Læsetid: 4 min.

Det kuriøse amerikanske mindset

10. september 2005

Det er ikke skønne billeder af det amerikanske samfund, som amerikanerne selv og hele verden har været vidne til i disse smertefulde dage, snart to uger efter at monsterorkanen Katrina slog ned i Mississippi-flodens delta og pressede tårnhøje bølger ind over New Orleans diger og med sin vindkraft og vandmasser spredte død og ødelæggelse i et område på størrelse med Storbritannien.

Alle befinder sig i en mere eller mindre intens choktilstand over at opleve naturens uhyggelige kræfter, over for hvilke menneskene står komplet magtesløse. Og det nytter ikke i denne sammenhæng at tale om en menneskeskabt katastrofe. Den tropiske orkan var af enorme dimensioner. Intet dige ville kunne have holdt stand, fordi bølgerne simpelthen bruste ind over. Så høje var de, siger ingenørerne fra USA's hær nu. Men de tragiske følger af katastrofen var - som vi nu har vidst i et stykke tid - i stor grad menneskeskabte. Svigtet fra myndighedernes side var ikke totalt. Men det var mildt sagt utilstrækkeligt, og når man tager i betragtning, at den amerikanske forbundsstat og de lokale myndigheder har haft fire år i morgen 11. september ved markeringen af en anden katastrofe i USA i nyere tid til at forberede sig på denne type scenarier, kan man ikke andet end konkludere, at USA's politiske institutioner og myndigheder lider af nogle grundlæggende defekter, der ikke bliver lette at udbedre på sigt. Hvorfor nu det? Fordi det ikke kun er et spørgsmål om en bedre koordinering mellem forbundsstat, delstat og bymyndigheder eller mellem staternes borgersoldater (National Guard) og Pentagons væbnede styrker eller mellem det nye Ministerium for Indre Sikkerhed og Federal Emergency Management Agency (FEMA) eller mellem private og religiøse organisationer og myndighederne.

Alle disse udfordringer bør være mulige at løse, hvis den politiske vilje forefindes. Det gør den måske nu, men så snart katastrofen og dens ofre kommer lidt på afstand, vil politikerne i Kongressen formentlig gå tilbage til deres sædvanlige modus operandi, som består i at tænke først på deres eget genvalg og indsamling af penge fra lobbyister, dernæst på deres vælgeres egoistiske interesser og kun til sidst på nationens vé og vel. Verden står nederst på listen. I det amerikanske samfund er det sådan, at folk i magtstillinger er villige til at forsvare deres revir på bekostning af det kollektive vel. Den bureaukratiske inerti er legendarisk. Alle skyder ansvaret fra sig. Ingen bliver fyret. USA er blevet et samfund af ansvarsforflygtigelse fra højest til lavest. Alle frygter at indrømme fejl, fordi det kan koste en retssag eller betyde tab af erstatning fra forsikringen. Tilbedelsen af forfatningen og landets love som fejlfrie - den hysteriske hyldest af nationens grundlæggere - har til gengæld nået så groteske højder, at ingen tør gøre det moralsk rigtige og strække armene frem og redde titusinder fra at drukne.

Nogle enkelte anekdoter belyser disse fundamentale problemer, dette dybt irrationelle mindset, som definerer individer såvel som samfundets institutioner. To helikopterpiloter flyver over New Orleans på vej til en base med forsyninger. Nedenunder ser de mennesker på hustage råbe desperat efter hjælp. De vender om og bruger flere timer på at redde 110 af deres medborgere fra en næsten sikker druknedød. Da disse 'helte' vender tilbage til basen, modtager de en reprimande fra deres overordnede. De havde ikke fulgt hans ordre. Irettesættelsen er endnu ikke løftet. En anekdote på et større plan: Kilder i Pentagon sagde i går, at man ikke havde sendt 4.000 beredte hærsoldater til New Orleans for at oprette ro og orden i de første fire dage efter oversvømmelsen, fordi forfatningen forbyder indsættelsen af soldater i delstater uden specifik tilladelse fra guvernøren. I justitsministeriet regnede man ikke med, at den demokratiske guvernør, Kathleen Blanco, ville give grønt lys, ja, og spurgte derfor ikke. Kun præsident Bushs erklæring af krigsret i Louisiana ville have gjort en sådan ekspedition lovlig. Det ville Blanco angiveligt have modsat sig. Men guvernøren blev ikke spurgt. Hun siger selv, hun ville have givet tilladelse. Under disse juridiske spidsfindigheder døde muligvis tusinder.

Et andet eklatant eksempel på dette amerikanske mindset er Bushs skamrosning af FEMA's chef, Michael Brown, der i sin tidligere stilling opdrættede heste til væddeløb og absolut ingen kvalifikationer bestrider til at lede verdens største nødhjælpsoperation, andet end at han sammen med FEMA's tidligere chef, Joe Allbaugh, var med i Bush's valgkampagne. Under Clinton var FEMA-cheferne også politisk udnævnte, men i det mindste var de kvalificerede. Men republikanerne kan ikke forstå, hvorfor Brown må gå.

Et tredje eksempel er den typiske mangel på fleksibelt organisationstalent. FEMA lovede onsdag udstedelse af debitkort på 2.000 dollar til alle evakuerede. Men da de skulle udleveres torsdag i Houston, gik der fuldstændig spinat i organiseringen og det viste sig, at brugerne først kan trække penge om en rum tid. I Irak uddeler hæren dollarsedler til lokale stammechefer uden at blinke.

USA er en nation, hvor alle hylder flaget, men ingen ønsker at skabe en moderne stat på linje med andre i den civiliserede verden. Det blotlagde Katrina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu