. Halvdelen af hendes familie var blevet i øst, og vi besøgte dem tit. Fordi hun havde skiftet side, stod hun på Stasis liste, så når vi krydsede grænsen blev hun ofte tilbageholdt i timevis og underkastet visitation og anden ydmygelse."
"Så det delte Tyskland har altid fyldt meget i min familie, og som barn var det intenst at opleve denne anden side af mit land. Man kunne mærke på vores slægtninge, at de blev nervøse i vores selskab, så efterhånden holdt vi op med at besøge dem så ofte."
Nødvendig distance
"Trods min personlige erfaring brugte jeg halvandet år på research, inden jeg begyndte på manuskriptet. Jeg talte med folk, som havde siddet i Stasis fængsler, historikere og tidligere Stasi-officerer. Især i mødet med officererne, som med stolthed i stemmen berettede om, hvor effektivt de havde knækket andre mennesker, havde jeg brug for samme form for distance som en journalist. 'Lad være at fælde domme, bare lyt,' sagde jeg til mig selv."
- Et forbløffende højt antal almindelige DDR-borgere blev informanter. Hvordan forklarer du det?
"En del af forklaringen er, at Stasi - i modsætning til eksempelvis Gestapo, hvor man havde folk, som ville slå deres bedstemor til blods uden at blinke - var styret af intelligente folk. De var blide, i hvert fald i første omgang, og havde en meget elegant rekrutteringsstrategi. Først satte de dig til banaliteter, såsom at holde øje med om dine kolleger stjal fra arbejdspladsen, og gradvist fik du så mere krævende opgaver. Så jeg tror, at folk ofte selv havde svært ved at vurdere, hvornår de gik over grænsen."
- De andres liv skildrer et samfund, hvor magthaverne ofte lader deres personlige lyster, ikke mindst de seksuelle, få forrang for deres officielle pligter. Var denne irrationalitet specifik for DDR ellers findes den i alle systemer?
"Jeg tror, at den er indlejret i magt som sådan. Du ved: 'Magt korrumperer, total magt korrumperer totalt.' Hvis folk får uindskrænket magt, vil de i et svagt øjeblik misbruge den. Det seksuelle er velegnet til at belyse magtmisbrug. Jeg sigtede efter at få scenen, hvor et højtstående partimedlem nærmest voldtager den kvindelige hovedrolle, til at give mindelser om et overgreb på et barn - selvom kvinden er 40 år gammel."
"For i et totalitært system kan man ikke længere tale om samtykke. Du ved ikke længere, om du gør noget af fri vilje, hvis de har magten til at tvinge dig til det. Selv om børnemishandleren siger 'Hvis du siger, du ikke vil, skal jeg nok lade være,' ved han udmærket, at barnet er i så svag og frygtsom en position, at det ikke siger, at det ikke vil."
$SUBT_ON$Anarkist af hjertet
- Filmens hovedperson, forhørslederen Gerd Wiesler, har en replik, som leder tanken hen på det absurde hovedværk 'Catch 22', nemlig: "Hvis ikke du var skyldig, havde vi ikke anholdt dig."
"Den er jeg glad for, at du bemærkede, for jeg er selv vild med den replik. Ja, den viser virkelig magtens absurditet. I mit hjerte er jeg nok anarkist, jeg vil helst have et liv med så lidt indblanding fra staten som overhovedet muligt."
Underholdende alvor
- Ulrich Mühe er fremragende som Wiesler, selv om det er svært at forklare, hvad der gør præstationen så fængslende. Han bevæger praktisk talt ikke en ansigtsmuskel gennem hele filmen."
"Jeg måtte bare have Mühe, fordi han kan udtrykke så meget blot med sine øjne. En ideolog som Wiesler har fra barnsben lært at sætte sine principper over sine følelser, hvilket jeg ville afspejle i hans kropssprog. Det var af og til frustrerende for Mühe, at jeg måtte dæmpe ham ned til noget nær nulpunktet. Men han er en stor skuespiller, og han fik det til at fungere."
Juryen på Copenhagen International Film Festival erklærede sig senere på ugen enige heri, og tildelte Ulrich Mühe prisen for bedste mandlige hovedrolle.
- Hvad mener du om hele Ostalgie-fænomenet? Her i Danmark var 'Goodbye, Lenin!' en kæmpe publikumssucces.
"Utroligt! Nej, spøg til side, jeg kunne godt lide Goodbye, Lenin! Med hensyn til Ostalgie tror jeg, at folk i virkeligheden ikke savner systemet - de savner deres ungdom, som fandt sted under det system. Det er let at rode de to ting sammen. Genforeningen og de mange uretfærdigheder begået under DDR-tiden bragte en meget anspændt stemning med sig. Folk vidste ikke, hvordan de skulle tackle det, så på mange måder tror jeg, det var en god strategi at bruge 15 år på at grine af alle de ængstelser. Det er terapeutisk, lidt som at sende klovne ind på hospitalerne for at gøre livet lettere for kræftpatienterne. Men nu, hvor vi har grinet af klovnerne, kan vi forhåbentlig begynde at se på selve diagnosen."
"Når det er sagt, har jeg bestemt bestræbt mig på at lave en underholdende film, som ganske vist handler om virkelige hændelser, men styrer langt uden om det didaktiske."
- Er tyskerne i de senere år begyndt at gå mere direkte til deres traumatiske fortid?
"Der er stadig en vis tøven ved at kalde DDR ved dets rette navn - et diktatur, ganske som Hitlers Tyskland var det. Måske også fordi man ikke juridisk gjorde, hvad man burde have gjort. Kun ganske få Stasi-folk fik fængselsdomme, og tusinder blev frikendt, formentlig fordi man fra vestens side var bange for, at det skulle se ud, som om man trampede på det gamle øst. Men det var jo om nogen DDR's borgere, som havde lidt under Stasis ugerninger. Jeg tror, det er usundt at ignorere den slags, og jeg håber, min film er med til at gøre det sværere at ignorere."
Frygten for kameraet
- Filmen udspiller sig i vid udstrækning i et kunstnerisk miljø, hvor blacklisting var et udbredt fænomen. Fandtes der en særlig form for sårbarhed blandt de kreative folk i DDR?
"Der fandtes ingen frie mennesker i DDR, men det er i kunsten, systemets evne til at gennemsyre alting viser sig mest tydeligt. Al kunst må være fri for at være interessant. Hvis man laver kunst med tanken 'Hvad vil regeringen sige?' i baghovedet, bliver det lige så kedeligt, som hvis man lader sig diktere af frygten for anmeldernes eller publikums dom. Det meste af den kunst, der blev lavet i DDR, er i dag kun interessant som historisk dokumentation, fordi det er lavet som modreaktion på specifikke samfundsmæssige forhold."
- Filmen er rig på ironi og absurditet, og til slut ser vi, hvordan Murens fald vender op og ned på magtbalancen. Dit postbud er manden, som et par år forinden kunne have ødelagt dit liv.
"Ja. Meget få har konfronteret deres undertrykkere, men en af dem, som har, er dokumentarfilmmageren Sibylle Schönemann. Et af hendes filmprojekter huede ikke formanden for filmkomiteen, som fik hende smidt i fængsel. Efter genforeningen opsøgte hun ham med sit kamera, men uden aggression eller hævnmotiv, blot for at spørge, hvad han mente om den nye situation. Men han havde ingen kommentarer. Hun opsporede også manden, som i sin tid forhørte hende, og han reagerede ved at springe ind i sin bil og trykke sømmet i bund! Det siger vist alt om magtbalancens forskydning; nu er synet af et kamera nok til at få dem til at tage benene på nakken."
