Læsetid: 3 min.

Kurs: EU’s midtbane

16. oktober 2003

I DAG starter endnu et topmøde i den europæiske union. I centrum står en diskussion om institutionerne i EU’s nye forfatning. Mere konkret: om unionens fremtidige stemmeregler, to nye poster som udenrigsminister og EU-formand samt Europa-Kommissionens størrelse, sammensætning og funktionsmåde.
De EU-interesserede vil vide, at Spanien og Polen fører an i protesterne mod forslaget til nye stemmeregler, at de små lande under ledelse af Østrig og Finland generelt er skeptiske over for det faktum, at udkastet til ny forfatning efter de smås mening favoriserer de store lande og endelig, at de store lande som svar har signaleret, at de er klar til at ændre udkastet, når det gælder kommissionen, så alle landene alligevel ender med en kommissær med stemmeret.

I FORHOLD til landenes start-markeringer bliver det interessant at lægge mærke til de forskellige landes aktuelle forhandlingsstrategier, som de vil åbenbare sig under topmødet. Interessen i den danske mediedækning har indtil videre af naturlige årsager samlet sig om Anders Fogh Rasmussens krumspring – først var Danmark med på at afgive sin faste kommissær, men så sluttede vi alligevel op om de øvrige landes krav om en kommissær til hver.
For nogle måneder skulle vi af med alle de danske EU-forbehold; det endte med, at vi kun skal af med det halve retlige forbehold, så Folketinget fortsat kontrollerer den nationale asylpolitik. Og nu spekulerer alle EU-kendere som gale på, om vi mon skal stemme om hele baduljen på en gang eller først om forfatningen og bagefter om forbeholdene – både de hele og det halve. Tirsdag i denne uge bekræftede kommissionsformand, Romano Prodi, hvad alle forventede, at resten af EU vil være hjælpsomme over for at få de danske EU-forbehold tilpasset den nye traktat.

STATSMINISTEREN spiller op til det hjemlige danske publikum. Dels til befolkningens formodede interesse i en stram udlændingepolitik, dels til nøglepartiet SF, som skal have sit særlige EU-landsmøde den 25.-26. oktober. Fogh vil af særdeles let forståelige grunde meget gerne have SF, som i realiteten er socialdemokratiets venstrefløj, i hus til folkeafstemningsbrug.
SF’s ledelse brugte hele foråret på at møve og mase med EU som optakt til beslutningen senere på måneden, og selv om det er en yndet sport blandt de politiske midterpartiet at skose de langsommelige, studiekredsprægede seminarister i SF, så er det dog et faktum, at folkesocialisterne er bevægelige i Europa-politikken og dertil modtagelige for gode argumenter, hvilket notorisk ikke gælder for de to stålsatte nej-partier, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

HVAD med de andre lande? Det er en yndet læresætning blandt erfarne EU-diplomater, at jo nærmere man kommer slutresultatet i en regeringskonference eller en anden indviklet EU-forhandling, jo mere afdæmpet bliver selv de mest højrøstede lande. De fleste politikere ynder at fremstille det uundgåelige kompromis som en sejr for hjemlige synspunkter.
For iagttagere af topmøder bliver det med andre ord interessant at se, hvor midtsøgende landene vil blive. Og for hvilken pris. Hvor højt op vil Spanien, Polen, Østrig og Finland kravle vel vidende, at de skal ned fra trætoppen igen på et tidspunkt? De erfarne italienske diplomater fra formandslandet, der leder forhandlingerne, vil sandsynligvis forsøge at splitte alliancen mellem Polen og Spanien med løfter om eksempelvis flere penge til polakkerne. Taktikken besværliggøres af, at polakkerne har spillet noget ensidigt på det institutionelle spørgsmål, men spillet er fortsat åbent.

ET ANDET, som man kan forvente at se dæmpe sig, er Sverige. Mens der fortsat var et svensk hjemmepublikum at please – som skulle stemme om euroen – udtalte daværende udenrigsminister Anna Lindh sig særdeles kategorisk om det slet og ret umulige i at blive færdige med så store og principielle forhandlinger som dem om den nye forfatning til december. Disse toner høres ikke mere fra Stockholm, som er i fuld gang med at tilpasse sig den dominerende forventning i Bruxelles, om at man nok alligevel bliver færdige til tiden.
Også fra Storbritannien er bevægelsen mod midtbanen til at tage og føle på. I London er man åben over for at diskutere landets særlige rabatordning. Man vil inkorporere charteret om borgernes rettigheder, som man for blot et år siden fortsat var yderst skeptisk over for. Der er stort set kun en uenighed om stemmeregler for skattepolitik tilbage.
EU er – med de tilhørende ritualer, forhandlingsspil og uendelige møder – ikke verdens mest sexede opfindelse. Men som en imponerende kompromis-producerende maskine er den europæiske union beundringsværdig – især måske i en verden, hvor man globalt konstant ser forhandlingsløsninger kæmpe for at opnå legitimitet over for den rene magtpolitik.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu